Bakken Kingcombe Plain, der knejser over den engelske landsby Chipping Campden, summer af liv og latter i maj 1612.
Mænd, kvinder og børn fra nær og fjern er samlet for at overvære en særlig begivenhed: Englands første genopførelse af oldtidens Olympiske Lege.
En mand i prægtige gevandter rider op til bakketoppen på en hvid hest og blæser i et horn. De engelske “Olimpick Games” – 1600-tallets mest særprægede konkurrence – er i gang.
Sport skulle samle folket
Manden på den hvide hest hed Robert Dover. Han var advokat og hovedmanden bag genopførelsen af de græske Lege i nye, engelske rammer.
I 1612 var det mere end tusind år siden, den sidste atlet forlod arenaen i Olympia i antikkens Grækenland, og Robert Dover, der ligesom mange andre spidsborgere beundrede antikken, mente, det var på høje tid at bringe lidt sportsånd ind i englænderne.
Han havde med bekymring set, hvordan alkohol og slagsmål dominerede de årlige landsbyfester, der afholdtes på landarbejdernes eneste fridag om søndagen.
Dover mente, at en engelsk pendant til De Olympiske Lege kunne bringe folket tættere sammen, rig som fattig, og få det til at kaste sin lidenskab på andet end øl og nævekampe.
Kong James 1. syntes godt om idéen. For ham var sport ikke blot et sundt tidsfordriv, men også en investering i kongeriget.
Som han skrev i sin bog “The King’s Book of Sports”, så var en begivenhed som Olimpick Games god for pøbelen, da de forskellige sportsdiscipliner “ruster deres kroppe til krig”.
I Englands første olympiske lege dystede rige og fattige i alt fra pælekast til hundejagt.
Konkurrerede i vams og knæbukser
Om Robert Dover oprindeligt havde tænkt sig, at hans lege skulle være en tro kopi af de oldgræske, er uvist.
Faktum er i hvert fald, at hans lege endte med at blive markant anderledes – og meget engelske. Mens grækerne konkurrerede nøgne, kæmpede englænderne – ifølge samtidige træstik – iført vams med pibekrave, knæbukser og lange strømper.
Også mange af sportsgrenene var særegent engelske. I stedet for grækernes diskoskast kylede englænderne med hamre – et værktøj, alle kunne håndtere.
En anden disciplin var pælekast, som oldgrækerne heller aldrig havde overvejet. Under Dovers lege konkurrerede deltagerne også i sværd- og daggertkamp. Disciplinen fandtes ikke i oldtidens Olympiske Lege, men i 1600-tallets England gik de fleste mænd rutinemæssigt med sværd, så det var nemt at gøre til en sport.
I Robert Dovers yngre dage var to studiekammerater kommet op at skændes og havde straks trukket deres sværd. Den ene havde indledningsvis hugget tre fingre af den anden.
Som hævn havde den anden derefter snittet næsen af modstanderen, hvorefter han puttede næsestumpen i lommen og gik sin vej, så stumpen ikke kunne sys på igen. Om sportsgrenen var lige så blodig, er uvist.
Til gengæld er det sikkert, at den engelske variant af den oldgræske brydekamp var yderst smertefuld.
Her gjaldt det om at få modstanderen til at røre jorden med overkroppen, og det var et yndet trick at sparke konkurrenten hårdt over skinnebenet med fx træsko.
Skinnebensspark blev så populære, at det snart udviklede sig til sin helt egen sportsgren inden for Olimpick Games.
Dover blev hyldet af digterne
I sin iver for at tiltrække både rige og fattige til legene introducerede Dover klassisk hestevæddeløb, men også jagt med hunde, hvor et antal harer blev sluppet fri for derefter at blive jaget af trænede hunde og ryttere til hest.
Mens jagten var tiltænkt de rige, sørgede Dover også for mere jævne konkurrencer i dans og kort- og brætspil – fx skak og backgammon.
LÆS OGSÅ: Brætspil gennem historien – hvornår blev de opfundet?
Især skak ansås for et sundt tidsfordriv for pøbelen. Som den samtidige forfatter Robert Burton skrev: “Det kan drive melankolske og urene tanker bort”.
Olimpick Games blev hurtigt et yndet emne for flere af landets digtere, der skrev rosende om Robert Dovers sportsbegivenhed. De sammenlignede Dover med Herkules, der stiftede de oprindelige Olympiske Lege, og advokaten blev hyldet for at samle rige og fattige.
I 30 år stod Robert Dover i spidsen for legene, indtil borgerkrigen mellem det engelske parlament og kong Karl 1. brød ud i 1642. Knap 200.000 soldater og civile mistede livet under den syv år lange borgerkrig, og da kongens soldater i 1643 forvandlede Kingcombe Plain til en slagmark, endte legene brat.
Legenes skaber, Robert Dover, døde i 1652, men blot otte år senere blev hans skaberværk vækket til live igen – men i en helt ny form.
Dovers sportsgrene blev kastet over bord til fordel for gakkede aktiviteter som hanekamp, æsel-væddeløb og “Dwile flonking” – en avanceret form for øl-stafet, hvor to hold skal kæmpe om at få flest point ved at ramme modstanderne med et øltilsølet klæde.
I 1864 beskrev forfatteren R.R. Vyvyan Olimpick Games som et “arnested for befolkningens absolutte bærme”, hvor alkoholen flyder, og stole, knytnæver og skældsord flyver gennem luften.
Robert Dovers drøm om at bringe antikkens olympiske sportsånd til England var endt i en katastrofe.
I slutningen af 1800-tallet forsvandt legene ud i glemslen, men i 1966 blev de genoplivet med motorcykelstunts, tovtrækning og hundevæddeløb føjet til programmet.
Olimpick Games afholdes stadig hvert år i den 7. uge efter påske på den grønne bakkehøjde Kingcombe Plain, der i dag passende er omdøbt til Dover’s Hill.