Oldtidens egyptere var efter alt at dømme de første til at sætte tænderne i knasende, friturestegt mad for omkring 4.500 år siden. Egypterne brugte især friturestegning til at lave en populær dessert, som bestod af dej, der blev dyppet i kogende olie og overhældt med honning.
Både olie og honning var kostbare ingredienser, så egyptisk frituremad var forbeholdt rigets velhavende overklasse.
Fra Egypten spredte friturestegningen sig til de omkringliggende områder og blev populær hos bl.a. romerne, som stegte nærmest alt spiseligt i olivenolie. Ifølge den romerske kogebog De re coquinaria blev friturestegning først brugt af romerne til at stege kylling.
Pomfritter er en af de mest ikoniske friture-retter og blev formentlig først opfundet i 1700-tallet.
Støbejern gav friture til alle
Først i 1200-tallet begyndte fritureolien at flyde frit til Europa. Friture-teknikken vandt her især indpas i de sydligere egne, hvor fisk blev stegt. Da sydeuropæerne senere drog ud på opdagelsesrejser, tog de frituren med til Asien og Den Nye Verden (Amerika).
Vor tids frituremad fik sin fødsel i 1700-tallet, hvor køkkengrej af støbejern blev almindeligt. Det nye udstyr kunne klare højere temperaturer og blev brugt til at skabe udødelige friture-klassikere som fx pomfritter, fiskefilet, fish and chips og fried chicken.