Hadskrift og hævnporno: Danskerne gik amok i ytringsfrihed

I 1770 bliver al censur afskaffet i Danmark. Dikteret af kongens magtfulde livlæge, Struensee, hersker ytringsfriheden de næste tre år – og befolkningen tager hurtigt det frie ord til sig.

I 1770 bliver al censur afskaffet i Danmark. Dikteret af kongens magtfulde livlæge, Struensee, hersker ytringsfriheden de næste tre år – og befolkningen tager hurtigt det frie ord til sig.

Daniel Nikolaus Chodowiecki

På Frederiksberg Slot, et stykke uden for Københavns byporte, træffes der den 4. september 1770 store beslutninger.

Landets enfoldige konge, Christian 7., og hans tyske livlæge, Johann Friedrich Struensee, arbejder på vigtige forordninger, der skal videre til kongens kabinet: Embedsmændene får besked på at undersøge en mislykket flådeekspedition til Algier, de skal give flere penge til opførelsen af en fransk komedie – og meget mere.

Blandt dagens punkter er også en kortfattet lov til underskrivelse. Teksten er en bombe under kongens kontrol med offentligheden, men kongen bemærker det ikke:

“Endvidere en ordre til kancellierne, der giver fuldstændig pressefrihed, således at bøger kan trykkes uden nogen form for censur”.

“Forgyldte gemakker er ikke så tætte, at de kan skjule horkarlen og horkonen”. Fra en anonym pamflet om Struensees affære med dronningen.

Punktum og afsted med det færdige dokument til kancellisekretæren, så beslutningen kan føres ud i livet. Med et pennestrøg har Danmark som Europas første land fået total ytringsfrihed.

Alt kan nu publiceres – selv injurier – men Struensee føler sig overbevist om, at den frie debat vil tvinge uretfærdighed og korruption frem i lyset, så det danske samfund bliver bedre.

Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee, skakspil

Struensee overtog ikke kun Christian 7.s rolle som hersker og lovgiver, men også kongens plads i ægtesengen.

© Kristian Zahrtmann

Livlægen tog magten og dronningen

Ingen af Europas konger kunne finde på at tillade fuld ytringsfrihed. Men i 1770 havde Danmark en psykisk syg konge – og hans livlæge udnyttede situationen til at regere landet.

Den 30-årige Johann Friedrich Struensee fik i 1768 tjansen som læge for Danmarks kong Christian 7. på en stor udlandsrejse. Undervejs knyttede den 19-årige Christian sig til Struensee, og tyskeren vendte efterfølgende med hjem til hoffet i København.

Struensee blev udnævnt til livlæge og fik hurtigt stor indflydelse på den umodne og formentlig skizofrene monark. Som ivrig tilhænger af tidens oplysningsidealer gav tyskeren sig til at reformere det danske statsapparat.

Han udnævnte sig selv til kabinetsminister med magt til at udstede dekreter – på halvandet år udstedte han ca. 2.000: Bureaukratiet blev mindsket, fæstebønder fik bedre vilkår, tortur blev afskaffet, og embeder uddeltes efter kvalifikationer frem for herkomst.

Ved hoffet lærte Struensee også den 19-årige dronning, Caroline Mathilde, at kende. I 1770 indledte de en affære, og året efter fødte hun en datter, prinsesse Louise Augusta. Forskerne mener, at livlægen formentlig var hendes far.

De rige får stryg

Trykkevirksomheden i Danmark havde været underlagt streng censur, indtil Struensees nye lov trådte i kraft den 14. september 1770. Fra den ene dag til den anden fik alle rigets borgere mulighed for at skrive, lige hvad de mente, i den nye, offentlige debat.

Befolkningen tog friheden til sig. Ud af trykkerierne væltede en strøm af pamfletter om alt mellem himmel og jord – meninger om kornpriserne, spekulationer vedrørende mystiske tegn på himlen samt bunkevis af satiriske og hadske skrifter om andre borgere.

Ingen blev skånet – slet ikke Københavns overklasse, som nu kunne læse folkets misbilligelse på tryk.

Pyntesyg mand med paryk

Yndede ofre for befolkningens harme var de velhavende, pyntesyge mænd, der spankulerede omkring med opsatte parykker.

© Lewis Walpole Library, Yale University

I skriftet “Overkjolens forunderlige hændelser” – en satire over tidens pyntede herrer – forlystede forfatteren sig med at beskrive hovedstadens fisefornemme mænd. De “duftede af pomade og lugtende vande”, og de brugte al deres tid på at positionere sig i selskabslivet.

Ekstravagancen blev i flere skrifter sat lig med skørlevned. Faktisk mente en from og anonym borger, at der burde indføres en lov mod overdådighed. Den ville mindske antallet af pantsætninger og nedbringe antallet af indsatte i byens gældsfængsler, lød det.

Loven ville også hindre mange piger i at ofre deres kyskhed for at få fat i “begærlige og glimtende sager”, mente forfatteren, der fik støtte af en anden ivrig pamfletherre:

“Kyske piger frem for skøger i fløjels- og silkepelse”.

Fanden skriver et læserbrev

Drukkenskab var også et yndet emne i debatten. I pamfletten “Et Himmelskrift nedfalden på vejen fra København til Emdrup” fortalte gårdmand Jens Larsen, hvordan et brev var dalet fra himlen lige ned i hovedet ham.

Det himmelske brev tordnede mod København, som var en by fuld af dovenskab, fordærvelse og hor. Især druk var den direkte vej til Helvede, advarede den himmelske afsender, for så begyndte mænd at kigge efter kvinder – og vupti gik de 10 hellige bud fløjten.

Pamfletten fik snart efter et svar, der angav at være skrevet af Fanden selv. Underverdenens hersker anførte, at bondeknolden Larsen måtte have været beruset, og at det nok snarere var indholdet af en natpotte, der havde ramt ham i skallen.

“Han skulle stå op til hævn og befri sin ægteseng fra de skændige pletter”. En anonym forfatter giver kongen et velmenende råd.

Drukkenbolte var et stort problem i København. Hovedstaden husede godt 80.000 indbyggere, og mange af dem var trætte af, at fulderikker svinede byen til.

Renholdelse af gaderne var derfor et eksplosivt emne. Et skrift mindedes bittert, da den offentlige gadefejning blev indført i 1764 – uden at det hjalp det mindste:

“Nu skulle gaderne blive Spejlblanke, så rene som lutret sølv og guld, og just blev de mere skidne end de var tilforn!”

En anden pamflet foreslog, at beboerne i hver gade slog sig sammen om renovationen, så den ikke var overladt til “fejekællingerne”, der brugte tiden på tobak, sladder og højlydt gaben.

I praksis kunne 50 slaver udrette mere, end hvad 200 “gamle udlevede og til dels fordrukne kællinger” magtede, anførte skribenten.

Rygter om utroskab truer Struensee

I foråret 1771 flyttede Struensee sammen med den kongelige familie ud i sommerresidensen Hirschholm Slot nord for København. Dronningen, som nu var gravid, havde indledt en affære med Struensee, og tilbage i hovedstaden løb rygtet, at den tyske livlæge var barnets far.

Samfundsdebatten, som Struensee ønskede at fremme for at gøre Danmark til et bedre land, drejede sig i højere og højere grad om hans ødelæggende indflydelse.

Flere skrifter satte lighedstegn mellem usædeligheden ved hoffet og moralens forfald i det øvrige samfund – for København vrimlede med kvinder, som falbød seksuelle ydelser.

Forklædt med “dejlige masker og farver udmajedes de runkne kællinger på gravens rand for at drive den skændige handel”, forklarede en pamflet om de prostitueredes svøbe.

Trykkerne i København oplevede kronede dage, da det skrevne ord blev givet frit i Danmark i 1770.

© Daniel Nikolaus Chodowiecki

Forfatteren havde overraskende stor viden om hovedstadens mange glædespiger og deres kælenavne – såsom Sulfitten, Madam Storflab og Grevinden.

I en pamflet var den teologistuderende Christian Thura med til at piske en stemning op om “den snart redningsløse forfatning riget vil stå udi, hvis lasternes strøm skal længere vedblive at skylle frem, hvis man ikke ved forenede kræfter hjælper at oprette en dæmning for al det slim og skarn, der dagligt blander sig i dydens rene vande”.

Oven i de mange pamfletter udkom også et langt digt skrevet af gehejmarkivar (rigsarkivar) Jacob Langebek, som angreb den mere og mere upopulære Struensees magt.

“Sid, Christian, sid fast, sid ene på din trone”, lød den første strofe. Befolkningen digtede hurtigt en sjofel variant:

“Lig, Christian, lig fast, lig ene på din kone”.

Affæren udmales i fabler

Den 2. august samme år – knap en måned efter at dronningen havde født en datter – var den kongelige trekant på forsiden af “Magazinet for patriotiske Skribenter”.

“Er det muligt, at en hustrues boeler (elsker, red.) kan være hendes mands oprigtige ven og tro rådgiver?” lød artiklens spørgsmål.

Et anonymt svar fulgte få dage efter:

“Forgyldte gemakker er ikke så tætte, at de kan skjule horkarlen og horkonen”.

Kongen skulle “vågne op af sin ynkelige lettroendhed og naragtige tryghed, han skulle stå op til hævn og befri sin ægteseng fra de skændige pletter”, skrev den anonyme forfatter hidsigt.

Eleanor Roosevelt med menneskerettighederne

Eleanor Roosevelt, tidligere førstedame i USA, ledte FN-komitéen, som udformede FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder.

© FDR Presidential Library & Museum

Ytringsfriheden kan spores til oldtiden

De gamle grækere opfandt ikke alene demokratiet, men også retten til frit at sige sin mening. Siden flirtede Europas herskere med den farlige ytringsfrihed, som først for alvor vendte tilbage i nyere tid.

508 f.Kr.: Ytringsfrihed var for de få

Athens demokrati giver alle ret til at sige deres mening i de politiske forsamlinger – bare ikke kvinder, slaver og såkaldte idioter (udannede personer).

1689: Demokratiet vågner i England

Den britiske konge får sin magt begrænset af en række paragraffer i “Bill of Rights”, som bl.a. stadfæster retten til at ytre sig frit i parlamentet.

1766: Trykkefrihed afprøves

Rigsdagen i Stockholm vedtager verdens første lov om trykkefrihed – dog er kritik af kongen og kirken forbudt, og friheden bliver hurtigt indskrænket.

1789: Revolution afliver censuren

Civile rettigheder som ytringsfrihed erklæres for evige og universelle af de franske revolutionære, der tager magten i landet. I 1804 ophøjer Napoleon principperne til fransk lov.

1948: Menneskerettighederne vedtages

De Forenede Nationer (FN) bekendtgør Menneskerettighederne. Artikel 19 slår fast, at alle mennesker har ret til menings- og ytringsfrihed. De 48 daværende medlemslande stemmer for.

Kritikken mod Struensee fortsatte, og i september udgav den teologistuderende Josias Bynch en serie fabler, der sammenlignede dronningen med forskellige liderlige hundyr.

I fablen “Den kåde høne” jager en høne sin hane væk og løber ind på et apotek, hvor den parrer sig med en struds. Struensee var strudsen, og apoteket et symbol på hans lægegerning.

Oven i Bynchs tøjlesløse fabler udgav den teologistuderende Christian Thura en ny pamflet, der antydede, at kongen var sindssyg.

Dermed var bægeret fuldt for Struensee, som var ængstelig over den giftige stemning. Det var på tide at indskrænke ytringsfriheden. Den 7. oktober trykte Københavns største avis, “Adresseavisen”, en officiel ordre om, at det var slut med anonyme tryksager.

Fra nu af skulle trykkerens navn stå på pamfletterne, og han skulle kende skribentens navn – ellers vankede der strenge straffe.

Ytringsfriheden forsvinder igen

Men det feberagtige had, der var vokset frem mod Struensee, lod sig ikke længere tøjle. Han skulle “sættes på natrenovationsvognen og køres ud af byen som lort”, mente en navnløs forfatter til en skillingsvise.

Overalt i byen verserede teorier om, at Struensee planlagde et kup mod kongen, så han selv fik tronen. Ytringsfriheden var blevet en trussel for livlægen, og han kunne intet stille op. En lille gruppe sammensvorne ved hoffet enedes om at sætte Struensee ud af spillet, og i januar 1772 blev han fængslet for intenderet tronran og utugt med dronningen.

Kupmagerne placerede derpå den rædselsslagne konge i en karet og lod ham køre køre rundt i byen for at dæmpe gemytterne. De bestilte også pamfletpropaganda hos landets præster og biskopper, der udlagde kuppet som Guds udrensning af Struensees vanartede styre.

Københavnerne hungrede efter at få at vide, hvad der foregik, og alle udgivelser om Struensees fald blev revet væk. En strøm af hadskrifter fremstillede livlægen som morder, sexuhyre og alfons.

Kropsdele på hjul og stejle

Efter henrettelsen af Struensee gik der ikke lang tid, før ytringsfriheden i Danmark forsvandt igen.

© digitalcollections.kb.dk

Viser om, hvordan Struensee nød at svømme i blod, og avisnyheder om, at han havde stjålet af diamanterne i kongekronen, så dagens lys. Én forfatter konkluderede, at Struensee kontrollerede kongen vha. et pulver – han var jo læge! – mens en anden kunne berette om tyskerens antikristne fødsel; han kom til verden behåret og med klove, som han nu skjulte.

Tusindvis af københavnere fik livlægen at se for sidste gang den 28. april 1772, hvor de mødte op på byens store, åbne græsareal – Øster Fælled (i dag Fælledparken).

Her blev Struensee halshugget, og som en ekstra straf blev han derpå parteret, og hans hoved sat på en pæl, mens resterne af hans legeme blev lagt på hjul og stejle. Struensees store gave til danskerne havde kostet ham livet.

Året efter kom en lov, der igen forbød aviser og blade at bringe kritiske tekster.

LÆS MERE OM YTRINGSFRIHEDEN UNDER STRUENSEE

  • Frederik Stjernfelt, Ulrik Langen & Henrik Hortsbøll, Grov konfækt – tre vilde år med trykkefrihed 1770-1773, Gyldendal, 2020