Syltet: Meloner gjorde Kleopatra smuk
Virker, fordi: Syltning skaber et syreholdigt miljø, ofte af eddike, hvor bakterierne ikke kan overleve.
Indiens indbyggere har syltet frugt og grønt i over 3000 år. Herfra spredte delikatessen sig til oldtidens Egypten, Grækenland og Rom, hvor opbevaringsmetoden hurtigt blev populær.
Syltet mad var ikke kun elsket på grund af smagen, men også for de medicinske egenskaber, maden blev tilskrevet. Den egyptiske dronning Kleopatra mente fx, at syltede meloner hjalp hende med at holde huden ung.
Syltning vandt for alvor frem i Europa i 1500-tallet, da saltet mad blev upopulær og betragtet som fattigmandskost. Nutidens mest udbredte sylteprodukt er ketchup, som oprindeligt kom fra Asien.
Den 25-årige fabrikant Henry Heinz byggede fra 1869 sin millionforretning på ketchup af syltede tomater.
Tørret: Sol og røg holdt råddenskaben væk
Virker, fordi: Tørring under sol eller over røg fjerner madens væske, som bakterier behøver til forrådnelsen.
At tørre maden er menneskers ældste metode til at sikre fødevarer fra fordærv.
Arkæologerne har fundet beviser på, at egyptiske stammefolk tilbage i 12.000 f.Kr. tørrede fisk og fugle i den varme ørkensol, men metoden er sandsynligvis endnu ældre.
Forskerne fastslår, at soltørring og røgemetoder er opstået i mange kulturer uafhængigt af hinanden.
Holdbarheden af tørret mad kan dog ødelægges; i et fugtigt klima kan maden genoptage fugt, så forrådnelsen tager fart.
Det har ikke mindst søfolk måttet sande, fx de britiske matroser, som på 1700-tallets månedlange togter ofte levede af beskøjter.
Problemet med de tørrede kiks var, at de i den evige fugt om bord blev levested for mider.
Sømænd ventede derfor gerne med at spise, til mørket faldt på, så de ikke kunne se miderne, de satte tænderne i.
Tørring af mad blev anvendt i mange forskellige kulturer. Tegningen er fra Amerikas østkyst, året 1591
Henkogt: Den første dåsemad var eksplosiv
Virker, fordi: Maden bliver lukket inde uden luft og kogt, hvilket dræber bakterier.
I 1800 udlovede Napoleon en præmie på 12.000 franc til den, som opfandt en ny måde at forlænge mads holdbarhed.
Opfindelsen skulle brødføde hans enorme hær på marcher gennem Europa.
Den franske kok Nicolas Appert vandt præmien i 1810 med sin opdagelse af, hvordan mad kunne konserveres i glas med lufttætte låg.
Desværre for Appert tog landsmanden Durand kort efter patent på opfindelsen i England og solgte patentet for 1000 pund til et metalværk.
Herefter var beholderne også af metal. Arbejdet med dåsemad var ikke ufarligt; en samlebåndsarbejder blev fx dræbt, da en dåse eksploderede i ansigtet på ham.
Dåser blev i øvrigt længe åbnet med hammer og mejsel; dåseåbneren kom først i 1858.
Napoleon satte skub i en ny industri: konserveret mad i luftfri metalbeholder.
Saltet: Saltet fisk blev en fyrstelig forretning
Virker, fordi: Bakterier og mikroorganismer ikke trives i et meget saltholdigt miljø.
Salt er blevet brugt til at konservere mad i mindst 5000 år, viser arkæologernes arbejde i Egypten.
Mineralet var så vigtigt, at herskere kontrollerede produktionen, og at Roms soldater oprindelig fik lønnen udbetalt i salt.
Saltudbetalingen var forfatteren Plinius den ældres forklaring på, at løn på latin hedder salarium, et ord, som egentlig betyder salt.
Salt blev oftest inddampet i bassiner ved havet, men saltet mad fik større udbredelse i middelalderen, da Lüneburg i Nordtyskland begyndte at hente salt op fra undergrunden.
Det tyske salt blev ført til Falsterbo og Skanør ved Øresund, hvor kæmpemæssige sildestimer passerede.
Millioner af tønder saltet sild blev derefter eksporteret til Europas katolikker, som på de mange fastedage ikke måtte spise kød.
Saltet fisk blev storindustri i middelalderen.
Køl og is: Ét køleskab kostede det samme som to biler
Virker, fordi: Nedkøling hæmmer bakteriernes udvikling, hvilket udsætter forrådnelsesprocessen.
Forskerne har eksperimenteret med kunstig nedkøling siden midt i 1700- tallet, men opbevaring af mad ved lav temperatur er blevet brugt i årtusinder af jægere, som har udnyttet jordhullers eller bjerghulers kølighed.
Fra 1500-tallet blev det mode blandt Europas herskere at have sit eget ishus til madopbevaring. Husene var dyre i drift, for isen skulle skæres ud af naturlige ismasser og transporteres langt.
Gennembruddet kom i slutningen af 1800-tallet, hvor videnskabsfolk som tyske Carl von Linde opdagede, hvordan kulde kunne produceres ved hjælp af gas cirkuleret i et lukket system.
Kølehuse skød nu op ved storbyernes slagterier.
De første køleskabe til almindelige husholdninger blev produceret af det amerikanske firma General Electric i 1911.
Vidunderet kostede omkring 1000 dollars, en sum, man kunne købe to biler for. Køleskabene var desuden farlige at have i hjemmet, for de var fyldt med ekstremt brandfarlige væsker.
Fryserne kom i brug lidt senere end køleskabene. Den første butik med frostvarer åbnede i USA i 1930, men kunderne blev væk af frygt for, at stedet solgte fordærvede fødevarer.
De første køleskabe fik kulden fra en isblok, som måtte hentes udefra.