Ifølge romernes kalender er år 2015 i virkeligheden 2767. Mayaerne ville derimod mene, at år 2015 var 'ny langtællers 2. år', og nationalkonventet under den franske revolution ville have sat det til år 223.
Gennem historien har menneskeheden skabt kalendere til flere forskellige formål. For grækerne handlede det om at holde styr på tiden, hvilket de gjorde ved hjælp af OL. Stalin, derimod, ville optimere produktionen på fabrikkerne og sørgede for, at ugen udelukkende bestod af fem dage.
Kalenderen blev også et middel til at gøre op med et gammelt system, hvilket var formålet med den franske revolutionskalender, der slettede søndagen og dermed den kristne messe.
Her får du overblik over menneskehedens mange forskellige tidsregninger og kalendere op igennem historien – og måske endda styr på det der med skudår.
Den olympiske kalender
Tid til motion
I oldtidens Grækenland havde hver bystat sin egen kalender, og det nye år begyndte ikke på samme tid i alle byer. Grækerne havde derfor svært ved at arrangere møder staterne imellem.
Løsningen blev en fælles sportsbegivenhed – de olympiske lege. Legene blev afholdt første gang i sommeren 776 f.Kr. og fremover med fire års mellemrum. Perioden kaldes en olympiade.
OL blev til for at holde styr på tiden.
Den buddhistiske kalender
År 0 deler verden
I buddhistisk tidsregning regnes Buddhas formodede dødsår som år 0.
Buddhister i øst, dvs. Thailand, Laos og Cambodja, er ikke enige om årstallet med deres trosfæller i vest, bl.a. i Indien og Sri Lanka.
År 0 kan i den buddhistiske kalender derfor både være 544 f.Kr. og 480 f.Kr. – i forhold til den gregorianske kalender, som vi bruger i den vestlige verden. Vi har nemlig ikke et år 0.
Den julianske kalender
Forvirringens år varede 445 dage
For at få den romerske kalender til at passe med årstiderne måtte reformatoren Julius Cæsar indsætte 67 dage. 46 f.Kr. blev dermed historiens længste år.
Romernes kalender fulgte oprindeligt Månens faser. Men en månekalender har kun 354 dage modsat solkalenderens 365. Derfor kom kalenderen ud af trit med årstiderne og endte i kaos.
Stenen her er en del af en større romersk kalender fra 200-tallet.
Da Julius Cæsar blev udpeget som diktator i 46 f.Kr., besluttede han at flytte Roms religiøse fester tilbage til de korrekte tidspunkter. Med et snuptag indsatte han 23 dage i slutningen af februar og 44 dage mellem november og december – dvs. 67 ekstra dage.
Reformen betød, at 46 f.Kr. med sine i alt 445 dage blev verdenshistoriens længste år.
Cæsar forsøgte at sælge det nye tiltag under navnet “Ultimus Annus Confusionis” – Sidste år med forvirring. Men romerne syntes, løsningen var kaotisk, og kaldte i stedet året for “Annus confusionis” – Forvirringens år.
Den julianske kalender, opkaldt efter Cæsar, trådte i kraft 1. januar 45 f.Kr.
Diktatorens rådgiver, astronomen Sosigenes, havde beregnet et år til at vare 365,25 døgn og foreslået indførelsen af skudår med en ekstra dag i februar måned hvert 4. år.
Skudåret var dog ikke nok til at få regnestykket til at gå op, så med tiden kom også den julianske kalender til at afvige fra solåret.
Mayakalenderen
Mayaerne kørte i ring
I det højtudviklede maya-samfund blev tiden sat i system ved hjælp af fire cykliske kalendere. Én af dem nåede helt op til nutiden.
Kalenderen “Haab” var inddelt i 18 “Kal” med hver sit navn og symbol samt 5 ekstra dage.
Maya-folket havde en cyklisk indstilling til tid – de mente, at livet og verdens gang gik i ring. Når en kalender udløb, begyndte den forfra.
Det mesoamerikanske folk havde fire kalendere og tillagde tiden stor værdi ved at holde skarpt øje med både sol, måne og planeter. Fx blev en krigsfange holdt i live i 12 år, indtil planeten Venus stod på den helt korrekte måde, så manden kunne ofres til guderne.
De fire kalendere havde hvert sit formål: Solkalenderen var den daglige kalender, som alle brugte. Høstkalenderen blev anvendt af bønderne, og den hemmelige af præsterne. Langtælleren brugte mayaerne til at planlægge og forudse begivenheder i fremtiden.
Den gregorianske kalender
Paven slettede 10 dage
I de første århundreder e.Kr. konstaterede den kristne kirke med stigende bekymring, at helligdagene begyndte at falde forkert i forhold til årstiden. Fx faldt påsken tidligere og tidligere. Året i den julianske kalender var afrundet til 365,25 døgn, og de manglende decimaler kom med tiden til at betyde en forskel på 10 døgn.
For at rette op på kalenderen slettede pave Gregor 13. i 1582 kalenderdagene mellem 4. og 15. oktober. De manglende døgn blev kendt som “den lange nat”. Ifølge overleveringen sov den spanske helgen Theresa af Avila ind på denne lange nat, men på præcis hvilken dato diskuteres stadig.
Den franske revolutionskalender
Revolutionære skrev kirken ud af kalenderen
Under den franske revolution vedtog nationalkonventet i 1793 at fjerne ugen på syv dage og erstatte den med en 10-dages periode.
For ophavsmanden, matematikeren Gilbert Romme, var kalenderens primære formål at afskaffe søndagen og dermed fjerne dagen for den kristne messe. I stedet blev ugen afsluttet med hviledagen “décadi”.
På denne dag skulle alle holde fri og møde op til décadi-festivaler for at hylde patriotismen og den revolutionære fromhed. Dateringer efter det gamle system var forbudt.
Kalenderen blev droppet efter 12 år, men havde en kortvarig renæssance i 1871, hvor den var i brug i 18 dage under Pariserkommunen.
Revolutionskalenderen blev hurtigt upopulær, fordi franskmændene gik fra at have fri hver 7. dag til kun hver 10.
Dagene fik numre
De nye ugedage hed “Første dag” (Primidi), “Anden dag” (Duodi) osv. Her sat over for de gamle ugedage begyndende med mandag (Lundi).
Måneder blev omdøbt
Hver af årets 12 måneder blev inddelt og opkaldt efter årstiden. Fx kom en del af april til at hedde “Floréal” efter det latinske ord for blomst ,“flos”, mens noget af november hed “Frimaire” efter det franske ord for frost, “frimas”.
Stalins sovjetiske kalender
Stalins maskiner stod aldrig stille
Søndag blev afskaffet som fast hviledag, bl.a. i forsøg på at udrydde religion.
I 1929 indførte Sovjetunionens leder, Stalin, et system, som han mente ville øge produktionen på fabrikkerne. Han ændrede de almindelige uger på syv dage med fridag om søndagen til femdagesuger med en skiftende ugentlig fridag.
Arbejderne var delt i fem grupper med hver sin fridag – på den måde var 80 procent af arbejdsstyrken altid i sving. Men systemet tog ikke højde for, at fx familiemedlemmer havde brug for at have fri den samme dag.
Arbejdernes fridage havde farvekoder
Alle havde på skift fri hver femte dag og altså ikke på en bestemt ugedag. Fx kunne en arbejder på gult hold holde fri om fredagen i uge 1, 1930.