9000 f.Kr.
Råddenskaben blev boret væk
Historiens tidligste eksempel på tandbehandling stammer fra Indien.
For omkring 11.000 år siden benyttede beboerne i Indus-dalen redskaber til at behandle rådne tænder, viser arkæologiske fund. Værktøjet var et buebor – en tynd bue af træ, hvis streng var fremstillet af dyresener.
Strengen blev vredet omkring en pind, der havde en påsat spids i den ene ende – som oftest en stump flintesten.

Først placerede inderne boret mod den tand, der gjorde ondt. Dernæst bevægede de buen frem og tilbage. Boret gravede tandens råddenskab ud.
Ved at placere flintespidsen på den dårlige tand og bevæge buen frem og tilbage kunne inderne bore ned i tanden og på den måde fjerne råddenskaben. Hullet blev derefter fyldt med en klump bly – samfundets elite foretrak dog sølv og guld til deres fyldninger. Senere bor blev forbedret med spidser af metal.
2650 f.Kr.

Varme mus gav smertelindring
Egyptens tandlæger var i oldtiden overbeviste om, at den bedste kur mod tandsmerter var mus. Ifølge egypterne absorberede de små gnavere energi fra solens stråler, der havde helbredende egenskaber.
En person med tandsmerter skulle holde en død – men stadig varm – mus mod den smertende tand. Med det samme ville solens kræfter frigives og fjerne smerten.
Var musen blevet kold, skulle det døde dyr moses for at få de sidste rester solenergi ud. Den moste mus blev smurt ud over tænderne for at lindre smerten.
700 f.Kr.
Søm og guldtråd holdt på tænderne
Når etruskerne blev gamle, blev deres tænder løse og raslede ud. Samfundets overklasse løste problemet med guld.
De fleste gamle mennesker i oldtiden led af paradentose – en betændelsestilstand i munden, som løsner tænderne. Etruskerne fandt omkring år 700 f.Kr. en løsning på problemet: Tænderne skulle bindes sammen med en bro af guldstrimler.
Den lange, tynde strimmel blev formet, så den kunne klemmes fast rundt om de tænder, der endnu sad godt fast. Dernæst viklede etruskerne strimlen rundt om de løse tænder, hvortil de også fæstnede broen vha. små søm.

Strimler af guld blev brugt til at holde tænder på plads.
Romerne lod sig inspirere af etruskernes tandlæger – ikke alene til fremstilling af broer, men også til fyldninger og kunstige tænder. De fattige romere måtte dog nøjes med tænder af træ.
Broer af guld og sølv kendes også fra egyptiske mumier omkring år 2000 f.Kr. Forskerne er imidlertid usikre på, om de egyptiske broer blev påsat efter døden som et led i egypternes begravelsesritualer.
Inderne brugte silke
Oldtidens indere brugte allerede omkring år 2600 f.Kr. deres egen form for tandbroer. I modsætning til etruskernes var disse dog ikke fæstnet direkte til patientens tænder.
Inderne viklede i stedet silketråd om tænderne som en form for bøjle, der blev strammet til og bundet fast med knuder. De allerrigeste kunne imidlertid få tynde tråde af guld i stedet for silke.
600 f.Kr.
Orm levede i munden på folk
Indbyggerne i Assyrien havde omkring år 600 f.Kr. en meget klar forestilling om, hvad der forårsagede tandpine: Folk fik ondt i tænderne, fordi orme levede i dem.
En af assyrernes myter forklarede, at ormen var utilfreds med sit liv i Mesopotamiens sumpe. Her havde guderne bestemt, at den skulle bo og leve af frugt. Til dette sagde ormen dog:
“Hvad giver I mig at spise? Tørrede figner eller abrikoser? Lad mig i stedet kravle ind i kindtanden og gøre dens indmad til min føde og mit hjem. Ud af tanden vil jeg suge blod, og fra gummerne vil jeg tygge marven”.

Assyrernes kur mod tandorm: Hvidløg, peberrod og modermælk.
Lignende myter kendes fra andre dele af Mellemøsten og Asien. Forestillinger om orme i tænderne holdt ved indtil 1800-tallet.
Et ristet fed hvidløg og hakket peberrod skal blandes med mælk fra en mor. Af denne puré formes små piller, som – når de er tørrede – sættes op i næseboret modsat den dårlige tand. Kort efter vil tandpinen forsvinde.
45 e.Kr.

Den græskfødte Galen var – ifølge Roms kejser Marcus Aurelius – rigets dygtigste læge.
Hash og opium dulmede slemme tandsmerter
Selvom antikkens læger ikke altid kunne behandle patienternes tænder, kunne de i det mindste lindre smerterne – og metoderne var mange. Den romerske læge Aulus Cornelius Celsus (ca. 25 f.Kr.-50 e.Kr.) anbefalede således, at folk indtog en mikstur bestående af alrunerod, opium og kanel.
Andre af tidens lægekyndige anbefalede også naturprodukter – som fx bulmeurt og hash – mod smerterne. Celsus’ græske kollega Galen (ca. 129-210 e.Kr.) havde sin helt egen behandlingsmetode:
Et omslag af syltede rødder fra krysantemum-planten skulle lægges om tænderne – så ville smerten forsvinde, hævdede han. Om Galens kur virkede, er tvivlsomt. Midler som opium, bulmeurt og hash har alle bedøvende og smertelindrende egenskaber.
1578
Sukker gjorde dronningens bisser sorte
“Hendes læber er smalle, og hendes tænder sorte. En lidelse, englænderne lader til at lide af pga. deres store forbrug af sukker”. Sådan skrev en tysk rejsende om den engelske dronning Elizabeth 1. og hendes hof i 1578.
Det bedste middel mod rådnende tænder var at trække dem ud, men ingen uddannelse var påkrævet for de såkaldte tandudtrækkere.
Mange mennesker – herunder Elizabeth – led derfor af tandlægeskræk.

Dronning Elizabeth 1. af England havde flere sorte tænder.
I december 1578 kunne dronningens hoffolk dog se, at noget måtte gøres ved hendes smertefulde, sorte tænder. Men Elizabeth nægtede at modtage hjælp. Til sidst udtænkte Londons biskop, John Aylmer, en metode til at overbevise dronningen.
Imens Elizabeth så på, lod den aldrende mand en af sine få tilbageværende tænder trække ud uden at fortrække en mine. Oplevelsen beroligede dronningen, som efterfølgende fik fjernet sine rådne tænder.
1600-tallet
Solkongen tabte kæben under tandudtrækning
I 1600-tallet var den bedste løsning på rådne tænder at trække dem ud. Men proceduren kunne gå gruelig galt – selv for de rige.
Alle europæere kunne i 1600-tallet tage en tur på det lokale marked for at få trukket deres rådne tænder ud. Tandudtrækkerne – der gerne var smede og brugte deres svære tænger – lovede, at det var en stort set smertefri operation. Virkeligheden var dog en ganske anden.
Som så mange andre på sin tid skulle Frankrigs Solkonge, Ludvig 14., i 1685 have trukket et par smertende kindtænder i overmunden ud. Udtrækkeren greb fat om tænderne med sin tang og trak til. Men selvom tænderne var dårlige, sad de godt fast, og kongen havde svære smerter.

Nogle gange fulgte et stykke af kæben med, når patienten fik trukket en tand ud.
Omsider kom tænderne ud. Der var bare ét problem – for et stykke af overkæben fulgte med, så kongen nu havde hul i ganen op til næsen.
Ludvigs livlæge, Antoine d’Aquin, noterede, at “hver gang kongen drak eller gurglede hals, kom væsken op gennem næsen, hvorfra den stod ud som et springvand”. Derfor blev kongens personlige kirurg tilkaldt.
“Kom i gang med arbejdet, og behandl mig ikke som en konge. Jeg vil kureres, som var jeg en almindelig bonde”, befalede kongen. Med et stykke glødende jern lykkedes det kirurgen at lukke såret.
Udtrækningen var risikabel
I 1600-tallet brugte de fleste tandudtrækkere en tang, der kaldtes en “pelikan”, fordi den spidse del af tangen lidt ligner en pelikans næb. Når en tand skulle trækkes ud, placeredes tangen stramt rundt om den dårlige tand.
Dernæst vred udtrækkeren træskæftet på pelikanen rundt, indtil tanden gik løs og røg ud.
Nogle gange fulgte et stykke af kæben dog med. En fransk udtrækker opererede derfor under mottoet: “Tanden, og hvis ikke den, så kæben”.

1: Tangens flade side skulle placeres mod ydersiden af kæben. 2: Spidsen blev sat ned over toppen af den dårlige tand, der skulle trækkes ud.
1640’erne
Syrebad sikrede et hvidt smil
Under et ophold i Frankrig i 1640’erne modtog den engelske politiker sir Ralph Verney en forespørgsel fra en ven hjemme i England. Han bad Verney købe “en af de små børster til at rense tænderne med”.
I takt med at kaffe og te blev udbredt i alle samfundslag, blev misfarvede tænder almindelige. For at hæve sig over det jævne folk gjaldt det derfor om at have kridhvide bisser. Hos Europas adelige kom det på mode at børste tænder med små børster af elfenben eller guld, der havde børster af fx hestehår.

Den første masseproducerede tandbørste blev solgt af briten William Addis i 1780.
For nogle var det imidlertid for sent, da tænderne pga. års manglende pleje allerede var sorte. De gik i stedet til lægen og fik tænderne smurt med salpetersyre.
Syren opløste tandemaljen og gav patienten misundelsesværdigt hvide tænder – for en stund. For uden emaljen blev tænderne hurtigt nedbrudt.
Ca. 1700
Tandlægerne blev professionelle
Som modsvar til smedenes barbariske tandudtrækninger opstod der i Paris omkring år 1700 en ny form for læger, som specialiserede sig i tandsygdomme. Udøverne af denne nye gren af videnskaben blev kaldt dentistes (tandlæger).
Fælles for dem var, at de afskyede tandudtrækkerne. Modsat smedene skulle enhver dentist nemlig gennemgå en længere uddannelse. Deres nye tilgang betragtes i dag som startskuddet til det moderne tandlægefag.

En af 1700-tallets franske dentistes, Pierre Fauchard. Fauchard anses som en af grundlæggerne til moderne tandpleje. Han udgav i 1728 Le Chirurgien Dentiste, den første videnskabelige beskrivelse af tandpleje.
Frem for blot at trække en dårlig tand ud arbejdede de nye dentister på at bevare den – så vidt det var muligt. Som nogle af de første udførte de forebyggende tandpleje.
Tandlægerne rensede patientens tænder, rettede dem op med bøjler af metal og fremstillede kroner af guld til at beskytte knækkede og beskadigede tænder. De lappede sågar rådnende gummer med guldfyldninger, hvis patienten var ramt af tidens svøbe: syfilis.
Sygdommen fik både tandkød og tænder til at rådne. Folk med syfilis udviklede derfor spidse hugtænder, i takt med at sygdommen nedbrød tandemaljen.
1800-tallet

Under napoleons-krigene blev de faldne soldaters tænder indsamlet og solgt.
Døde soldater var guld værd
Nogle gange kunne tandlægerne ikke – på trods af al tandpleje – undgå at trække tænder ud.
I 1800-tallet var behovet for kunstige tænder derfor stort. Tidligere havde folk brugt elfenben, forskellige metaller eller hårde træsorter som ask og akacie til at skabe kunstige tænder. Men det nye gebis gjorde ofte ondt – eller også rådnede tænderne i munden.
Omkring år 1800 opstod en ny mulighed for patienterne. Tidens mange krige efterlod tusindvis af faldne soldater, som ikke længere skulle bruge deres tænder. Når et slag var overstået, og hærene drog videre, myldrede handelsfolk ind på slagmarken for at fjerne de døde soldaters tænder.
Tænderne kunne sælges videre til Europas tandlæger, der indopererede dem i munden på deres patienter. Soldatertænder gik under betegnelsen “Waterloo-tænder”, da tusindvis af soldatermunde blev ryddet efter netop
slaget ved Waterloo i 1815.
Senere i 1800-tallet vandt proteser af porcelæn frem, og i 1900-tallet blev kunstige tænder af akryl almindelige.