I 1800-tallet stod briterne på civilisationens øverste trin, og landets overklasse læste tykke bøger med anvisninger til, hvordan de kunne forfine deres gode manerer. Etikette var et adelsmærke – og sikrede, at det nyrige borgerskab ikke kunne kravle for højt op ad den sociale rangstige, for i overklassen vejede slægt og manerer tungere end penge.
DATEN
1. Husk manererne på gåturen!
En ægte gentleman skulle altid tage sin hat af, når han hilste på en kvinde.
Få ting i den britiske overklasse var omgærdet med så mange regler som mødet mellem mand og kvinde. Især møder i parker eller på offentlige gader var underlagt en streng etikette, som skulle sikre en behørig adfærd.
Hvis en mand og en kvinde, som kendte hinanden, mødtes på gaden, var det altid kvinden, der skulle tage initiativ til at hilse ved diskret at tilbyde sin hånd. Først derefter kunne manden lette på sin hat og hilse. Det var en uskik at stoppe op og snakke, så hvis en samtale skulle finde sted, måtte manden vende omkring og følge kvinden i hendes retning.
Ifølge Cassell’s Household Guide, en bog fra 1869 om korrekt victoriansk levevis, skulle en samtale i offentligheden være præget af “streng tilbageholdenhed”, og enhver form for “livlig diskussion” eller “højrøstet tale” var komplet uacceptabel.
Bogen slog også fast, at hvis manden var i gang med at ryge, i det øjeblik han mødte en kvinde på gaden, burde ingen snak finde sted, fordi en mand aldrig måtte ryge i en kvindes nærvær.
EFTERMIDDAGSTE
2. Husk, at få al maden på tebordet!
Ud over forskellige kager blev der serveret smurte sandwicher til eftermiddagsteen.
Når overklassen aflagde hinanden visitter om eftermiddagen, skulle der te på bordet. Ofte havde værten sendt en officiel invitation pr. brev, men også uden indbydelse kunne familie og bekendte dukke op mellem kl. 15 og 17. At komme tidligere end kl. 15 var ifølge Cassell’s Household Guide “dårlig stil”, og hvis en herre eller et par dukkede uanmeldt op, skulle manden have hat og ridepisk med, fordi det signalerede, at besøget blev kort.
Uanset om et besøg var ventet eller ej, foreskrev te-etiketten, at den varme drik aldrig måtte serveres alene. Ifølge Emily Posts Etiquette in Society fra 1922 måtte en vært sikre et stort udvalg af tilbehør:
“Det første anretningsfad byder på varmt bagværk i en eller anden form, det andet indeholder sandwich, og det tredje kage. Eksempelvis små fine kager, konditorkager og lagkagestykker”.
Alt sammen blev naturligvis anrettet på husets fineste sølvfade, og “kopper, underkopper og tetallerkener må alle matche hinanden”, forklarede Emily.
KÆRLIGHED
3. Hold dig til eget samfundslag!
En kvinde kunne signalere sin interesse i en mand ved at holde en vifte foran ansigtet med venstre hånd.
Etikettebøgerne i den victorianske og edwardianske periode var tydelige, når det gjaldt overklassens jagt på en livsledsager: Søg udelukkende inden for din egen klasse. Kun således kunne fornemme singler sikre sig en partner med gode manerer, værdier samt formue. Selve forelskelsen var mindre vigtig.
“Gensidig hengivenhed anses som udgangspunkt ikke for nødvendig”, slog Cassell’s Household Guide fast.
Mænd burde altid finde yngre kvinder. Således anbefalede en samtidig bog, at en 30-årig mand var velegnet til en 22-årig kvinde, mens en 40-årig mand passede til en 27-årig kvinde.
Når manden havde udset sig en mulig hustru, var det vigtigt, at kurtiseringen foregik efter reglerne. Han kunne aldrig forvente at være alene med hende, da ugifte kvinder altid skulle ledsages af en eskorte. Derfor måtte bejleren anmode kvindens forældre om en visit, hvor de selv eller en anstandsdame var til stede. Var han fortsat interesseret, søgte han farens tilladelse, før en forlovelse kom på tale.
PÅKLÆDNING
4. Husk kjole og hvidt efter kl. 18!
Både mænd og kvinder skiftede tøj flere gange om dagen, og en del af kvindernes garderobe bestod af ekstravagante og upraktiske kjoler.
En stor del af herskabernes tid gik i påklædningsværelserne, hvor tjenestefolk hjalp med at få tøjet til at sidde upåklageligt. En ulastelig og korrekt fremtoning var afgørende, og lorder og ladyer skulle typisk skifte tøj tre gange dagligt.
Herrernes morgenpåklædning bestod gerne af en jakke med vest og lyse bukser, men hvis en aktiv formiddag ventede forude, var det tilladt at trække i golftøjet eller sejlertøjet fra morgenstunden. Om eftermiddagen skulle mændene ifølge Walter Cox Greens A Dictionary of Etiquette, som fra 1904 rådgav briterne i takt og tone, bære “diplomatfrakke i mørkt materiale” og iføre sig “lyse bukser, som selvsagt ikke har opsigtsvækkende mønstre”.
Inden kl. 18 måtte herren igen op til påklædningsværelset og skifte, så han var klædt korrekt på til aftenens program. Her kunne kun kjole og hvidt gå an, mens “laksko og hvide glacéhandsker fuldender påklædningen”. Ifølge A Dictionary of Etiquette skulle aftensættet “bæres til alle formelle lejligheder efter kl. 18”.
BORDSKIK
5. Husk ikke at spise direkte af brødet!
Brødet skulle brækkes af i mindre stykker og spises i små bidder.
Middagsselskaber forekom flere gange om ugen i den britiske overklasse, men gæsterne måtte holde tungen lige i munden for ikke at overtræde de uskrevne regler. Ved bordet skulle selskabet sidde ret op på stolen under hele middagen, og det var vigtigt at konversere behersket.
“Hæv aldrig stemmen for meget. Hvis dem på afstand ikke kan høre, når De taler i et moderat toneleje, må De nøjes med at dele Deres bemærkninger med dem, der sidder nær Dem”, hed det i The Gentlemen’s Book of Etiquette and Manual of Politeness.
Når maden blev serveret, var det vigtigt aldrig at kritisere den. Fandt gæsten eksempelvis en orm i sin ret, skulle vedkommende diskret give “tallerken til tjeneren uden at kommentere noget, og så vil han bringe Dem en ny”.
At puste på sin mad eller bide direkte af brødet var en grusom uskik. Gæsten måtte vente på, at maden kølede af, og for guds skyld “knække små stykker af brødet og putte disse i munden med fingrene”. Alt andet blev betragtet som vulgært.