En dag i det gamle Athen

Solen er endnu ikke stået op, da digteren Melanthios med et grynt rejser sig fra sit sengeleje. Ligesom de fleste borgere i Athen vågner han altid tidligt, så dagslyset kan udnyttes fuldt ud.

Men denne dag er tragediedigteren stået ek­stra tidligt op, for han har et ærinde, som helst skal forblive en hemmelighed – han skal ud at have hævn.

Hurtigt svøber den 50-årige Melanthios sig i sin kiton, som han har brugt som lagen om natten, og kalder på slavinden Athanasia. Hende købte han billigt for få måneder siden, men har opdaget årsagen til den lave pris.

An­­gi­­ve­­ligt var kvinden to år forinden blevet taget som slave under en athensk straffeekspedition mod øen Melos (Milos).

Men da Melanthios fik hende hjem, gik det op for ham, at hun faktisk kommer fra en lille flække i den nordvestlige del af det græske fastland.

Her taler folk en i Athen uforståelig dialekt. Ofte fatter Melanthios derfor ikke et eneste af de ord, der kommer ud af hendes mund.

Da slavinden indfinder sig i andron – husets herreværelse, hvor Melanthios sover – forsøger digteren med fagter at få hen­de til at bringe sig noget at spise.

På husets øverste etage sover hans hustru, og hun må helst ikke vågne og begynde at stille irriterende spørgsmål.

Heldigvis for­står slavinden denne gang, og efter at have tømt hans natpotte uden for huset serverer hun måltidet. Det består blot af lidt brød, som Melanthios­ dypper i vin.

Kort efter skynder han sig ud af huset, for snart vågner Athen, og når det sker, skal hans mission være fuldført.

“Må guderne forbande Aristofanes!”

Nattens 12. time – kl. 5.00-6.00

Melanthios bor i et hus umiddelbart syd for Athens markedsplads, Agora. Men den er ikke hans mål, da han skynder sig igennem byens gader.

Han vil til bydelen Scambonidae – et af Athens tættest befolkede kvarterer. Her ligger lurvede huse side om side langs de smalle, snørklede gader.

Melanthios har sjældent bevæget sig ind i denne nordlige del af byen – og slet ikke i mørke. Det skræmmer ham. Han tvinger sig til at koncentrere sig om sit ærinde – og sin hævn.

Det hele var begyndt fem år forinden, da komediedigteren Aristofanes havde vun­det en andenplads for komedien “Freden”, opført under en af Athens størs­te festivaler.

I komedien gjorde A­ri­sto­fa­nes­ nar ad Melanthios’ manglende dig­ter­ta­lent og hans appetit på mad og un­ge piger.

Komediedigteren havde end­da kaldt Melanthios en “fisketorvs-­roder” og beskyldt ham og hans bror for at ha­ve “gede-stinkende armhuler”.

“Spyt dem i ansigtet!” råbte skue­spil­ler­ne i stykket, som trak et stort pu­bli­kum.

Lige siden har alle grinet bag Melanthios’ ryg – selv hans nære venner. Og nu lyder rygterne, at Aristofanes skriver på en ny komedie, hvor Melanthios igen er udvalgt som offer.

Derfor har tragediedigteren besluttet sig for at nedkalde en forbandelse over sin ærkefjende. Men det kræver en professionel magiker, og det er hende, han har en aftale med.

I småløb haster han afsted langs husmurene, da en dør pludselig bliver smæk­ket op. Melanthios brager med sin fulde vægt ind i dørens solide planker og udstøder et smertensskrig efterfulgt af en række lavmælte eder.

I Athen åbnes alle indgangsdøre udad for at forhindre indbrudstyve i at sparke dem ind. Derfor er den uskrevne regel, at beboerne banker hårdt på indersiden af døren, inden de åbner – netop for at advare folk udenfor.

Men det er tidligt, og manden, som forskrækket kigger på den bandende Melanthios, har glemt reglen.

Tragediedigteren har ikke tid til at indlede et skænderi og løber fortumlet videre, for magikeren venter ham.

Kort efter når han hendes hus og banker på. En ældre kvinde åbner og genner ham ind i et mørkt rum med få møbler, kun oplyst af en blafrende olielampe på et bord.

Hun tager en række tynde blyplader med indridsede tekster frem og kigger spørgende på Melanthios. Han skimmer de præfabrikerede forbandelser:

“Led ...... til mig i vild forelskelse. Lad hende hverken spise, drikke, sove eller grine, før det sker”.

Forbandelsen, hvor offerets navn blot skal udfyldes, er tydeligvis til en forelsket mand. Men den næste er perfekt:

“Må guderne ramme ...... med problemer, feber, rysteture, kløe, udtørring, sindssyge, blindhed og mentale nedbrud, og gid alle hans ejendele forsvinder”, læser Melanthios fornøjet højt.

Nu skal Aristofanes få betalt!

Søfolkene slider i daggryet

Dagens 1. time – kl. 6.00-7.00

Mens Melanthios køber sin hævn, betragter den 30-årige Polion morgentravlheden i Piræus – Athens havneby. For­sta­den ligger seks kilometer sydvest for Athen, men alle ser Piræus som en del af storbyen.

I havnen indskibes der dagligt enorme mængder varer til Athens ca. 400.000 indbyggere. Vigtigst er kornladningerne fra de græske kolonier nord for Pontos Euxeinos (Sortehavet), for Athen er vokset så meget, at byens opland ikke kan brødføde befolkningen.

Men Piræus er også hjemsted for Athens stolthed: Flåden af krigsskibe, som har gjort byen mere magtfuld end nogensinde før. Størstedelen af Piræus er derfor beboet af søfolk og håndværkere.

Og det er netop disse folk, Polion nu står og iagttager i havnen. Han arbejder selv som vasemaler i Athen, men bor i Piræus, hvor huslejen er langt billigere, og ofte får han idéer til motiver ved at iagttage dagliglivet.

Solens første stråler lyser nu over havnen, og Polion genkender en muskuløs mand, som er på vej ned til et af flådefartøjerne.

Manden er en af de mange tusind eretai – roere – som udgør flådens rygrad. Det er deres råstyrke, der driver de såkaldte trirem-krigsskibe frem med meterlange årer. Hver eneste af Athens over 200 triremer kræver 170 roere.

Da Polion hilser, stopper manden op for en kort snak. Roeren fortæller, at han to dage forinden kom hjem fra en patruljetur langs Siciliens kyst.

Undervejs var flere af roerne, der ombord på skibet sidder i lag oven på hinanden, kommet i klammeri.

Årsagen var, forklarer sømanden, at en roer på øverste bænkerække havde sluppet en vind direkte i fjæset en roer, der sad på bænkerækken skråt under ham.

De to mænd griner højlydt, men stopper brat, da en trierarchos – en trirem-kaptajn – nærmer sig.

Kaptajnerne er typisk rige athenske borgere, som betaler skibets løbende udgifter til gengæld for den prestigefyldte post. Modsat kaptajnen har hverken Polion eller roeren athensk borgerskab.

Kun mænd, som er født i Athen af athenske forældre, har borgerskab og dermed stemmeret. Dem har byen ca. 30.000 af. Resten – kvinder, børn, slaver og folk udefra – er udelukket.

Polion og roeren er begge tilflyttere, metoikoi, og kan derfor ikke få borgerskab. Athenerne håner ofte tilflytterne, som bl.a. ikke må eje jord. Til gengæld er det tilflytterne, som driver de fleste forretninger.

Polion tager med et sigende blik afsked med roeren, da kaptajnen stolt skrider forbi dem. Vasemaleren skal på arbejde inde i Athen. Forude venter en god times vandring.

Mønterne gemmes i munden

Dagens 2. time – kl. 7.00-8.00

Melanthios er svært tilfreds. For en større sum har han fået magikeren til at ridse Aristofanes’ navn på forbandelsestavlen.

Snarest muligt vil hun placere tavlen på den ældgamle gravplads, der ligger umiddelbart uden for Athens bymure tæt på Dipylon-porten.

Kvinden har lovet at begrave tavlen i en nyanlagt grav for en ung pige. Grækerne tror, at folk, som dør før tid, er dømt til at vandre rundt som spøgelser. Men troldkvinden vil garantere den døde at få fred, hvis spøgelset giver tavlen til guden Hermes.

Han er ansvarlig for at føre de dødes sjæle til underverdenen, og han kan bringe beskeden til de relevante guder. Sort magi er ikke velset, så magikeren må snige sig ud til gravene ved aftenstide.

Med det hele vel overstået er Melanthios nu på vej til Athens markedsplads, Agora. Her er allerede mange mennesker, da Melanthios når frem.

Fra små boder falbyder sælgere varer fra hele Middelhavsområdet. Melanthios styrer målrettet hen til en bod med fisk.

Som alle athenere elsker tragediedigteren havets dyr, mens kød er knap så populært. Faktisk vræn­­­ger mange by­bo­er næse ad bønderne, som lever af fed­tet sv­ine­kød.

Melanthios opdager til sin store fryd, at fis­ke­hand­­le­ren har ål. De kommer fra søen Kopais nord for Athen og er en stor delikatesse.

Netop som Melanthios skal til at by­de, samler fiskehandleren samtlige ål i et net og rækker dem til en mand, som stod ved boden, da digteren kom.

Forbitret ser Melanthios manden tage imod ålene med den ene hånd, mens han med den anden fisker mønter ud af sin mund.

Græske dragter har ingen lommer, og det at bære en pengepung er en direkte invitation til at blive røvet.

Derfor gemmer mange deres mindste mønter, som ikke er større end en halv fingernegl, bag underlæben, hvor de ligger godt.

Melanthios beklager sig højlydt, men der er intet at gøre – ålene er udsolgt. Slukøret forlader han fiskeboden og skrår tværs over Agora til et aflukket område.

Bag murene ligger den mest brugte af Athens domstole, Heliaia. Om mindre end en time skal Melanthios deltage i en af domstolens retssager.

Et mesterværk skabes

Dagens 3. time – kl. 8.00-9.00

Efter en seks kilometer lang gåtur fra Piræus på bare fødder står Polion omsider i sit pottemagerværksted i Athen.

Det klippefyldte græske landskab egner sig ikke til vogne, så grækerne er vant til at vandre langt, og mange foretrækker ligesom Polion at gøre det barfodet.

Vasemaleren ejer sit eget værksted, som ligger midt i Athens Kerameikos-kvarter, som har fået sit navn efter de mange pottemagere (kerameus) i området.

Byen er blevet det absolutte centrum for produktion af figurdekorerede vaser, som eksporteres så langt væk som til Egypten, Krimhalvøen og Spanien.

Polion­ er blot en enkelt ud af omkring 100 vasemalere med samlet ca. 500 ansatte, som fra deres værksteder årligt producerer omkring 50.000 krukker.

En af disse potter skal Polion male i dag. Det er en såkaldt krater – en vinkumme – som bruges til at blande vin med vand i, da grækerne anser det for barbarisk at drikke vin ufortyndet.

Polion kender allerede motivet. Det skal være en scene fra den panathenæiske fest, som afholdes hvert fjerde år i Athen.

Ved den religiøse fest går athenerne i optog til Akroplis-højen for at give den gamle statue af skytsgudinden Athena en ny klædedragt i Parthenon-templet.

Polion maler i rødfigursstil, hvilket vil sige, at figurerne har en rødlig farve, mens baggrunden er helt sort. Vasemaleren tegner først omridset af figurerne med tegnekul.

Herefter pensler han en særlig fin blanding af vand og ler over områderne mellem figurerne. Denne særlige lerblanding vil under brændingen blive skinnende sort, mens figurerne vil blive røde pga. lerets indhold af jern.

Fordelen ved rødfigursstilen er, at Polion med et hestehår kan male langt flere detaljer på figurerne. Da vasemaleren er færdig, har krukken fået i alt syv små figurer.

På den ene side har Polion malet tre unge mænd, som er på vej til fejringen af Athene. På den anden side ses tre nøgne satyrer – fabelvæsener med hestehale – der spiller på lyre, mens de nærmer sig en ung mand, som spiller på en såkaldt dobbeltfløjte.

Polion kigger tilfreds på resultatet af sine anstrengelser. Krukken er færdig fra hans hånd, så nu kan den blive brændt.

Juryen er stokdøv

Dagens 4. time – kl. 9.00-10.00

Melanthios står foran domstolen og venter sammen med flere hundrede andre mænd. De er blandt de 6.000, der ligesom Melanthios ved lodtrækning er blevet udvalgt som domstolenes jury for hele året.

Kun mænd over 30 år med athensk borgerskab – og uden en kriminel fortid – kan komme i betragtning. De udvalgte, som har tid på en given dag, dukker op ved domstolen, så de kan udføre deres borgerpligt.

Men jurymedlemmerne får mindre end en normal dagsløn pr. dag for besværet, så de fleste af dem er ældre, pensionerede mænd.

Da retten åbner, foretager retsformanden en lodtrækning blandt de fremmødte for at sikre, at de alle er tilfældigt ud­valgt og ikke er blevet betalt for at mø­de op af en af retssagens parter.

Melanthios er blandt de 201 udvalgte ju­ry­med­lem­mer og smutter hurtigt ind i ret­ten, der foregår under åben himmel.

Dagens retssag er anlagt af en mand ved navn Kefeus, som påstår at være blevet angrebet af en anden mand ved navn Konon og dennes søn midt på Agora.

I det athenske lovsystem findes der ingen professionelle advokater, så den forurettede og den anklagede skal selv plædere for deres sag ved domstolen. Der er heller ingen dommer – den 201 mand store jury står alene for dommen.

Da Kefeus træder frem for at tale sin sag, hiver en magistrat proppen ud af et lille hul i bunden af en krukke fyldt med vand.

Fra krukken, der står på en lille forhøjning, løber en stråle af vand ned i en anden krukke. Den tid, det tager vandet at løbe ud, er den tid, Kefeus har at tale. Det samme gælder modparten.

Kefeus forklarer, at han en aften blev overfaldet af Konon og hans søn, som bankede ham og stjal hans dragt. Herefter pressede de ham ned i mudderet, mens de hoppede på ham for til sidst at efterlade ham nøgen og forslået.

Ifølge offeret, der er soldat i hæren, bunder konflikten i en hændelse, hvor han havde vagttjeneste sammen med Konons sønner, der i fuldskab svinede ham til, hvorpå de bankede og tissede på hans slaver.

Mens offeret taler, mumler flere af de gamle mænd omkring Melanthios, at de ikke kan høre. Da han forsøger at forklare dem sagen, går det op for ham, at flere af dem er stokdøve.

Han ryster opgivende på hovedet og erindrer en anden sag, hvor den athenske folkeforsamling, ekklesia, skulle stemme om, hvorvidt generalen Aristides med tilnavnet “den Ret­fær­di­ge” og flere andre skulle sendes i eksil.

Da forsamlingen blev bedt om at skrive navnet på dem, de ønskede at sende bort, kom en analfabet hen til Aristides. Manden genkendte ikke generalen og bad ham derfor om at skrive “Aristides” for ham.

Da generalen spurgte, hvad han havde imod Aristides, svarede manden, at han bare var træt af hele tiden at høre generalens tilnavn.

Melanthios klukker for sig selv og forsøger at koncentrere sig om retssagen. Nu er det blevet den anklagedes tur.

Han påstår, at slagsmålet skyldtes, at Konons søn og Kefeus er medlemmer af drikkeklubber, og at de i fuldskab kom op at slås. Konon selv kom helt tilfældigt forbi og hjalp naturligvis sin søn, bedyrer han.

Flere vidner giver deres besyv med, indtil tiden er gået. Trods den anklagedes ihærdighed er juryen dog ikke i tvivl.

Ved en hemmelig afstemning bedømmer over halvdelen, at Konons forklaring er utroværdig. Det er nok til at få slagsbroren idømt en bøde.

Krigstræning i middagsheden

Dagens 6. time – kl. 12.00-13.00

Selvom Polion ikke er athensk borger, er det et krav, at han som byens andre frie mænd tjener i hæren. Hvis byen drager i krig, skal vasemaleren – om han vil eller ej – kæmpe sammen med de mænd, der har stemt for det.

Det er blot fem år siden, at Athen efter en blodig konflikt indgik fred med Sparta mod syd, så hæren skal konstant holdes parat.

I dag er det træningsdag for Polion, der er velhavende nok til at betale det udstyr, som byens hoplitter skal bære. Hoplit-fodsoldater er grækernes stærkeste krigere udstyret med skjold, spyd, hjelm og brystpanser.

Træningen foregår lidt uden for byen, hvor også en kavaleri-enhed med helt nye rekrutter netop er gået i gang med træningen.

Mens Polion trækker sit brystpanser, der består af lag efter lag af sammenlimet linned- og kanvas-stof, på, holder han øje med de unge kavalerister.

De er alle aristokrater og ofte ulidelig storsnudede. Blandt dem er dog en enkelt, som Polion har hilst på før. Hans navn er Xenofon.

Den unge mand skal lære, hvordan en rytter kommer op på hesten i en fart. Stigbøjlen er endnu ukendt, så rytterne skal i stedet brugte deres lanse til at svinge sig op.

Xenofon løber derfor i fuld fart frem mod sin hest, stikker lansespidsen i jorden og letter fra jorden. Desværre kommer han flyvende i en vinkel, som skræmmer hesten.

Instinktivt rykker dyret sig til siden, så Xenofon med et hyl lander i en klynge tornede buske.

Polion tager sin hoplit-hjelm på, så ingen lægger mærke til hans grin, og går i gang med dagens træning.

Alle frygter Platon – den brede

Dagens 8. time – kl. 14.00-15.00

Efter retssagen på Agora har Melanthios netop spist en let frokost i form af lidt frugt og brød købt i en bod på torvet. Nu er han på vej til Akademiet – det ene af Athens tre største gymnasier.

Akademiet, der er opkaldt efter den mytiske helt Akademos, ligger i en skyggefuld lund uden for Athen og er et populært mødested for intellektuelle.

Om morgenen er gymnasiet forbeholdt drenge under 16 år, som her modtager fysisk træning og almindelig skolegang, men om eftermiddagen åbnes anlægget for alle mænd med athensk borgerskab.

Da Melanthios ankommer, er træ­nings­plad­sen fyldt med voksne mænd, der uden en trevl på kroppen træner alt fra boksning til boldspil.

I skyggen af træerne opdager Melanthios et velkendt ansigt. Det er filosoffen Sokrates, som sam­men med andre iagttager en ung dreng blive instrueret i brydeteknikker.

Bryd­ning er en af de populæreste sportsgrene, men træneren har ikke kunnet finde nogen på samme alder at parre den hærdebrede dreng med.

“De frygter ham alle”, råber drengens træner, Ariston, leende til tilskuerne. Drengens navn er Aristokles, men på grund af den 12-årige drengs imponerende fysik kalder Ariston ham altid bare Platon – den brede.

Melanthios indleder en samtale med Sokrates og de andre om dagens nyheder. Rygtet lyder, at athenerne snart skal stemme om at sende flåden til Sicilien.

Den sicilianske by Leontini har nemlig bedt Athen om hjælp mod Siciliens stærkeste by, Syrakus. Ligesom mange andre er Sokrates imod idéen.

Mens de diskuterer, passerer en anden tragediedigter forbi. Det er Sofokles, som trods sine 80 år stadig er frisk.

Mændene griner til hinanden, da de ser ham stirre på Platon. Det er velkendt, at Sofokles har et blødt punkt for unge drenge.

Melanthios tager afsked. Det er snart aften, og han er inviteret til drikkegilde.

Et kedeligt gensyn

Dagens 10. time – kl. 17.00-18.00

Melanthios er i godt humør, da han ankommer til sin ven Agathons’ hus. Agathon kender alle i byen og holder tit såkaldt symposion – drikkegilde – for sine venner. Gilderne er kun for mænd og foregår i husets herreværelse.

Inden Melanthios træder ind, vasker en slave rituelt hans fødder, for symposiet er til ære for vinguden Dionysos. Da digteren står i værelset, stivner han. På en bænk ligger nemlig dødsfjenden Aristofanes.

Melanthios placerer sig på en anden bænk så langt væk fra Aristofanes som muligt. Blandt gæsterne er også Athens måske berømteste kvinde.

Den 54-årige Aspasia er ikke athener og derfor ikke underlagt de strenge regler om, at athenske kvinder ikke må omgås andre mænd end den nærmeste familie.

Desuden har hun arbejdet som hetære – professionel selskabsdame – og er derfor skolet i både filosofi og almen viden, så hun kan underholde mænd ved fx drikkegilder.

Da alle gæster er ankommet, går symposiet i gang. Aftensmåltidet er dagens vigtigste, så alle får serveret adskillige retter på hvert deres bord. Til Melant­hios’ store glæde er en af retterne ål.

Som servietter bruger gæsterne brød, som de derefter smider på gulvet. Imens genfortæller Aspasia et rygte om, at Xanthippe, gift med filosoffen Sokrates, efter et skænderi mellem de to har hældt et fad med opvaskevand ud over fi­lo­sof­fen. “Efter torden kommer regn”, skal han efterfølgende humoristisk have sagt.

Alle griner, for Xanthippes iltre temperament er velkendt. Imens rydder slaver bordene og vasker gulvet, for nu er det tid til vinen.

Efter en hymne til ære for vinguden vælger selskabet værten Agathon som sympiarch – symposionleder. Han bestemmer, at vinen i dag skal fortyndes med to dele vand, så folk ikke bliver for fulde.

Herefter skænkes vinen til gæsterne, mens Agathon arrangerer forskellige­ festlege. Efter en rum tids drikkeri kommer aftenens højdepunkt. Ind ad døren træder to unge kvinder med en dobbeltfløjter.

De er hyret til lejligheden og er ligesom Aspasia ikke fra Athen. Fløjtespillerne underholder både med fløjterne og med dans. Mange af dem kan for en lille skilling også hyres til elskov.

Melanthios har et godt øje til den ene af dem og overvejer at give hende et tilbud. Men så ser han pludselig den irriterende Aristofanes.

Komediedigteren kunne sagtens fin­de på at bruge det imod Melanthios. Han sukker. Det må blive en anden dag.

Athenerne går i seng

Efter adskillige timers drikkegilde tager Melanthios hjem, mens han fantaserer om sin forbandelsestavles virkning. Også Polion er på vej hjem til Piræus efter sin hoplit-træning.

Seks kilometers vandring senere ligger han i sin seng. I morgen skal han igen gå den lange tur ind til byen, han arbejder i, men aldrig rigtigt vil blive en del af.