"Dampbade og badehuse bør forbydes, fordi huden bliver blød, og porerne åbner sig efter et bad. Konsekvensen er, som vi har set, at pestbefængte dunster hurtigt kan trænge ind i kroppen og forårsage øjeblikkelig død”.
Den franske hoflæge Ambroise Paré var klar i mælet, da han i 1568 anbefalede en lukning af landets ellers overordentlig populære badeanstalter.
Som så mange andre læger rundt om i Europa havde han desperat søgt en forklaring på de hyppige pestepidemier, der siden 1347 havde udryddet millioner af europæere.
Nu mente han og hans kolleger at have en forklaring: Vand var årsagen til den frygtede sygdom, ja, til alle lidelser i det hele taget.
Besøg i badstuen var en fest
I løbet af middelalderen var både offentlige og private badstuer blevet et trækplaster, en slags selskabelige saloner, som både fattige og rige opsøgte mindst én gang om ugen.
Her kunne man få opfyldt mange behov – ud over en grundig afvaskning af kroppen. Mænd og kvinder badede nøgne sammen, vinen flød rigeligt, sladderen gik, og omgangsformerne var afslappede.
Den italiensk forfatter Gian-Francesco Poggio skrev om badehusene i 1414: “Alle, der ønsker elskov, alle, der ønsker at blive gift eller på anden måde er på udkig efter adspredelse, alle kommer de her, hvor de finder det, de søger”.
I Storbritannien havde navnet “stewhouse”, stegehuset, for længst fået en ny betydning. Oprindeligt refererede navnet til badehusenes fugtige varme, men i begyndelsen af 1400-tallet var det blevet synonymt med bordel.
Vedholdende rapporter om, at prostituerede drev deres gesjæft i badstuerne, hvor respektable borgere og deres børn kom, førte til, at bystyret i London i 1417 forbød alle offentlige badstuer. Forbuddet viste sig dog i første omgang umuligt at håndhæve.
Dertil var badstuerne for populære. Også de fleste andre steder i Europa havde badstuerne ry for at være skalkeskjul for ulovlige stævnemøder og amoralske udskejelser, og præsterne tordnede vedholdende mod det løsslupne badeliv.
Men først da lægerne med stadig højere stemmeføring i slutningen af 1400-tallet og op gennem 1500-tallet hævdede, at badstuerne var sygdommens kilde og roden til alt ondt, fra pest til syfilis, satte myndighederne punktum for badekulturen.
Vand blev erklæret fjende, for ikke alene hed det sig, at vandet kunne trænge ind gennem huden og sprede sygdom og død, kvinder risikerede også at blive gravide af den sæd, som flød rundt i badevandet.
Lus og lopper havde gode kår, for både rige og fattige anså vask af hele kroppen for skadelig.
Skidt beskyttede kroppen
Europæerne gik nu ind i en periode, hvor kropsvask blev betragtet som både farligt og dekadent.
En ren sjæl i et beskidt legeme blev normen. Målet var tilstoppede porer og en skorpe af skidt, der skulle fungere som værn mod dårligdomme.
“Et bad er ikke alene overflødigt, men også yderst skadeligt. Det fylder hovedet med dampe og er en fjende af både nerver og muskler, som bliver løsnet, hvorved man får gigt”, advarede den franske læge Théophraste Renaudor.
En af hans kolleger, landsmanden Jean Liebault, tilføjede i 1582, at “vand bør omgås med yderste forsigtighed”.
Han anbefalede, at man i stedet for at vaske sig brugte en tør klud til ansigt og hænder, og at man gned håret ind i klid eller pudder inden sengetid.
Kun i yderste nødstilfælde, hvis snavs ikke lod sig fjerne med en tør klud, kunne man forsigtigt duppe huden med vand.
Den manøvre så den tyske prinsesse Elisabeth Charlotte sig nødsaget til at foretage, da hun efter at have tilbragt en hed sommerdag på en støvet landevej i 1705 vendte hjem til sit slot og opdagede, at hun så ud, som bar hun en grå maske.
“Jeg var nødt til at vaske mit ansigt med vand, så støvet var det”, skrev hun om den skelsættende oplevelse.
Prins kom først i bad som 7-årig
Alle, fattige som rige, prinsesser og tronarvinger, afstod fra at vaske sig: Da Frankrigs kommende konge, Ludvig 13., blev født i 1601, førte hoflægen journal over drengens kropshygiejne.
Det blev en kort beretning: Da prinsen var seks uger, blev hans hoved masseret, og ugen efter blev hans kyse gnedet ind i smør og mandelolie.
I en alder af ni måneder fik han redt hår for første gang, og som femårig fik drengen vasket ben i lunkent vand.
Da prinsen var knap syv år, blev han med lægens ord “badet for første gang, sammen med sin søster”.
Hygiejnen blev ikke mere omfattende med alderen, og som voksen bemærkede Ludvig 13., at “jeg har arvet min svedlugt under armene fra min far”.
Faren, Henrik 4., var vidt berygtet for sin ubehagelige kropsdunst.
Ren skjorte var rigelig hygiejne
Frankrigs næste regent, solkongen Ludvig 14., førte traditionerne videre: Ved hoffet var alle bekendt med hans notorisk dårlige ånde og svedlugt.
Frem for at vaske sig lod Ludvig, der blev konge i 1643, sine hænder stænke med vin. Men vigtigst af alt skiftede han skjorter tit, helt op til tre gange om dagen. Dermed blev han trods sin ildelugt regnet for endog meget renlig.
Nyvasket tøj og linned var både bedre og sikrere end kropsvask. Ifølge de lærde tiltrak og sugede tøjet sved – en videnskabsmand forklarede:
“Vi forstår nu, hvordan tøj fjerner sved fra vores kroppe. Eftersom sveden er olieholdig og indeholder salt, imprægnerer den de døde planter (hør, red.), som tøjet er lavet af”.
Hvidt undertøj – som for både mænds og kvinders vedkommende bestod af en knælang særk – blev selve symbolet på personlig renlighed, også selv om huden indenunder var grå og grimet af skidt.
De få, der havde råd, skiftede undertøj dagligt. Normen var cirka én gang om måneden.
Kvinderne fra den belgiske by Brabant blev omtalt som ekstremt renlige, eftersom de skiftede hver uge – “også selv om de ikke havde behov for det”, som en fransk adelsdame bemærkede.
Modebilledet skiftede, og det blev populært at lade det kridhvide undertøj titte frem – hvor undertøjet i middelalderen have været godt gemt bag pels og lange uldklæder, stak det nu frem ved tøjets halsudskæring og ærmegabene som et vidnesbyrd om bærerens store renlighed.
Sæbe kunne produceres på flere måder, fx ved at koge fedt fra døde dyr sammen med aske fra planter.
Utøj fik frit spil
I en verden, hvor ingen vaskede sig og alle dermed stank, burde kropslugt ikke genere. Men den krasse hørm stak stadig i næsen.
I 1576 beklagede den italienske læge Geronimo Cardano sig over, at mænd og kvinder “sværmede med lopper og lus, nogle stank under armene, andre havde ildelugtende fødder, og de fleste havde dårlig ånde”.
Velhavere havde råd til at overdøve den værste stank med parfume, men de fleste andre måtte forsøge at lukke næsen. Utøjet kunne ingen, hverken høj eller lav, løbe fra.
Tidens store malere gjorde da heller ikke noget for at sløre de allestedsnærværende små insekter.
Den tysk-hollandske maler Caspar Netscher forevigede i 1669 en rig, ung kvinde, iført satinkjole med en overdådighed af påsyede brillanter – og med en lusekam i hånden.
Kvinden var i færd med at fjerne lus fra sin lille søns hoved.
Kolde afvaskninger er sunde
Efter 300 år med kollektiv badeskræk vendte vandet så småt tilbage. Fra midt i 1700-tallet luftede flere fremtrædende læger og lærde den revolutionerende tanke, at bade ikke var så dårlig en idé. Især koldt vand blev nu betragtet som helsebringende.
En af fortalerne, præsten John Wesley, hævdede i et værk fra 1757, at kolde afvaskninger kunne kurere både spedalske og blinde. I 1791 satte Wesley triumf på, da han i en prædiken udtalte, at “renlighed er en god ting”.
Andre havde lignende tanker, heriblandt den britiske læge og forfatter Tobias Smollett, der i 1752 i en afhandling om “udvendig brug af vand” hævdede, at det var direkte usundt med tilstoppede porer.
Huden skulle kunne ånde, så man kunne komme af med sveden, skrev Smollett og blev dermed en af de første, der bemærkede sammenhængen mellem renlighed og sundhed.
Da vandet blev taget til nåde igen, anbefalede lægerne rutinemæssigt deres patienter at bade i floder, i kurbade og ved stranden.
Vand i alle afskygninger blev lovprist for dets helbredende og sundhedsfremmende egenskaber, og hvor europæerne tidligere havde levet i nærkontakt med hinandens snavs, ekskrementer og kropsuddunstninger, kom den personlige hygiejne så småt på dagsordenen.
Blandt de første, der tog de nye skikke til sig, var Napoleon Bonaparte og Joséphine, som blev gift i 1796.
Hvor Ludvig 14. blot hundrede år tidligere havde skyet vand, yndede Frankrigs kommende kejser og hans hustru at tage langstrakte varme bade.
Napoleon kunne dog stadig nyde den intense lugt af krop, så i et brev til sin nygifte kone skrev han: “Jeg vender tilbage til Paris i morgen. Lad være med at vaske dig”.
Guide: Sådan går man i bad
Baderevolutionen slog igennem i samfundets top, men det skulle vare længe, før den personlige hygiejne vandt indpas overalt.
Eksempelvis vakte det behørig opsigt, da den britiske forfatter Charles Dickens i sommeren 1849 konstruerede sit eget private styrtebad på ferieøen Isle of Wight:
“Vi tager bad hver morgen, til den indfødte befolknings grænseløse forbløffelse”, noterede han.
Kun langsomt og tøvende tog den jævne europæer ideen til sig om at nedsænke sit legeme i vand, og de færreste vidste, hvordan man bar sig ad.
Derfor vakte det begejstring, da en læge i 1861 skrev bogen, “Baths and How to Take Them” – Bade og hvordan man tager dem – hvor hun trin for trin guidede læserne gennem det ukendte og våde territorium.
300 år uden bade betød, at disciplinen var ganske glemt. Så da personlig hygiejne blev populært igen i løbet af 1800-tallet, gav bøger grundige anvisninger i kunsten at tage bad.