Hattens historie: Cowboys med bowler

Masseproduceret bowlerhat blev allemandseje

I august 1849 havde adelsmanden Edward Coke fået nok af lavthængende grene, der slog hatten af hans vildtvogtere under jagten. Han henvendte sig derfor til sin hattemager, James Lock, og bad ham designe en hovedbeklædning, som var egnet til strabadserne i skoven.

Få måneder senere var den første prototype klar. For at teste den nye hat smed Edward Coke den på gulvet og trampede grundigt på den. Filthatten med den runde puld klarede den voldsomme behandling, og Edward Coke kunne glad og tilfreds forlade butikken.

Bowlerhatten blev hurtigt sat i masseproduktion af firmaet Bowler Brothers, hvorfra den også fik sit navn. Hatten var så populær, at den gennembrød de sociale skel i 1800-tallet. Alle gik med bowlerhat – bankdirektører såvel som gadesælgere.

Forfatter: Cowboyhatten var et fupnummer

Den verdenskendte cowboyhat Stetson-hatten blev opfundet af John Batterson Stetson i 1865. Den brede filthat vandt international berømmelse fra begyndelsen af 1900-tallet som fast inventar i de populære cowboyfilm fra Hollywood.

I midten af 1950’erne satte den amerikanske forfatter Lucius Beebe sig for at undersøge det vilde vestens historie. Under sine studier gennemgik han i tusindvis af fotografier fra USA fra slutningen af 1800-tallet. Som enhver anden fan af cowboyfilm forventede han naturligvis at finde utallige udgaver af den berømte cowboyhat.

På billederne opdagede han, at det vilde vestens cowboys gik med alt fra fra huer og hatte til aflagte uniformskasketter – cowboyhatten var derimod stort set fraværende på samtlige fotografier. Og til Lucius Beebes overraskelse var den absolut mest almindelige hat i det vilde vesten... bowlerhatten. Selv den legendariske Calamity Jane var fotograferet med en bowlerhat på hovedet.

Den overraskende opdagelse fik Lucius Beebe til at kalde cowboyhatten for en af historiens største myter.

Andre forfattere og western-historikere mener dog, at Stetson-hatten var i udbredt brug i Det Vilde Vesten.

Tropehjelm blev til Stanleyhat

Tropehjelmen var i 1840'erne blevet standardudstyr i de europæiske kolonimagters hære, men den fik først sit folkelige gennembrud i 1871.

Den 10. november dette år fandt et af historiens mest berømte møder sted nær Tanganyikasøen i Afrika. Her opsporede den amerikanske reporter Henry Morton Stanley den forsvundne opdagelsesrejsende David Livingstone og udtalte de bevingede ord:

“Dr. Livingstone, formoder jeg?”

Lige så legendarisk som Stanleys civiliserede hilsen blev hans tropehjelm. Den høje hat af kork kom til at indgå i utallige avisillustrationer og blev hurtigt kendt som en en Stanleyhat.

Den britiske hær afskaffede formelt tropehjelmen i 1948, men den har overlevet som uniformshjelm i en række asiatiske lande og blandt postbuddene i USA’s sydlige stater, hvor den stadig bliver brugt om sommeren.

Hue til psykologisk krigsførelse

I sommeren 1888 gjorde den britiske avis London Figaro sig lystig over bjørneskindshuen. Avisen fastslog, at den traditionelle krigsudrustning ikke længere havde nogen praktisk betydning “medmindre vore tropper bliver sendt i kamp på Nordpolen”.

Den pelsklædte hue af skind fra canadiske bjørne blev indført i den franske og engelske hær i slutningen af 1700-tallet. På dette tidspunkt var den en praktisk foranstaltning imod sværdhug mod hovedet. Samtidig fungerede den som et psykologisk våben, da den føjede en frygtindgydende halv meter til soldaternes højde.

Men i 1888 var bjørneskindshuen ikke længere praktisk. Den tog for lang tid at gøre ren efter brug, og huen var for klodset til en moderne krig. Prisen på canadisk bjørneskind var desuden eksploderet. Så i begyndelsen af 1900-tallet udgik bjørneskindshuen fra aktiv tjeneste.

Dosmerhuen skulle skærpe tankens kraft

Traditionen med at ydmyge og straffe bogligt svage børn er vidt udbredt over det meste af verden. I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet kunne skolebørn i Europa og USA for eksempel risikere at blive iført en dosmerhue og sat i skammekrogen efter en dårlig præstation.

På engelsk hedder dosmerhuen en "dunce cap”, og dens historie kan spores helt tilbage til 1200-tals-filosoffen Johannes Duns Scotus. Efter sigende lod han sine elever bære en kegleformet hat for at skærpe deres tankekraft.

Senere blev denne ide latterliggjort, og dosmerhuen blev placeret på de svage elevers hoveder for at straffe dem.

Forbud mod fez skabte blodige optøjer

Den røde hat med kvasten var i Vesten synonym med en afslappet stil, mens den i Tyrkiet gik fra at være nationalhat til et forbudt symbol på den gamle verden.

“Hvorfor har du den latterlige ting på hovedet?”

Da en fransk officer i begyndelsen af 1900-tallet slyngede denne fornærmelse imod en ung osman med fez, tændte han en gnist, som flere år senere udløste blodige uroligheder i Tyrkiet.

Den unge osman blev senere kendt som Tyrkiets første præsident, Kemal Atatürk. I hans regeringstid gennemførte han store reformer for at modernisere Tyrkiet. Den 30. august 1925 forbød han for fx ved lov sine landsmænd at bære fezen, der for Atatürk stod som et symbol på det gamle Tyrkiet.

Hundrede år tidligere var den blevet udnævnt til national hovedbeklædning i stedet for den besværlige turban. Atatürks forbud rev på det nærmeste den nationale identitet af hovedet på tyrkerne.

Efter få måneder kom det til voldsomme optøjer, og i flere byer blev militæret blev sat ind over for fez-bærende demonstranter. Illegale fez-lagre blev konfiskeret, og mindst 47 tyrkere dømtes til døden for fez-relaterede forbrydelser. Så sent som i 1947 blev 600 tyrkere arresteret for at bære den forbudte hovedbeklædning.

Modsat Tyrkiet var fezen i den vestlige verden synonym med en afslappet og tilbagelænet stil. Fezen var kommet til Europa fra kolonierne i Mellemøsten og kom på om aftenen, når man skulle slappe af. I England blev det at bære fez betegnet som “wearing mufti”.