Napoleon og Joséphine - skilt for Frankrigs skyld
Hun var alene med to børn, efter hendes mand var blevet henrettet under den franske revolution. Hun havde kun undgået samme skæbne, fordi Robespierre blev standset og selv sendt i guillotinen.
Rose, som hun kaldte sig, havde en utrolig appetit på livet. Hun tog den ene elsker efter den anden. Heriblandt politikeren Barras, der i 1795 introducerede hende for Napoleon Bonaparte. Det blev til stormende kærlighed. Han insisterede på at kalde hende Joséphine. Det tog hun til sig, og året efter blev de gift.
Men to dage efter brylluppet drog Napoleon afsted for at stå i spidsen for den franske hær i Italien. Alene tilbage i Paris genoptog Joséphine sit tidligere liv med masser af mænd omkring sig. Napoleon skrev lange breve med hede kærlighedserklæringer, men da han fik nys om konens udskejelser, ændrede tonen sig noget.
Napoleon gav dog ikke op af den grund. Da han i 1804 lod sig krone som kejser, blev hun kejserinde, for han havde et mål med sit kuldsejlede ægteskab: Joséphine skulle give ham en arving!
Han elskede hende stadig, men i 1809, da han havde indset, at der ikke kom noget barn ud af det, meddelte han hende, at han ønskede en skilsmisse. Han måtte finde en anden kone, der kunne skaffe ham en arving, lød hans begrundelse – for Frankrigs skyld!
Joséphine besvimede efter sigende, da Napoleon meddelte hende, at han ville skilles.
Pierre og Marie Curie - gift i blåt
Maria Sklodowska studerede fysik, kemi og matematik på universitetet i Paris. Hun studerede forskellige metallers magnetiske egenskaber, og hun havde hårdt brug for laboratorieplads. Men hun var ludfattig, så det var ikke så enkelt. I 1894 fandt en ældre fysiker hende imidlertid et sted, og dér traf hun fysikeren Pierre Curie.
En fælles lidenskab for fysikken bragte dem hurtigt tættere og sammen, og der gik ikke længe, før Pierre friede til hende. Maria var forelsket, men tøvede, fordi hun stadig gik med en drøm om at vende tilbage til sit hjemland, Polen. Men da hun fik afslag på sin ansøgning om en stilling ved universitetet i Krakow – med begrundelsen at hun var kvinde – var alle betænkeligheder ryddet af vejen.
Maria blev til Marie Curie. Hun blev gift i blå kjole, for det var en praktisk farve, når hun efterfølgende skulle bruge den i laboratoriet! Han opgav sine studier af krystaller, og sammen fortsatte de hendes arbejde med metaller. I 1903 fik de nobelprisen i fysik for deres fælles studier af radioaktivitet.
I 1906 omkom Pierre ved en trafikulykke. Den kun 38-årige Marie blev tilbudt en pension, men det afslog hun. I stedet overtog hun hans undervisningsforpligtigelser ved Sorbonne, hvorved hun blev universitetets første kvindelige underviser.
Pierre og Marie Curie fotograferet i parrets laboratorium mens alt endnu var fryd og gammen.
Kleopatra og Markus Antonius - lån blev til kærlighed
Efter attentatdrabet på Julius Cæsar i år 44 f.Kr. var der kaos i Romerriget. Først tre år senere lykkedes det Markus Antonius og Octavian at få styr på tingene, og det gjorde de ved at dele opgaven mellem sig. Markus Antonius fik ansvaret for rigets østlige dele.
Men der var et problem. Partherne, som levede i vore dages Irak, udgjorde en trussel, så de skulle bekæmpes. Markus Antonius manglede penge til felttoget og henvendte sig derfor til verdens rigeste kvinde, dronning Kleopatra af Egypten. Men hun var også intrigant. Hun gjorde sig kostbar, og accepterede kun nølende at møde Markus Antonius.
Kleopatra havde før stået i et forhold til Julius Cæsar og fået et barn med ham. Markus Antonius faldt også i. Han fik sine penge til felttoget og indledte også et seriøst forhold til den egyptiske dronning. De fik tvillinger, selvom Markus Antonius havde kone og børn hjemme i Rom.
Forargelsen rejste sig, og det udnyttede Octavian til egen fordel. Efter at have kaldt ham tilbage til Rom flere gange, sendte Octavian i år 30 en invasionsstyrke til Egypten.
Markus Antonius så ingen anden udvej end at tage sit eget liv. Han huggede sit sværd i brystet, idet han var sikker på, at hans elskede Kleopatra allerede havde begået selvmord. Det havde han dog misforstået, så han endte i stedet med at udånde i hendes skød.
Kleopatra blev taget til fange. Hun vidste, at hun ville blive ført i triumftog gennem Rom, og den skæbne måtte hun for enhver pris undgå. Flere romerske kilder fortæller, at hun lod sig bide af en cobraslange.
Bonnie og Clyde - pigen og klapperslangen
Bonnie og Clyde mødtes i 1930, og det menes at have været kærlighed ved første blik. I hvert tilfælde var Bonnie tindrende ligeglad med, at Clyde allerede var småkriminel.
Det år røg han i spjældet for at have stjålet kalkuner, og da han kom ud, havde han ændret sig "fra skoledreng til klapperslange", som en medindsat beskrev det. Men Bonnie ventede på ham, og da han blev løsladt, var de sammen om en lang række smårøverier, der hurtigt greb om sig til voldelig kriminalitet og drab. De nåede at dræbe mindst ni politifolk og en stribe civilister.
Det var under 30'ernes økonomiske krise, og der var ikke megen romantik om de to dengang. Det er tvivlsomt, at Bonnie nogensinde affyrede et skydevåben, men hun var med lige til den dramatiske afslutning, som de begge vidste var uundgåelig. De omkom i et politibaghold på en øde skovvej i Louisiana, den 23. maj 1934. Han var 24 og hun 23.
De havde ønsket at blive begravet sammen, men det modsatte Bonnies familie sig.
I en af parrets lejligheder fandt politiet en bunke billeder, som Bonnie og Clyde havde taget for sjov. Aviserne fik hurtigt fat i billederne og gjorde parret kendt i hele USA.
Henrik 8. og Anne Boleyn - henrettet med sværd
Kong Henrik 8. kunne ikke fordrage at skrive breve. Der er derfor meget lidt overleveret fra hans hånd, men hele 17 breve til Anne Boleyn findes den dag i dag. Hede kærlighedserklæringer, som hun i lang tid afviste. Hun var ikke interesseret.
Henimod slutningen af 1532 gav hun sig dog. Da havde hun allerede været sammen med kongen nogle gange og var gravid, og i januar året efter blev de gift i al hemmelighed. Det måtte ske sådan, fordi kongen endnu ikke havde fået annulleret sit ægteskab med sin hidtidige dronning, Catherine. Men da det først var ordnet, blev Anne kronet med pomp og pragt i maj 1533, og så kunne det royale par se frem til det barn, som allerede var på vej.
Henrik var overbevist om, at det var en dreng – en tronfølger. Men da efteråret kom, viste barnet sig at være en pige, den senere dronning Elisabeth. Kongen var rasende. De prøvede igen, men de næste to spædbørn var dødfødte. Da begyndte kongens stormende kærlighed til sin kone at lægge sig, og det udnyttede Annes fjender ved hoffet.
De sørgede for, at kongen mødte Jane Seymour, som skulle blive Henriks næste dronning, og i mellemtiden fik de Anne dømt for højforræderi. Den 19. maj 1536 blev hun halshugget.
Selvoptaget som han var, planlagde kongen selv alle detaljer i henrettelsen. Han besluttede, at Anne skulle halshugges med sværd, og ikke med økse. Det siges, at han opfattede sværdet som symbol på sin egen mandighed.
Voltaire og Emilie de Chatelet - flygtede til ægtemandens slot
Forfatteren Voltaire var en stor mand i 1700-tallets Paris. Han var feteret og beundret, og han var en naturlig del af byens sociale liv. I denne sammenhæng fik den 39-årige forfatter øje på Emilie de Chatelet, som var 28. Hun var ganske vist allerede gift, men kunne ikke stå for den intellektuelle mand.
De to blev snart et fast par. Forholdet var platonisk, men sammen tilbragte de mange timer, som blev brugt til læsning og diskussion af filosofiske emner. Hun inspirerede Voltaire, og i 1778 skrev han en lille bog, hvor han udtrykte sin beundring for den politiske og religiøse frihed i England. Det så de franske myndigheder som indirekte kritik og sendte straks politiet ud for at kaste Voltaire i Bastillen.
Voltaire og Emilie fik dog nys om det og nåede at slippe ud af byen. Efter at have skjult sig hos gode venner i nogen tid, slog de sig ned på Chateau de Cirey, som ligger 250 kilometer øst for Paris. Slottet var ejet af Emilies mand, Marquis Florent-Claude de Chatelet, og denne gik ind på en usædvanlig aftale.
Bygningerne var meget forfaldne, så Voltaire tilbød ham et stort, rentefrit lån til istandsættelse. På den måde reddede Chatelets slot, og Voltaire sørgede tilmed for at finansiere konens ekstravagante forbrug.
Således kom Voltaire og Emilie til at bo på Chateau de Cirey de næste 15 år – sammen med deres enorme bogsamling på 21.000 bind. Ægtemanden besøgte dem med jævne mellemrum, men han var mere interesseret i at gå på jagt, så på den måde var de alle tre glade og tilfredse med ordningen.
I 1738 udkom Voltaires værk Elémens de la philosophie de Neuton (dansk: Træk af Newtons filosofi). Bogens forside illustrerer, hvordan Emilie de Chatelet som muse reflekterede Newtons himmelske idéer ned til Voltaire.
Lord Nelson og Emma Hamilton - højt at flyve dybt at falde
Krigen havde sat sine spor hos Lord Nelson. Han manglede en arm, de fleste af sine tænder, og han led af hyppige hosteanfald. Men det generede ikke Emma Hamilton, som i 1798 modtog ham i Napoli, hvor hendes mand var britisk ambassadør.
Hun bragte ham hjem til sig i Palazzo Sessa, hvor hun passede og plejede ham, og da Nelson kort efter fyldte 40, skulle det markeres på en måde, som var en søhelt værdig. Emma arrangerede en fest med 1.800 gæster. Da dagen oprandt, var det tydeligt for alle, at de to var en hel del mere end bare gode venner.
Nelson havde ganske vist en kone hjemme i England, men ægteskabet skrantede, og William Hamilton syntes ligefrem at opmuntre forbindelsen mellem de to. Han var 34 år ældre end sin kone, og hos ham var det helbredet, der skrantede.
Snart var de alle tilbage i London, hvor Nelson havde købt et mindre palæ, Merton Place. Her levede han helt åbent sammen med Emma, deres fælles barn Horatia, samt Emmas mor og ikke mindst den nu pensionerede ambassadør. Offentligheden elskede det bizarre forhold, og pressen dækkede dem intenst.
Trods den megen bevågenhed, havde Nelson håbet på en fredelig tilværelse. Men han blev kaldt i tjeneste igen, hvor han i 1805 omkom efter at have vundet søslaget ved Trafalgar. William Hamilton var død i mellemtiden, og Emma havde snart ødslet hans beskedne pension bort.
Efter et år i gældsfængsel flyttede hun til Frankrig for at undgå sine kreditorer, og her døde hun selv i dyb fattigdom og alkoholisme.
Kong Alexander og dronning Draga - dræbt af Den Sorte Hånd
Den unge Alexander var temmelig selvrådig. I 1889 abdicerede hans far, kong Milan af Serbien, med besked om, at sønnen kunne sætte sig på tronen, når han fyldte 18. Men det gad Alexander ikke vente på. I 1893, da han var 16, meddelte han, at fra nu af var han konge, og sådan blev det!
Syv år senere vakte han igen skandale. Han havde forelsket sig i sin mors hofdame, den 12 år ældre madame Draginja Obrenovic, og i august 1900 blev hun til dronning Draga. Kongen havde end ikke nævnt det overfor sin far, og hans mor kogte af raseri over forbindelsen, der stillede Serbien i et dårligt lys internationalt. Alexander svarede igen ved at landsforvise sin mor.
Men herved var dramaet ikke slut. Da officerer i hæren i 1903 fik mistanke om, at Alexander var ved at udnævne Dragas bror til tronarving, sørgede de for at få parret attentatmyrdet. Arbejdet blev udført af en vis kaptajn Dragutin Dimitrijevic fra det hemmelige selskab Den Sorte Hånd, der også skulle stå bag skuddet i Sarajevo i juni 1914.
Et officielt fotografi af regentparret taget før tragedien i Sarajevo i juni 1914.