Både den første fejring af nytår og det første nytårsforsæt kan føres tilbage til oldtidens babyloniere, der levede for omtrent 4.000 år siden i vor tids Irak. Babylonierne fejrede dog deres nytår midt i marts, hvor de holdt akitu – en 12 dage lang fest for at markere, at foråret omsider var kommet, og at nye afgrøder kunne sås.
Under festlighederne kronede babylonierne en ny konge eller bekræftede deres loyalitet over for den siddende konge gennem en række ritualer. Også guderne blev forsikret om undersåtternes hengivenhed – bl.a. ved, at babylonierne indgik en form for pagt, hvor de lovede guderne at opføre sig som bedre mennesker i det kommende år.
Romerne fejrede det nye år med fest, ofringer til guderne og masser af nytårsforsætter.
Romerne rykkede nytår
Typisk lovede babylonierne at betale deres gæld og tilbagelevere genstande, som de måtte have lånt i løbet af året. Ifølge babylonierne ville de vinde gudernes gunst ved at holde deres ord – eller blive straffet, hvis de svigtede.
Nytår blev rykket til den 1. januar af den romerske diktator Julius Cæsar i 46 f.Kr. Den nye dato skulle ære Janus, der var den romerske gud for begyndelse og afslutning. Romerne brugte derfor dagen på at ofre, feste og love Janus, at de ville opføre sig som mønsterborgere i det nye år.
