Tæskeholdets træner, Edith Garrud, var en spinkel kvinde, men hun var blandt de første i Vesten, der mestrede jiu-jitsu.

© Scanpix/Mary Evans

Feminister brugte jiu jitsu mod politiet

Kvinders krav om om valgret provokerede hele Storbritannien. For at beskytte sig selv etablerede de et tæskehold oplært i jiu-jitsu. Det fik kvinderne brug for ved deres største slag for retfærdighed.

Oprøret lurede lige under damernes skørter i Oxford Street, men de handlende i Londons fornemme indkøbsgade anede ikke uråd denne vinterdag – ikke før en spinkel kvinde blæste i en fløjte, som var den en trompet, der blæste til kønskamp.

Frem fra de lange kjoler hev kvinderne deres sten og hamre, som de kylede mod butiksruderne for at vise deres vrede over, at kvinder manglede stemmeret. Kort efter hev kvinderne op i kjolerne og benede hen til et gemmested i den nærliggende Argyll Street, før lovens sindige arm nåede frem.

Her holdt den lille kvinde med fløjten til, og selv om hun var mindre end halvanden meter høj, var hun en af de mest betydningsfulde skikkelser i for engelske suffragetter, der kæmpede for, at kvinder fik samme demokratiske rettigheder som mænd.

Edith Garrud, som hun hed, var en af de første kvindelige kampsportsinstruktører i Vesten. I Argyll Street havde hun sin dojo, træningssal, hvor hun lærte kvinder den japanske kampsportsform jiu-jitsu og trænede suffragetternes tæskehold, der gik under navnet “The Bodyguard”. Holdets primære opgave var at beskytte kvindebevægelsens ledere mod politiets knippelsuppe.

I dojoens gulv havde Edith Garrud etableret hemmelige faldlemme, hvor suffragetterne kunne gemme deres tøj og overskydende kasteskyts. Hun rullede måtter hen over lemmene for at skjule bevismaterialet, mens suffragetterne skiftede til jiu-jitsu-jakker. Betjentene måtte opgive at afsløre dem.

Kemilærer gav kvinderne styrke

I årevis havde de britiske kvinder med fredelige midler forsøgt at få ændret valgloven – det vil sige nedsat komiteer, holdt møder og skrevet indlæg til aviserne, men lige meget hjalp det.

Under mottoet “handling, ikke ord” tog en kvinde ved navn Emmeline Pankhurst sagen i egen hånd og dannede i 1905 protestorganisationen WSPU (Women’s Social and Political Union). Med tiden anvendte den stadig mere radikale metoder for at nå sit mål (hærværk og overfald), og for at beskytte de ledende suffragetter etablerede WSPU tæskeholdet “The Bodyguard”, ledet af den militante Gertrude Harding.

Emmeline Pankhust

Når suffragetternes anfører Emmeline Pankhust talte, kunne mændene sjældent holde sig i ro. Hendes krav om kvindelig valgret provokerede hele Storbritannien.

© Getty/All Over Press

Samme år besluttede Edith Garrud at lære kvinderne jiu-jitsu. Hun var mange år tidligere blevet fascineret af den japanske kampsport, da hun så en opvisning i Londons Alhambra-teater.

Manden på scenen, Edward Barton-Wright, havde lært jiu-jitsu som udstationeret ingeniør i Japan, og som han sagde: “Med jiu-jitsu kan selv en spinkel person klare enhver overfaldsmand.”

Den japanske selvforsvarsteknik handlede nemlig ikke om styrke, men om balance og fordelagtige greb.

Feministernes største slag

Edith Garrud syntes, at samurai-sporten var nærmest magisk, og sammen med sin mand begyndte hun at tage timer i Barton-Wrights klub.

Som anfører for “The Bodyguard” opfandt hun konstant nye kneb til at fælde politiet. En betjent til hest kunne fx nedlægges ved at slå hesten bag på benet med en kølle, så den smed ham af. Et andet trick var at hive fat i de elastiske bøjler, der holdt betjentenes bukser oppe. Hvis hun trak hårdt nok i bøjlerne, ville bukserne ryge ned, og betjenten skulle kæmpe så hårdt for at holde på bukserne, at han reelt var ukampdygtig.

Londons betjente, bobbyerne, havde ikke mange chancer, når kvinderne tog fat.

© Scanpix/Mary Evans

“The Bodyguard”s største slag fandt sted i Glasgow i foråret 1914. Den 8. marts – en dato, som senere skulle blive kendt som Kvindernes Internationale Kampdag – steg tæskeholdet på toget i London. Undervejs til Glasgow sad de underligt stift i kupeen på tredje klasse, for under skørterne gemte de deres foretrukne våben, trækøllerne. Men da kvinderne ankom, blev de mødt af omkring 50 bobbyer, der havde besat mødesalen, hvor Pankhurst skulle tale.

Da mødet åbnede kl. 20, var hverken Pankhurst eller Garrud at se nogen steder. I salen løb rygtet, at de to nok ikke turde dukke op. Pludselig stod Emmeline Pankhurst på scenen. Hun havde forklædt sig som en almindelig tilhører og købt billet ved indgangen som alle andre gæster. Nu tog hun ordet:

“Ganske få mennesker i dette land ved, hvor mange penge der bliver brugt på at lukke munden på kvinder. Men kvinders list og genialitet skal sejre over den britiske regerings penge”.

Politiet svingede stavene og forsøgte at fjerne Pankhurst fra scenen, men “The Bodyguard” kæmpede imod med de bedste jiu-jitsu-greb, de havde lært. Blandt tilskuerne var flere undercover-betjente, men også dem havde “The Bodyguard” taget højde for. Dét, politiet troede var dekorative blomsterguirlander, gemte i virkeligheden på pigtrådshegn.

Publikum buhede af betjentene, der talstærkt forsøgte at anholde en enkelt kvinde, og ældre damer slog betjentene i hovedet med deres paraplyer. Borde og stole væltede rundt i lokalet, og Gertrude Harding blev smidt over i en dynge af væltede stole.

Oprøret spredte sig

Kvinderne kæmpede bravt, men måtte overgive sig til det massive antal af betjente, der til sidst rev Emmeline Pankhurst ned fra scenen.

The Battle of Glasgow, som kampen senere blev døbt, opildnede suffragettebevægelsens støtter, og næste dag marcherede en kvinde ved navn Mary Richardson ind på Londons National Gallery og kløvede med en økse det berømte maleri “Rokeby Venus”. Senere forklarede hun:

”Jeg har forsøgt at ødelægge billedet af den smukkeste kvinde i den mytologiske historie i protest mod, at regeringen ødelægger ms. Pankhurst, som er den smukkeste kvinde i moderne historie”.

De britiske kvinder fik først fuld valgret i 1928. I Danmark skete det i 1915.