Guide til Europas 10 værste lande

På det tidspunkt havde hun godt nok kun været på en enkelt rej­se ud af England, hvor hun besøgte Bruxelles og Frankrig, men det betød ikke noget.

Hun bladrede i nogle bøger og fantaserede sig til resten – og satte sig så til at skrive om de folkeslag, hun aldrig havde set og tydeligvis heller ikke havde lyst til at møde.

Hendes verden begyndte og endte i England – et land, som kun Danmark kunne matche.

Lande-vurdering

🌟🌟🌟 - Ikke helt skidt

🌟🌟 - Tæt på katastrofe

🌟 - Besøg det aldrig

I Rusland æder ulve små børn, og babyer drikker brændevin

Zarens Rusland fik heller ingen rosende ord fra mrs. Mortimer.

Det kæmpestore land var iskoldt og fyldt med glubske ulve, som dog ikke turde angribe en voksen mand:

“Men hvis de finder et barn vandrende alene omkring i skoven, så snupper de det som oftest”.

Russiske mænd lod deres hår vokse så langt, at de måtte binde det op for at kunne se ud af øjnene.

De så dog bedre ud end landets fattige, som blev kaldt de sorte. “Fordi de er så ekstremt beskidte”, forklarede forfatterinden.

Til hendes forbløffelse tog de fleste bad én gang om ugen – det var virkelig ikke til at se!

Deres foretrukne mad var ifølge Mortimer rugbrød, som de skyllede ned med te:

“Men de elsker også brændevin og drikker det – ikke i små glas, men i store kander – og giver det endda til deres babyer at sippe af”.

Italien bebos af tiggere og karnevals-tosser

Bortset fra husenes forfald havde intet ifølge mrs. Mortimer ændret sig i Italiens hovedstad, Rom, siden de romerske kejsere styrede verden.

“Det var en modbydelig by dengang, fuld af afguder og grusomhed – og det er stadig en modbydelig by”, konstaterede hun.

Italienerne var mørke i huden og havde sørgmodige og eftertænksomme øjne.

“Og det er forståeligt, at de er sørgmodige, for landet er i en sørgelig forfatning!”

Ifølge forfatterinden rejste mange af Italiens unge mænd til England, og det var ikke så underligt:

“Du behøver bare at se flokkene af elendige tiggere i Italien. Det er meget ubehageligt at se disse fattige i sværme, klædt i beskidte klude, mange med slemme sår og andre med brækkede rygge eller ben”.

Meget bedre stod det ifølge ærkebriten ikke til med resten af befolkningen, der var ignorant og brugte sin tid helt forkert:

“Deres største fornøjelse er pengespil. Nogle med kort, andre med fingrene”.

Men tåbelighederne stoppede slet ikke ved de konstante pengespil:

“Nogle gange tager folk masker på og løber rundt i gaderne for at se, om andre kan genkende dem med ansigterne dækket. En anden dag tager alle et lys i hånden, og morskaben er at forsøge at puste de andres lys ud og holde ild i sit”.

For mrs. Mortimer var det næsten ikke til at holde ud at se voksne mennesker klatte tiden væk på den måde.

Det samme gjaldt italienernes hang til malerier og statuer:

“De bryder sig ikke lige så meget om nyttige ting som om smukke ting. Englænderne er mere optagede af nyttige ting”.

Frankrig er enhver konges mareridt

For en royalist som mrs. Mortimer var Frank­rig et besynderligt sted. Lige siden revolutionen i 1789 havde befolkningen nemlig gjort sit land til et rent helvede for konger:

“Den sidste konge forlod paladset i stor hast. Der var en pøbel lige neden for hans vinduer, og han frygtede, at de ville bryde ind!”

Kong Ludvig-Filip 1. nåede end ikke at spise op, men måtte flygte gennem byens gader med sin hustru af frygt for at miste hovedet.

“Og hvor rejste han hen? Til England. Det er et sikkert sted for franske konger”, slog briten fast.

Franskmændene var til gengæld utrolig høflige – mere end noget andet folk i Europa. Men ifølge mrs. Mortimer var det meste løgn:

“Franskmændene kommer med mange komplimenter for at behage deres selskab, men disse komplimenter er som regel ikke sande”.

I forhold til hendes elskede England var Frankrig desuden fyldt med fattige, som end ikke hav­de råd til briternes yndlingsdrik: Varm te.

“De har ikke penge nok til at købe det. Nu og da, når de er syge, hælder de lidt sukker i vand og drikker det, men de har ikke råd hver dag”.

Modsat var ærkebriten dog imponeret over fransk­mæn­de­nes fornuftige forhold til alkohol:

“I England er det almindeligt for en fattig mand at blive fuld, men det er meget usædvanligt i Frank­­­rig. Nogle gange hvisker folk til hinanden og peger: ‘Den mand blev engang fuld’”.

Paris, måtte mrs. Mortimer erkende, var en dej­lig by med mange forretninger og fint klædte folk.

De måtte dog dele husene, så hver familie kun havde en etage, “og værelserne er ikke lige så komfortable som i England”.

Sverige: En nation af tyveknægte

Et ophold i Sverige var ikke anbefalelsesværdigt, slog mrs. Mortimer fast.

Godt nok kunne alle læse, og hver eneste by havde mindst én boghandel. Men det var en fejl at tro, at svenskerne derfor måtte være kloge og gode.

“På ingen måde. Der er intet land i Europa, hvor så mange mennesker sættes i fængsel”, advarede hun.

Der var dog ifølge forfatteren færre røvere end på fx Sicilien, hvor røverne slet ikke blev straffet. Det gjorde de trods alt i Sverige.

“Alligevel fortsætter resten af befolkningen med at stjæle!”

Ifølge mrs. Mortimer havde nationen et andet stort problem:

“Svenskerne bander på frygtelig vis – både fine herrer og fattige”.

Heller ikke husene faldt i forfatterindens smag. De var så små, at folk måtte placere sengene oven på hinanden for at skaffe plads nok.

“Man må klatre op til toppen og så ellers passe på ikke at falde ud”.

Ligeledes ville gæster blive slemt skuffede over maden, for ofte var kødet kun røget, og laks blev serveret rå:

“Men svenskerne spiser det ofte blandet med eddike og peber”.

Portugiserne er Europas mest klodsede

Et land fyldt med talentløse og fummelfingrede håndværkere – det var, hvad mrs. Mortimer mente om Portugal.

“Det er utroligt, hvor dårligt tømrerne laver kasser og smedene nøgler”, rasede hun og påpegede, at portugisernes vognhjul var så dårlige, at ingen fremmede kunne holde deres skriglyde ud.

Portugiserne var ligesom spanierne dovne, “men de har hvidere tænder, fordi de aldrig ryger”, påstod forfatterinden.

Lissabon var smuk på afstand, men tæt på skuffede gaderne fælt:

“De er fyldt med affald og skrald. Flokke af beskidte hunde ses i begge sider, og fra husene bølger højst ubehagelige lugte”.

Endnu værre var det at bo i byen: “Der er fyldt med stikkende insekter; om natten generer myg dig hvert eneste øjeblik!”

Norge: Fyldebøtter og hjemmebrændere

Nordmændene var ifølge mrs. Mortimer høje, stærke og forbløffende ærlige.

“Om sommeren holder folk dørene åbne, og ingen tyve kommer ind – end ikke i byerne. Gitre og låse er unødvendige i Norge”, påstod hun.

Folkeslaget havde dog et alvorligt problem med flaskerne.

“Den største fejl ved nordmændene er deres fuldskab. De elsker sprit kaldet finkel – som minder om gin, men laves af kartofler”.

Forfatterinden anslog, at hver eneste gård havde sit eget destillations-apparat til at producere finkel:

“Åh, hvem ved, hvor megen ulykke dette apparat har skabt!”