Mystiske lyde fra ovenpå
Stykkets handling er enkel. Middelklasseparret Jack og Bella Manningham er tilsyneladende lykkeligt gift, da Jack uden forklaring gentagne gange forsvinder fra den fælles lejlighed i timevis.
Jacks forsvinden gør Bella urolig, ikke mindst fordi hans fravær altid er ledsaget af foruroligende oplevelser som fx lyden af trin i den ubeboede lejlighed over ægteparrets hjem og gaslyset, som tænder uforklarligt.
De uhyggelige hændelser begynder altid med, at lejlighedens gaslys flakker. Da Bella fortæller Jack om sine oplevelser, irettesætter han hende. En psykisk lidelse får hende til at se og høre ting, som ikke slet foregår, forklarer han.
Med hjælp fra en politibetjent indser Bella dog, at Jack bevidst fremkalder de uhyggelige hændelser. Formålet er at få hende til at tro, at hun er psykisk syg, så han kan gennemføre sin skumle plan – at sikre sig en arv.
Filmudgaven, som havde premiere i 1940, bragte “Gaslight” ud til et bredt publikum. Og åbenbart genkendte mange sig selv i den kvindelige hovedrolle.
I hvert fald berettede avisen Miami News i en notits, at skilsmissebegæringer indsendt til den lokale ret afspejlede “indflydelse fra tidens film, hvis handling involverer psykiatri og særligt af den slags, der beskriver, hvordan manden forsøger at overbevise hustruen om, at hun er skør”.
Adskillige anklagede deres ægtemænd for handlinger, som havde til formål at skabe frygt for psykisk sygdom. I hvert fald en enkelt hævdede, at ægtemanden “gav hende gaslight-behandlingen”, fortalte avisen.
I 1950’erne bredte udtrykket sig fra retsprotokoller til amerikanernes dagligstuer. I en episode af komedieserien “The Burns and Allen Show” opfordrer én af hovedpersonerne en anden af karaktererne til at “give ham gaslight-behandlingen”.
I 1960’erne fandt udtrykket “at gaslighte” vej til faglitteraturen. I den canadisk-amerikanske antropolog Anthony F.C. Wallaces bog “Culture and Personality” fra 1961 optræder ordet for første gang som et udsagnsord i betydningen “at manipulere en rask person ind i en psykose ved at fortolke hans opførsel som symptomatisk for en alvorlig psykisk lidelse”.
I de følgende år blev ordet almindeligt brugt om psykiske overgreb på ægtefæller og andre nære familiemedlemmer.
Clinton manipulerer modstander
I 1995 gjorde begrebet sin entré på den politiske arena. I en klumme i The New York Times brugte kommentatoren Maureen Dowd betegnelsen om daværende præsident Bill Clintons behandling af arvefjenden Newt Gingrich, Republikanernes iltre formand for Repræsentanternes Hus.
Clinton forsøgte med subtile provokationer at lokke Gingrich til at tabe besindelsen og fremstå som ustabil, skrev Dowd.
Med Donald Trumps kandidatur til præsidentvalget i 2016 slog udtrykket for alvor igennem. Både som kandidat og siden som præsident udfordrede Trump amerikanernes virkelighedsopfattelse.
Han nægtede fx i 2016 hårdnakket at have gjort nar ad Serge F. Kovaleski, en handicappet journalist fra The New York Times: “Det ville jeg aldrig gøre”, hævdede Trump indigneret – på trods af, at episoden via fx videoplatformen YouTube var frit tilgængelig for offentligheden.
“Donald Trump gaslighter Amerika”, konkluderede bladet Teen Vogue.
Under en tale til veteraner to år senere gik Trump linen ud: “Hvad I ser, og hvad I læser, er ikke, hvad der sker”, fortalte Trump de forsamlede veteraner, en bemærkning, som kunne være sagt af Gaslight-hovedrolleindehaveren Jack Manningham.
Selvom Trump ikke længere er præsident, har udtrykket bevaret sin relevans. Udfordringen af modstanderens realitetssans er en effektiv teknik, og fænomenet gaslighting er med tilsynekomsten af kunstig intelligens til at lave falske fotos og videoer mere aktuelt end nogensinde før.