Idéen om en valuta, som kun eksisterer online og er uafhængig af banker, kan spores tilbage til 1982. Her udgav den amerikanske IT-forsker David Chaum en afhandling, hvori han beskrev en global digital møntfod.
Chaums idé var, at de elektroniske penge skulle overføres sikkert og hurtigt mellem forskellige personer vha. kryptering. Tanken var, at pengene skulle have en elektronisk signatur, så de ikke kunne forfalskes.
Ukendt mand opfandt bitcoin
Chaums virksomhed, DigiCash, skabte i 1995 historiens første digitale møntfod: eCash. Firmaet gik fallit kort efter, men Chaums tanker inspirerede andre til at eksperimentere med digitale penge.
Blandt dem var en anonym person kendt som Satoshi Nakamoto, der i 2009 udviklede bitcoin – den første møntfod, som var uden en central computerserver eller administrator.