Hypnosens ophav fortaber sig i historiens tåger, hvor magi og helbredelse var hvirvlet ind i hinanden i form af bl.a. trance og håndspålæggelse. Vor tids hypnose kan dog føres tilbage til den tyske 1700-talslæge Franz Mesmer. Han mente at kunne skabe og overføre en mystisk energi – kaldet “animalsk magnetisme” – til sine patienter.
Mesmer arbejdede bl.a. ved at stirre sine patienter i øjnene i timevis. Tilsyneladende gik nogle patienter i en trance, hvor energien helbredte dem. Tyskerens tanker delte datidens læger. Mange mente, at Mesmer var en svindler, mens tilhængerne mente, at han havde opdaget en europæisk pendant til den kinesiske livsenergi, chi.
Ifølge nogle læger i 1800-tallet – bl.a. franske Jean-Martin Charcot – var kvinder mere modtagelige over for hypnose end mænd.
Mysticisme blev droppet
Selvom de fleste læger afviste Mesmers teorier, byggede nogle videre på hans tanker. Blandt dem var den skotske læge James Braid, som anerkendte, at Mesmer kunne helbrede, men mente, at der ikke var tale om mysticisme eller overnaturlige evner.
Ifølge Braid mestrede Mesmer en psykologisk proces, hvor han påvirkede patientens tanker, følelser og adfærd. Helbredelsen lå derfor hos patienten selv – ikke hos lægen – og kunne bl.a. opnås via mental koncentration og afslapning. Braid mente, at Mesmers mysticisme skulle erstattes med rationalitet og fornuft – en tilgang, som i store træk kom til at danne skole for den nutidige tilgang til medicinsk hypnose.