Den tvivlsomme ære som historiens første spritbilist tilhører taxachaufføren George Smith. Sin plads i historiebøgerne fik Smith den 10. september 1897, hvor han mistede kontrollen over sin vogn og kørte ind i en bygning i London og ødelagde et vandrør.
Da den 25-årige Smith steg ud af bilen, kunne de omkringstående mennesker se, at han var beruset. Smith blev derfor pågrebet og bragt til den nærmeste politistation.
En britisk lov fra 1872 gjorde det forbudt at betjene enhver form for “vogn eller dampmaskine” i fuld stilstand. På daværende tidspunkt var alkometeret dog endnu ikke opfundet, så politiet havde ingen mulighed for at måle Smiths promille.
Efter kort tid tilstod gerningsmanden imidlertid, at han havde fået “to eller tre glas øl”, hvorefter politiet løslod ham med en bøde på 25 shillings – svarende til ca. 300 kroner nu om dage.
Først med opfindelsen af et pålideligt og praktisk alkometer i 1950'erne fik politiet mulighed for med sikkerhed at fastslå, om en bilist havde drukket alkohol.
New York forbød først spritbilisme
Fra 1910 forbød en lov i New York bilister at sætte sig bag rettet i beruset tilstand. Byens betjente havde imidlertid svært ved at håndhæve loven, men i 1936 forsøgte en forsker at komme ordensmagten til hjælp. Professor Rolla Harger tog dette år patent på sit Drunkometer – en anordning, der kunne afsløre, om en person havde indtaget alkohol.
Maskinen var dog både upraktisk og upræcis, og først 18 år senere – i 1954 – opfandt amerikaneren Robert Borkenstein det første alkometer af den slags, vi kender i dag.
Borkensteins apparat var i stand til relativt præcist at måle mængden af alkohol i udåndingsluften. Med den lille maskine kunne politiet omsider præcist fastslå, hvor meget alkohol en bilist havde drukket.