1. HOFNAR – ydmygelser fulgte med jobbet
I årtusinder har konger og fyrster haft en tjener ansat, hvis eneste opgave var sjov.
I antikkens Rom holdt kejserne gerne en dværg som hofnar. Hans job var at underholde herskerens gæster med vittigheder og gøgl.
I 1100-tallet kom det på mode i de europæiske fyrstehuse at have en hofnar. De sjove mænd kunne som regel kendes på deres farverige dragt med hanekam og bjælder.
Typisk blev jobbet givet til dværge, tosser eller krøblinger, og som betaling fik de kost og logi ved hoffet.
Hvor godt jobbet var, afhang af fyrstens luner. Nikolaus Ferry, dværg og hofnar ved det polske hof i 1700-tallet, blev engang bedt om at bestige et fæstningslignende bagværk under et middagsselskab. Herefter beskød middagsgæsterne ham med bolsjer.
3. SKARPRETTER – kriminelle mistede hovedet
Når en borger i middelalderens Europa blev dømt til døden, overtog skarpretteren. Han udførte henrettelser ved halshugning – samt andre strafformer som fx radbrækning, hvor alle kroppens knogler knuses.
Historikerne skønner, at erhvervet opstod i 1200-tallet i Europas byer, hvor magthaverne fandt det uciviliseret selv at stå for henrettelserne. Skarpretteren og hans familie levede på samfundets kant – fx blev de tit forment adgang ved gudstjenesten.
4. PLATTENSLAGER – riddere krævede rustning
I dag er plattenslageren en svindler – men oprindeligt var han en vellønnet ekspert, som smedede pladerustninger til riddere.
Med krudtets indførelse i 1200-tallet var ringbrynjer blevet utilstrækkelige, og ridderne skreg på en heldækkende harnisk. Sådan blev plattenslageren en efterspurgt håndværker, som med hammer og ambolt fremtryllede kropsbeskyttelse for sine velbeslåede kunder. Når de forskellige stålplader var samlet med læderremme, sendte plattenslageren rustningen videre til polering og udsmykning med fx guld.
Da skydevåbnene i løbet af 1600-tallet blev for kraftige, måtte de fleste plattenslagere skifte karriere.
6. BREVMALER – kunsten blev til en skabelon
Mens munke siden 1000-tallet havde illustreret religiøse skrifter med fjerpen, blæk og pensel, opstod der omkring år 1400 et marked for ikke-religiøse tegninger og malerier i bl.a. breve.
Fra deres små værksteder forsøgte Tysklands brevmalere at dække den voksende efterspørgsel. På deres arbejdsborde fremstillede de fornemt udseende dokumenter, lykønskningskort, kalendere, våbenskjolde og spillekort.
Brevmalerne både tegnede og farvelagde deres produkter, ofte vha. skabeloner. De var derfor glade for træstempler, der lod dem masseproducere et design.
Bogstaver og illustrationer blev skåret ind i træblokke, som brevmalerne brugte til at trykke såkaldte blokbøger med, hvor en hel side blev lavet på én gang.
Selvom Gutenberg i 1455 opfandt bogtrykkerkunsten med bevægelige bogstaver, overlevede brevmalerne et stykke ind i 1500-tallet – de sidste blokbøger stammer fra ca. 1530.
8. SKIBSTØMRER – arbejdere sled sig ihjel på kajen
I Europas havnebyer byggede skarer af tømrere gennem århundreder de fartøjer, der kortlagde de syv verdenshave.
“Jeg kender intet håndværk, hvor den menneskelige krop udfører så mangfoldigt et arbejde som ved skibstømring. Skibstømreren må i sit daglige arbejde på så mange forskellige måder bruge kræfter, at tøjet slides af kroppen”.
Sådan beskrev hollænderen Cornelius van Yk i 1697 livet som skibstømrer i en bog om skibsbyggekunsten. I opdagelsesrejsernes tid blev træskibe lavet i havnebyer på store, indhegnede byggepladser nær vandet.
Her knoklede tømrere og arbejdsdrenge fra kl. 5 om morgenen til kl. 19 om aftenen om sommeren – om vinteren fra kl. 6 til mørkets frembrud – primært med enkle redskaber som økser, hamre og save. Der var en benhård justits, og ansatte, som mødte for sent op eller havde sløvet deres redskaber, blev fratrukket en timeløn.
“Kun en stærk og sund mand kan udstå dette arbejde og overleve ubehaget”. Cornelius van Yk om livet som skibstømrer.
Byggeprocessen begyndte med, at kølen blev lagt. Så rejstes for- og agterstavn og spanterne, der udgjorde skibets indre skelet. Spanterne skulle beklædes med planker. Som alt andet træ til byggeriet blev plankerne savet ud af træstammer med store save betjent af to mænd.
Til sidst skulle skibet behandles med beg, hvorefter dæk og skydehuller til kanoner blev tilføjet, inden skibet kunne søsættes. De resterende tilføjelser såsom master, sejl og tovværk blev overladt til søfolkene.
Van Yk pointerede, at byggeriet var særlig krævende, fordi det blev udført under åben himmel. Her var skibstømrerne udsat for alt fra haglbyger til stegende sol:
“Kun en stærk og sund mand kan udstå dette arbejde og overleve ubehaget”.
9. BAROMETERMAGER – tekniske troldmænd forudså vejret
Opdagelsen af lufttrykket gjorde det muligt at lave de første vejrudsigter. Folk stod i kø for at købe det praktiske barometer.
I den første halvdel af 1600-tallet opdagede forskere, at luften har en vægt, som varierer med vejret – og at luftens “vægt” kan måles med fx kviksølv i et glasrør.
Opdagelsen åbnede et marked for den mobile lufttryksmåler – døbt “barometer” af den engelske fysiker Robert Boyle i 1663.
En af de tidligste barometermagere var Otto von Guericke (1602-1686), der var videnskabsmand og borgmester i den tyske by Magdeburg. I stedet for kviksølv fyldte han imidlertid vand i sit glasrør. En lille mandsfigur flød øverst på vandet og pegede på en skala på glasset, som angav lufttrykket.
Mennesker, der var afhængige af vejret, tog opfindelsen til sig – blandt dem den tyske landbrugsekspert Johann Georg Krünitz, som i 1773 begejstret skrev om, hvordan opfindelsen gjorde hans liv nemmere:
“Barometeret er et højst nyttigt og vigtigt instrument, hvormed man på forhånd kan aflæse vejrforandringer, og både en gartner og en landmand kan rette sig derefter i forhold til at plante, så og høste”.
10. REBSLAGER – jobbet krævede tøj uden knapper
Mange erhverv – især i skibsfarten – havde før industrialiseringen brug for kilometervis af reb. Produktionen stod rebslagerne for.
På en op til 400 m lang reberbane kunne garner af hamp snos til kordeler, der blev drejet sammen til et reb vha. en selvtrækker. For enden af reberbanen var der et håndtag, som hjalp rebslageren og hans assistenter med at rotere garnet.
Arbejderne gik i tøj uden knapper – ellers risikerede de at blive viklet ind i tovværket.
Allerede i 1265 er der dokumenteret rebslagere i Hamborg, der fra den berømte Reeperbahn i Skt. Pauli eksporterede tovværk til bl.a. Skandinavien.
12. HESTEPRANGER – bedrageriske købmænd farvede hestene
Hvis en hestehandler på landet fik ry for at være uærlig, kaldte folk ham for en “hestepranger”. En sådan personage tjente penge på at bytte og sælge heste – og som regel fik han væsentlig mere for dyrene, end de var værd.
I 1822 beskrev hestehandleren Abraham Mortgens fra Dessau sine lyssky metoder i bogen “Die geheimen Künste der Rosstäuscher” (Hesteprangernes hemmelige kunster). Ifølge Mortgens farvede prangerne en gammel krikkes manke og pels for at få den til at se yngre ud.
Et udslidt øg kunne endvidere peppes op med et skud peber i endetarmen, afslørede han:
“Peber er hestehandlens sande ånd”.
13. GØGLERTRUP – talenter gav penge i kassen
Siden middelalderen var det normalt i byer og købstæder at støde på en trup af gøglere. De rejste fra sted til sted og tjente til dagen og vejen ved at underholde med alskens kunster.
På denne tid kunne de færreste læse og skrive, så de omrejsende gøglere var en vigtig kilde til nyheder og sladder. Af det pænere borgerskab i byerne blev gøglerne dog betragtet som mennesker uden skam i livet, fordi de solgte sig selv for penge.
I 1900-tallet, hvor cirkusser og varietéteatre blev mere udbredte, fik mange gøglere en fast arbejdsplads og forsvandt fra torvene.
15. TØMMERFLØDER – glat føre førte mænd i døden
Helt frem til den anden halvdel af 1900-tallet har såkaldte tømmerflødere sørget for, at tømmer blev transporteret ned ad Europas floder. I skovene nær vandløbet blev træstammer bundet sammen til flåder, der kunne være op til 10 m brede og 25 m lange.
Tømmerfløderne styrede deres midlertidige fartøjer – enkeltvis eller i såkaldte tog med flere af de sammensatte tømmerflåder – vha. lange stager forrest og agter.
Ombord var der minimum to ansvarlige flødere – og de største tog havde helt op til 20. Sommetider var der også ekstra last eller ligefrem passagerer med på flåden, hvis den var stor nok.
Jobbet var især for unge, stærke mænd, som ikke var bange for at tage chancer. Selvom fløderne havde jernpigge under deres støvler for at undgå at glide på de våde stammer, var det langtfra unormalt, at en fløder faldt overbord og blev taget af strømmen.