“Hvad vil du være, når du bliver stor?”

Mens børn i dag drømmer om at blive smykkedesignere, influencere eller professionelle gamere, kunne de i gamle dage vælge mellem bærestolsbærer, plattenslager og planetsælger med egen papegøje.

Mens børn i dag drømmer om at blive smykkedesignere, influencere eller professionelle gamere, kunne de i gamle dage vælge mellem bærestolsbærer, plattenslager og planetsælger med egen papegøje.

G. Borgelli

1. HOFNAR – ydmygelser fulgte med jobbet

I årtusinder har konger og fyrster haft en tjener ansat, hvis eneste opgave var sjov.

I antikkens Rom holdt kejserne gerne en dværg som hofnar. Hans job var at underholde herskerens gæster med vittigheder og gøgl.

I 1100-tallet kom det på mode i de europæiske fyrstehuse at have en hofnar. De sjove mænd kunne som regel kendes på deres farverige dragt med hanekam og bjælder.

Op gennem 1700-tallet ændrede samfundsmoralen sig mange steder, og folk fik ondt af de stakkels hofnarre. Positionen blev derfor afskaffet langt de fleste steder.

© Pennsylvania Academy of the Fine Arts

Typisk blev jobbet givet til dværge, tosser eller krøblinger, og som betaling fik de kost og logi ved hoffet.

Hvor godt jobbet var, afhang af fyrstens luner. Nikolaus Ferry, dværg og hofnar ved det polske hof i 1700-tallet, blev engang bedt om at bestige et fæstningslignende bagværk under et middagsselskab. Herefter beskød middagsgæsterne ham med bolsjer.

Ifølge bevarede middelalder-manualer består godt krudt af seks dele salpeter, en del svovl og en del kul fra lindetræ.

© Shutterstock

2. KRUDTMAGER – urin øgede sikkerheden

Ingen ved, præcis hvornår krudtet kom til Europa, men i 1267 beskrev den engelske filosof Roger Bacon som en af de første europæere den kinesiske opfindelse, der gjorde det muligt at affyre projektiler fra bl.a. kanoner.

I 1300-tallet var jobbet som krudtmager blevet en etableret profession. Krudtmagerens job bestod i at blande salpeter, svovl og trækul til skydekrudt.

I begyndelsen blev ingredienserne omhyggeligt pulveriseret i mortere, men efterhånden som efterspørgslen voksede i 1400-tallet, opstod særlige krudtmøller. Her arbejdede flere krudtmagere med at blande ingredienserne i store trug, hvor det hele blev stødt med stampebjælker, der blev drevet af fx vandhjul eller æsler.

For at undgå selvantændelse vædede krudtmagerne undervejs produktet med vand, vin eller urin. Til sidst skulle krudtet tørre i det fri eller i særlige tørrehuse.

I løbet af 1800-tallet mistede krudtmagerne deres levebrød, da mere effektive sprængstoffer kom på markedet – fx dynamit i 1867.

3. SKARPRETTER – kriminelle mistede hovedet

Det uglesete – og underbetalte – job gik i arv fra far til søn.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Når en borger i middelalderens Europa blev dømt til døden, overtog skarpretteren. Han udførte henrettelser ved halshugning – samt andre strafformer som fx radbrækning, hvor alle kroppens knogler knuses.

Historikerne skønner, at erhvervet opstod i 1200-tallet i Europas byer, hvor magthaverne fandt det uciviliseret selv at stå for henrettelserne. Skarpretteren og hans familie levede på samfundets kant – fx blev de tit forment adgang ved gudstjenesten.

4. PLATTENSLAGER – riddere krævede rustning

Pladerustningen bestod af mange dele, der skulle passe sammen, så ridderen kunne bevæge sig frit under et slag.

© Royal Armoury & shutterstock

I dag er plattenslageren en svindler – men oprindeligt var han en vellønnet ekspert, som smedede pladerustninger til riddere.

Med krudtets indførelse i 1200-tallet var ringbrynjer blevet utilstrækkelige, og ridderne skreg på en heldækkende harnisk. Sådan blev plattenslageren en efterspurgt håndværker, som med hammer og ambolt fremtryllede kropsbeskyttelse for sine velbeslåede kunder. Når de forskellige stålplader var samlet med læderremme, sendte plattenslageren rustningen videre til polering og udsmykning med fx guld.

Da skydevåbnene i løbet af 1600-tallet blev for kraftige, måtte de fleste plattenslagere skifte karriere.

Henrik 8. af England blev båret rundt i en bærestol. Efter sigende krævede opgaven med tiden fire stærke mænd, fordi kongen var blevet så tyk.

© Look and Learn/Bridgeman Images

5. BÆRER – tjenester blev falbudt til fods

Før varevognen og budcyklens storhedstid måtte handlende og håndværkere bringe deres varer ud med fodkraft. Overalt fandt driftige erhvervsdrivende deres nicher, som de kunne udfylde på gå-ben.

Pottebærer

I 1700-tallets Hamborg gik særlige kvinder og mænd rundt med en spand, som folk mod betaling kunne forrette deres nødtørft i. Under forretningen skærmede pottebæreren sin kunde mod de forbipasserendes blikke.

Lygtebærer

I Paris og London i 1600- og 1700-tallet vandrede lygtebærere rundt om natten og spredte lys i de mørke gader.

Der var dog en klar forskel på arbejdsmoralen i de to byer – mens Paris’ lygtebærere var allierede med politiet og sladrede om den mindste forseelse, var deres London-kolleger i lommen på kriminelle, som beskrevet af historikeren William Sidney i 1892:

“På det mindste tegn fra deres medsammensvorne ville de slukke deres lys og forsvinde i mørket”.

Bærestolsbærere

Som et alternativ til hestedroscher var bærestolen sidste skrig i 1600-tallets storbyer – fra Torino over Bruxelles til London.

Bærestolen bestod af to bærestænger og en lukket kupé med døre og vinduer, hvor kunden kunne sætte sig til rette i en lænestol. Derefter greb to bærere fat i stængerne, én foran og én bag, og ilede afsted mod kundens ønskede destination.

6. BREVMALER – kunsten blev til en skabelon

Mens munke siden 1000-tallet havde illustreret religiøse skrifter med fjerpen, blæk og pensel, opstod der omkring år 1400 et marked for ikke-religiøse tegninger og malerier i bl.a. breve.

Fra deres små værksteder forsøgte Tysklands brevmalere at dække den voksende efterspørgsel. På deres arbejdsborde fremstillede de fornemt udseende dokumenter, lykønskningskort, kalendere, våbenskjolde og spillekort.

Brevmalerne både tegnede og farvelagde deres produkter, ofte vha. skabeloner. De var derfor glade for træstempler, der lod dem masseproducere et design.

Brevmalerne fandt inspiration i middelalderens farverige og sirligt dekorerede skrifter.

© Cleveland Museum of Art

Bogstaver og illustrationer blev skåret ind i træblokke, som brevmalerne brugte til at trykke såkaldte blokbøger med, hvor en hel side blev lavet på én gang.

Selvom Gutenberg i 1455 opfandt bogtrykkerkunsten med bevægelige bogstaver, overlevede brevmalerne et stykke ind i 1500-tallet – de sidste blokbøger stammer fra ca. 1530.

Planetsælgerens profetier havde samme funktion som de sedler, der er gemt i kinesiske lykkekager.

© The Picture Art Collection/Imageselect

7. PLANETSÆLGER – papegøje fiskede lykke op

I den østrigske hovedstad, Wien, kunne indbyggerne i begyndelsen af 1900-tallet støde på såkaldte planetsælgere. Det var dog ikke himmellegemer, de solgte, men horoskoper, profetier samt lykkebringende breve (kaldet Planeten, planeter) med lotterinumre, som køberen kunne spille lotto med.

Planetsælgerne drev rundt i Wiens gader, hvor de var lette at genkende på den kasse, de bar på maven. Når en “planet” blev solgt, var planetsælgeren gerne omringet af nysgerrige mennesker – han havde nemlig en papegøje eller en hvid mus med, der trak et tilfældigt lykkebrev op af kassen.

Efter 2. verdenskrig gik planetsælgerne af mode og forsvandt fra Wiens bybillede. I Mariahilfer Straße holdt en sidste planetsælger dog standhaftigt ud, indtil han i 1970’erne blev for gammel til jobbet.

8. SKIBSTØMRER – arbejdere sled sig ihjel på kajen

I Europas havnebyer byggede skarer af tømrere gennem århundreder de fartøjer, der kortlagde de syv verdenshave.

Inden jernskibene vandt frem i løbet af 1800-tallet, arbejdede tusindvis af skibstømrere dagligt på at bygge enorme sejlskibe af træ.

© The Protected Art Archive/Imageselect

“Jeg kender intet håndværk, hvor den menneskelige krop udfører så mangfoldigt et arbejde som ved skibstømring. Skibstømreren må i sit daglige arbejde på så mange forskellige måder bruge kræfter, at tøjet slides af kroppen”.

Sådan beskrev hollænderen Cornelius van Yk i 1697 livet som skibstømrer i en bog om skibsbyggekunsten. I opdagelsesrejsernes tid blev træskibe lavet i havnebyer på store, indhegnede byggepladser nær vandet.

Her knoklede tømrere og arbejdsdrenge fra kl. 5 om morgenen til kl. 19 om aftenen om sommeren – om vinteren fra kl. 6 til mørkets frembrud – primært med enkle redskaber som økser, hamre og save. Der var en benhård justits, og ansatte, som mødte for sent op eller havde sløvet deres redskaber, blev fratrukket en timeløn.

“Kun en stærk og sund mand kan udstå dette arbejde og overleve ubehaget”. Cornelius van Yk om livet som skibstømrer.

Byggeprocessen begyndte med, at kølen blev lagt. Så rejstes for- og agterstavn og spanterne, der udgjorde skibets indre skelet. Spanterne skulle beklædes med planker. Som alt andet træ til byggeriet blev plankerne savet ud af træstammer med store save betjent af to mænd.

Til sidst skulle skibet behandles med beg, hvorefter dæk og skydehuller til kanoner blev tilføjet, inden skibet kunne søsættes. De resterende tilføjelser såsom master, sejl og tovværk blev overladt til søfolkene.

Van Yk pointerede, at byggeriet var særlig krævende, fordi det blev udført under åben himmel. Her var skibstømrerne udsat for alt fra haglbyger til stegende sol:

“Kun en stærk og sund mand kan udstå dette arbejde og overleve ubehaget”.

Skibstømrere stod for at bygge de store, havgående skibe, der i sejlskibsæraen bl.a. blev brugt af nysgerrige opdagelsesrejsende og driftige købmænd. Blandt bestillingerne til værfterne var der visse skibstyper, som gik igen.

© Shutterstock

Galeon

1500-1700-tallet: Skibet fragtede bl.a. sølv fra Amerika til Spanien.

Shutterstock

© Shutterstock

Galease

1700-tallet: En galej med op til 32 årer, der også havde sejl.

Shutterstock

© Shutterstock

Karavel

1400-1500-tallet: To af Columbus’ skibe i 1492 var karaveller.

Shutterstock

© Shutterstock

Bark

1800-tallet: Fartøjet var den dominerende skibstype i år 1800.

Shutterstock

9. BAROMETERMAGER – tekniske troldmænd forudså vejret

Opdagelsen af lufttrykket gjorde det muligt at lave de første vejrudsigter. Folk stod i kø for at købe det praktiske barometer.

I 1600-tallet fandt kløgtige opfindere en metode til at måle lufttrykket.

© Stefano Bianchetti/Bridgeman Images

I den første halvdel af 1600-tallet opdagede forskere, at luften har en vægt, som varierer med vejret – og at luftens “vægt” kan måles med fx kviksølv i et glasrør.

Opdagelsen åbnede et marked for den mobile lufttryksmåler – døbt “barometer” af den engelske fysiker Robert Boyle i 1663.

En af de tidligste barometermagere var Otto von Guericke (1602-1686), der var videnskabsmand og borgmester i den tyske by Magdeburg. I stedet for kviksølv fyldte han imidlertid vand i sit glasrør. En lille mandsfigur flød øverst på vandet og pegede på en skala på glasset, som angav lufttrykket.

Ligesom hos urmagerne krævede en barometermagers arbejde fingerfærdighed og præcision.

© David J. Green/Imageselect & Shutterstock

Mennesker, der var afhængige af vejret, tog opfindelsen til sig – blandt dem den tyske landbrugsekspert Johann Georg Krünitz, som i 1773 begejstret skrev om, hvordan opfindelsen gjorde hans liv nemmere:

“Barometeret er et højst nyttigt og vigtigt instrument, hvormed man på forhånd kan aflæse vejrforandringer, og både en gartner og en landmand kan rette sig derefter i forhold til at plante, så og høste”.

Ferdinand Raimund var en østrigsk skuespiller og forfatter.

© Shutterstock

Vejrmand endte som teater-helt

I 1800-tallet var de nye vejrmænd i så høj kurs, at en barometermager sågar kunne optræde som hovedperson på de skrå brædder.

I Ferdinand Raimunds lystspil, “Barometermageren på Trylleøen”, fra 1823 blæser håndværkerhelten i et stormvejr over til en ø, hvor han modtager magiske gaver.

10. REBSLAGER – jobbet krævede tøj uden knapper

Mange erhverv – især i skibsfarten – havde før industrialiseringen brug for kilometervis af reb. Produktionen stod rebslagerne for.

På en op til 400 m lang reberbane kunne garner af hamp snos til kordeler, der blev drejet sammen til et reb vha. en selvtrækker. For enden af reberbanen var der et håndtag, som hjalp rebslageren og hans assistenter med at rotere garnet.

Rebslager-erhvervet forsvandt i 1900-tallet, efterhånden som reb kunne fremstilles mere effektivt på fabrikker.

© Shutterstock

Arbejderne gik i tøj uden knapper – ellers risikerede de at blive viklet ind i tovværket.

Allerede i 1265 er der dokumenteret rebslagere i Hamborg, der fra den berømte Reeperbahn i Skt. Pauli eksporterede tovværk til bl.a. Skandinavien.

Den berømte digter H.C. Andersen udmærkede sig i 1800-tallet udi “den sorte kunst”.

© Odense Bys Museer & Shutterstock

11. SILHUETSKÆRER – hippe kunstnere skar i papir

I 1700-tallet nåede silhuetskæringens kunst fra Østasien til Frankrig. Kunsten bestod i at tegne omrids på sort papir og klippe dem ud.

De vittige franskmænd opkaldte straks den minimalistiske kunstform efter landets sparsommelige finansminister, Étienne de Silhouette (1709-1767).

Kunstnere overalt i Europa blev grebet af dillen og gav sig til at klippe og sælge silhuetter, der i årtier fungerede som en forløber for fotografiet og prydede alt fra dagligstuer til familiealbum.

12. HESTEPRANGER – bedrageriske købmænd farvede hestene

Inden biler og traktorer erstattede hestene i 1900-tallet, kunne en dygtig købmand tjene store formuer på køb og salg af heste.

© The Metropolitan Museum of Art

Hvis en hestehandler på landet fik ry for at være uærlig, kaldte folk ham for en “hestepranger”. En sådan personage tjente penge på at bytte og sælge heste – og som regel fik han væsentlig mere for dyrene, end de var værd.

I 1822 beskrev hestehandleren Abraham Mortgens fra Dessau sine lyssky metoder i bogen “Die geheimen Künste der Rosstäuscher” (Hesteprangernes hemmelige kunster). Ifølge Mortgens farvede prangerne en gammel krikkes manke og pels for at få den til at se yngre ud.

Et udslidt øg kunne endvidere peppes op med et skud peber i endetarmen, afslørede han:

“Peber er hestehandlens sande ånd”.

13. GØGLERTRUP – talenter gav penge i kassen

I middelalderen stod omrejsende gøglere for at underholde den jævne befolkning i Europas byer.

© Shutterstock

Siden middelalderen var det normalt i byer og købstæder at støde på en trup af gøglere. De rejste fra sted til sted og tjente til dagen og vejen ved at underholde med alskens kunster.

På denne tid kunne de færreste læse og skrive, så de omrejsende gøglere var en vigtig kilde til nyheder og sladder. Af det pænere borgerskab i byerne blev gøglerne dog betragtet som mennesker uden skam i livet, fordi de solgte sig selv for penge.

I 1900-tallet, hvor cirkusser og varietéteatre blev mere udbredte, fik mange gøglere en fast arbejdsplads og forsvandt fra torvene.

Stort set alle kunne finde noget underholdende at se, når en gøglertrup kom til byen.

© Shutterstock

Akrobater

Kastede knive og sværd, sprang badut, jonglerede og slugte ild.

Shutterstock

© Shutterstock

Skuespillere

Parodierede fx præsterne og optrådte undertiden også som bugtalere.

Shutterstock

© Shutterstock

Dyretæmmere og spillemænd

Underholdt med lirekasser, dansende bjørne og veldresserede hunde.

Shutterstock

© Shutterstock

Upopulære følgesvende

Tiggere, kvaksalvere og spåkoner fulgte i hælende på de optrædende.

Shutterstock

Fuglekongen på blot 9 cm kunne fuglefængerne selv fange vha. en pind med lim for enden, fordi den ikke er ret bange for mennesker.

© Shutterstock

14. FUGLEFÆNGER – fugle skulle lokkes med klister

Allerede i oldtiden opstod der et marked for fuglefjer til pynt samt spisefugle til fornemme retter og sangfugle til underholdning. Fuglefængere var folk specialiseret i at indfange fugle, og til formålet benyttede de ofte lim.

Metoden fik den romerske digter Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.) til at udbryde:
“Snyd dog ikke fuglen med en limindsmurt kæp!”

Trods Ovids klage vedblev middelalderens fuglefængere med at lave lim af bær fra mistelten, som de smurte på grene, der blev stukket i buske nær jorden. Fuglene blev lokket ned til klisteret af burfugle, som var anbragt i nærheden.

15. TØMMERFLØDER – glat føre førte mænd i døden

Helt frem til den anden halvdel af 1900-tallet har såkaldte tømmerflødere sørget for, at tømmer blev transporteret ned ad Europas floder. I skovene nær vandløbet blev træstammer bundet sammen til flåder, der kunne være op til 10 m brede og 25 m lange.

Tømmerfløderne styrede deres midlertidige fartøjer – enkeltvis eller i såkaldte tog med flere af de sammensatte tømmerflåder – vha. lange stager forrest og agter.

Tømmerflødning forsvandt som erhverv, da vejnettet i Europa for alvor blev udbygget til lastvogne.

© Imagno/Getty Images

Ombord var der minimum to ansvarlige flødere – og de største tog havde helt op til 20. Sommetider var der også ekstra last eller ligefrem passagerer med på flåden, hvis den var stor nok.

Jobbet var især for unge, stærke mænd, som ikke var bange for at tage chancer. Selvom fløderne havde jernpigge under deres støvler for at undgå at glide på de våde stammer, var det langtfra unormalt, at en fløder faldt overbord og blev taget af strømmen.