Kineserne var de første til at tørre sig med toiletpapir. Hvornår papir fik en plads på kinesiske WC’er, er uklart, men den første skriftlige kilde, som nævner toiletpapir, stammer fra år 589 e.Kr. Heri skriver en embedsmand, at han ikke “tør at bruge” papir med citater fra religiøse værker “til toilet-formål”.
Tilsyneladende var kineserne ret glade for toiletpapir, for dokumenter fra 1300-tallet viser, at 10 mio. pakker toiletpapir blev fremstillet årligt i provinsen Zhejiang alene.
Mens kineserne tørrede sig med papir, måtte toiletgængere andre steder i verden bruge, hvad de havde ved hånden – typisk blade, græs, hø, mos, sten, sand eller træstykker. Mere velhavende folk tyede gerne til uld, tekstil og pels, som var mere skånsomt at tørre med.
Romerne benyttede sig af offentlige toiletter, hvor flere personer kunne besørge på samme tid.
Toiletpapirets forgængere
Igennem historien har forskellige civilisationer tyet til vidt forskellige og kreative metoder til at tørre sig bagi.
“Tidens største nødvendighed”
I Vesten dukkede toiletpapir først op i 1857, hvor forretningsmanden Joseph Gayetty solgte store ark af “medicineret papir” under sloganet “Tidens største nødvendighed”. Papiret blev solgt som enkelte ark, der var fugtet med aloe og efter sigende beregnet som behandling mod hæmorider.
Toiletpapir i ruller kom først på markedet et par årtier senere. Papir-kvaliteten var dog ringe, og splinter bagi var et udbredt problem indtil 1930’erne, hvor papirproduktion omsider blev så forfinet, at splint-frit toiletpapir kom på markedet.
