Englænderne gik amok i gin

Snart begyndte engelske kvinder imidlertid selv at destillere, for de bryggede i forvejen husholdningernes øl.

“Jeg passede ofte min destillering”, noterede adelsfruen lady Margaret Hoby i sin dagbog omkring år 1600. 15 år senere udkom bogen “Den engelske husmoder”, som var fuld af tips til, hvordan kvinder skulle bære sig ad med at fremstille helbredende spiritus.

Hjemmebrænderiet blev dog en forbigående dille, for i 1630’erne skred myndighederne ind.

Den engelske konge gav “Det ærværdige destillatør-selskab” monopol på at fremstille “aqua vitæ, aqua composita og andet stærkt og hedt vand” – dvs. enhver form for stærk spiritus – i en radius på 35 km omkring metropolen London.

Det agtværdige selskab med særlig tilladelse bestod af højt estimerede læger, som opretholdt en lille produktion til medicinsk brug.

Det krævede indblanding fra en fornem hollænder, før enebær-spiritus nåede ud til Englands brede masser og antændte den store gin-feber.

Ny konge giver sprutten fri

I 1688 gik prins Vilhelm 3. af Oranje i land på den sydengelske kyst og marcherede med en hær mod London for at afsætte sin svigerfar, Jakob 2.

Den såkaldte glorværdige revolution kunne kun lade sig gøre, fordi tronraneren blev støttet af engelske adelsfolk.

Adelen ville hellere have en protestantisk hollænder end en katolsk brite som hersker.

Efter kroningen belønnede den nye regent sine tilhængere ved at fjerne alle begrænsninger på spiritus-fremstilling.

Mod et beskedent gebyr til statskassen kunne enhver begynde at destillere. Efterspørgslen på korn til produktionen steg voldsomt og forvandlede engelske adelsgodsers overskudsproduktion til det rene guld.

Pengene strømmede ind, og en international konflikt stimulerede yderligere salget. Ikke længe efter magtskiftet i England udbrød der nemlig krig mod Frankrig, og kronen lagde en skyhøj afgift på importeret fransk vin og cognac.

Tørstige englændere måtte i stedet ty til den hjemlige industris stærke enebærdrik, selvom den stadig officielt var medicin. Spiritussen blev kaldt gin og mindede ikke ret meget om den hollandske genever. Forskellen skyldtes ikke mindst den rædsomme kvalitet, som fra begyndelsen kendetegnede gin.

“Det er overraskende, at folk kan vænne sig til at drikke den for fornøjelsens skyld”, skrev forfatteren Ambrose Cooper i en destillerings-håndbog, som udkom i 1700-tallet.

Folk i Londons slumkvarterer drak imidlertid ikke for smagens, men for virkningens skyld. Gin gav dem en billig rus og mulighed for nogle få timers flugt fra en håbløs hverdag.

Fuldskab rammer hele familien

“Fuld for en penny, døddrukken for to pence, rent halm for ingenting”, lød et udbredt slogan i Londons nye udskænkningssteder, de såkaldte gin-shops, der slog dørene op overalt.

Sloganet hentyder til den halm, som lå i skænkestuens ene hjørne, hvor den berusede gæst kunne vælte omkuld og sove rusen ud.

Standarden i de snuskede gin-shops lå et godt stykke under byens veletablerede beværtninger, og de nye kroer bestod kun af et enkelt og trangt lokale uden andre møbler end to bukke med en planke over – indehaverens disk.

Gæsten fik skænket sin dram – ca. 15 cl – og slyngede den i svælget, inden han begav sig videre.

Medmindre han skulle have et glas mere og faldt om i halmen.

Ginen flød, godserne tjente gode penge på kornet, og myndighederne så kun fordele – så mange, at en ny lov i 1720 ligefrem opmuntrede landets indbyggere til selv at destillere: Spiritus-producenter fik lov til at slippe for at huse og bespise soldater – en ellers udbredt pligt i en tid, hvor kaserner endnu ikke var almindelige.

Regeringens velsignelse betød, at endnu mere spiritus kom på markedet, og gin-drikning blev en sand folkesport.

Omkring 1720 var prisen på gin så lav, at stærk alkohol kostede mindre end øl.

Gin blev en drik for alle – ikke blot for mændene, men også deres koner og børn – med tragiske konsekvenser. Eksemplet med familien Barret i slutningen af 1720’erne viste med al ønskelig tydelighed, hvor galt det kunne gå.

Den sørgelige hændelse og andre ulykkelige historier åbnede efterhånden myndighedernes øjne for ginens skadelige virkninger.

Men det var først og fremmest de drikkende kvinder, der førte til magthavernes ændrede opfattelse af enebærdrikken.

Kvinder vækker forargelse

I modsætning til de traditionelle værtshuse og kroer havde gin-shops ingen særlig afdeling, hvor dydige kvinder kunne drikke i fred uden at komme i usømmelig kontakt med mænd.

I gin-shoppen stod alle i samme rum, og en biskop i det engelske parlaments overhus rasede over, at fruentimmere forsvandt ind i et baglokale sammen med fremmede herrer.

“Her kan de foretage sig de skændigheder, de ønsker”, noterede biskoppen. En kongelig proklamation stemte forfærdet i:

“Kvinder er blevet set udstille deres køn på sådan en måde, at det er en krænkelse for hvert et ærbart øje”.

Mange prostituerede fandt ganske rigtigt deres kunder i Londons gin-shops, men den offentlige harme rettede sig især mod gifte, drikkende kvinder, der blev stemplet som løsagtige og dårlige mødre.

Forargelsen over de umoralske fruentimmere satte sig spor i bl.a. sproget, idet ginen fik øgenavne som “Madame Geneva” og “Moders fald”.

Forskrækkelsen over kvindernes opførsel overbeviste mere end noget andet politikerne om, at englændernes gin-forbrug skulle tøjles.

Men først måtte myndighederne skaffe sig et overblik over antallet af gin-shops i London.

London har 17.000 shops

Myndighederne nåede frem til et forbløffende tal: Byen husede 17.000 gin-shops til en befolkning på 600.000 indbyggere.

Alene bydelen Holborn rummede mere end 7.000 af beværtningerne, dvs. en gin-shop i hvert femte hus. Herudover kom al den gin, som blev serveret i de mere respektable værtshuse og kroer.

I 1729 gjorde det britiske parlament et første forsøg på at bekæmpe gin-feberen. En ny lov hævede skatten på gin drastisk, og skænkestuerne blev pålagt at købe en licens.

Men spiritussen var stadig billigere end øl. Og desuden kunne ginproducenterne omgå reglerne ved at droppe tilsætningen af smagsstoffer som enebær og omdøbe gin til “parlamentarisk brandy”.

Sidst, men ikke mindst steg salget og drikkeriet, fordi mange virksomheder udbetalte dele af arbejdernes løn i gin.

Myndighedernes indgreb fik ingen virkning, og følgerne var alarmerende.

Antallet af destillerier i London var vokset fra få stykker til 1.500, og englændernes ginforbrug steg fra 18 mio. liter i 1733 til 25 mio. liter blot tre år senere.

Storbritanniens parlament valgte derfor at stoppe de illegale gadesælgere, der skulle straffes med en bøde på 10 pund for at sælge gin.

Som belønning ville angiveren få halvdelen af beløbet. Mange gadehandlere kunne imidlertid ikke betale og blev i stedet sat i tugthus.

Dermed havde domstolene ingen penge at udbetale som dusør, og da vrede kunder samtidig begyndte at overfalde stikkerne, standsede strømmen af anmeldelser.

Nye love blev indført og fejlede konsekvent. Samtidig konstaterede læger en drastisk svækkelse af jævne englænderes helbredstilstand, der gav sig udslag i stigende dødelighed og faldende fertilitet.

I parlamentet skændtes politikerne om nye love, men lovgivning og regler som middel mod drikkeriet virkede håbløse.

En engelsk lord mente ligefrem, at englænderne brugte spiritussen som en slags protest:

“De lavere klasser sætter mere pris på deres dram end nogensinde før, fordi de er begyndt at opfatte den som en fornærmelse mod de rige”.

Men gin-feberen aftog snart. Befolkningens forbrug af spiritussen toppede med 41 mio. liter i 1750, men begyndte herefter at falde. Og politikerne fik hjælp fra en uventet kant.

Dårlig høst stopper for druk

En af de vigtigste årsager til faldet var, at høsten slog fejl flere år i træk, så alle afgrøder skulle bruges til mad.

Dermed kunne destillerierne ikke længere købe den billige overskudsproduktion af korn til gin. I 1757 var gin-feberen omsider forbi.

Englændere drak stadig gerne, men den stærke drik var nu blot én blandt mange typer alkohol.

En mindre gin-dille ramte England i 1800-tallet, og nogenlunde samtidig blev drinken gin og tonic født.

Britiske kolonister i Indien begyndte nemlig efter sigende at blande tonicvand med gin for at tage den bitre smag af malariamidlet kinin i tonic.

Hipsterne indleder ny gin-revolution

Gin havde imidlertid stadig ry for at være en spiritus for ukultiverede personer, og først i løbet af de seneste 20 år er gin blevet en del af det gode selskab.

Hipstere i Londons natteliv har gjort fattigmandsspiritussen smart, og trendsættere andre steder i verden er fulgt efter.

Ginen figurerer på barernes drinks­kort, og ingen regner det længere for primitivt at bestille gin.

Hver måned åbner flere nye britiske destillerier, og i dag er mere end 200 produktionssteder i drift.

Nogle af dem dyrker den traditionelle enebærsmag, mens andre udvikler nye og anderledes smagsvarianter.

Spiritussen har endda fået sin egen dag – World Gin Day – og i London afholdes en tre dage lang gin-festival.