Historiens første Kim Kardashian
Fænomenet “kendt for at være kendt” er langtfra nyt. Sidst i 1800-tallet fik en ordinær præstedatter vendt London på den anden ende. Kunstnere stod i kø for at male hende, og kronprinsen blev snart hendes elsker.
Lillie Langtry ville være berømt. Det blev hun. I første omgang for sin skønhed, som gjorde hende til model for datidens kunstmalere og postkortfotografer.
Londons spidser drejede hovedet en ekstra gang, da en ung kvinde iført en enkel, sort kjole trådte ind i balsalen.
Hun bar ingen smykker og stod i stærk kontrast til Londons pyntede og farverige high society-damer.
Ikke desto mindre overstrålede den ukendte kvinde alle med sin naturlige skønhed.
Hun blev præsenteret som mrs. Langtry og var kort forinden ankommet til London med det brændende ønske at blive berømt. Ønsket blev opfyldt.
Med aftenens fest hos lady Sebright gjorde Lillie Langtry sin entré i det britiske selskabsliv.
Hun vakte beundring for sin skønhed, men også for sin intelligens og selvtillid.
Her var en ung, belæst kvinde, rap i replikken og med sine meningers mod.
Kunstmalerne Frank Miles og John Millais var blandt de fascinerede gæster. Begge bad de om at få lov til at male kvinden, og snart var hendes ansigt kendt over hele London.
Miles’ tegninger af Lillie blev solgt som postkort, og Millais’ portræt af kvinden i den sorte kjole vakte sensation.
Maleriet blev udstillet på The Royal Academy, hvor gæsterne fartede til for at se “den smukkeste kvinde på Jorden”, som Millais kaldte Lillie Langtry.
Snart strømmede festinvitationerne ind til den unge frue.
Kronprinsens foretrukne elskerinde
Lillie Langtry var en usandsynlig kandidat til rollen som Londons mest eftertragtede gæst.
Hun var født langt fra verdensbyens overklasseliv i 1853 som datter af en provst på øen Jersey.
I strid med normen i Victoriatidens England havde hun fået en grundig skolegang og fx haft lov til at ride på hest uden saddel som en mand.
“Jeg foragter mrs. Langtry. Hun har ingen ret til at være intelligent, modig, selvstændig såvel som henrivende”, sagde forfatteren George Bernard Shaw siden med et glimt i øjet.
Lillie Langtry havde sit navn fra de liljer, hun gerne bar, og fra ægteskabet med Edward Langtry; en mand, som havde skaffet hende adgang til det eftertragtede London.
Her gik det hurtigt. Hendes billede pyntede butiksruderne, modeskabere tilbød hende gratis kjoler, digtere skrev poesi om hende, og udenlandske prinser og grever anmodede om at træffe hende.
Populariteten skyldtes ikke mindst, at Lillie indledte en affære med Englands kronprins – den senere Edward 7.
Lillie Langtrys elsker, kronprins Edward, var gift med danske prinsesse Alexandra. Prinsen nåede også andre kvinder, bl.a. lady Randolph Churchill, mor til lille Winston.
De to mødte hinanden i 1877, og da de først havde ladet sig se offentligt sammen, kom festinvitationerne strømmende også fra de højeste kredse.
Selv elskerens mor, dronning Victoria, blev hun præsenteret for.
Lillie Langtry mødte op på Buckingham Palace med tre hvide strudsefjer i sit hår – kronprinsens emblem – og blev behandlet noget køligt af dronningen, som bagefter fik fjernet et billede af Lillie, der hang over den yngste søn, prins Leopolds, seng.
Tre år varede affæren med kronprinsen. Selv om de begge var gift, fik han bygget et hus til de to i badebyen Bournemouth.
Det blev parrets intime skjulested indtil deres brud i 1880. Derefter stoppede strømmen af invitationer brat, og Lillie måtte sælge ud af sine ejendele for at betale regningerne.
Modgangen slog hende dog ikke ud. Hendes venner, forfatteren Oscar Wilde og skuespillerinden Sarah Bernhardt, foreslog hende at gå til scenen.
Scenetalentet var ikke overvældende, men Lillie blev hjulpet godt i gang af veninden Sarah Bernhardt og var skrap til at forhandle sig til et tårnhøjt honorar.
Kritikerne var ikke begejstrede, men publikum elskede hende. Da Lillie Langtry som 53-årig trak sig fra rampelyset, slog hun sig ned i Monaco, hvor hun som første kvinde sprængte kasinoets bank.