Ferie var indtil 1800-tallet et så godt som ukendt begreb for alle andre end det højere, velstående borgerskab. De fleste almindelige mennesker arbejdede i landbruget, hvor de i princippet altid var på arbejde for at passe på gården og dyrene.
Men med industrialiseringen og indvandringen til byerne fik arbejderne faste arbejdstider, og skellet mellem arbejde og fritid blev trukket skarpere op.
I takt med at arbejderbevægelsen og fagforeningerne blev stærkere, begyndte arbejderne i slutningen af 1800-tallet først at få fri om søndagen og senere også om lørdagen. Derefter fulgte sammenhængende fridage og korte ferier.
Først for omkring 100 år siden blev sol, strand og sommerferie en realitet for almindelige mennesker.
Solferier kom til i 1960'erne
I Nordeuropa dukkede sommerferie-lignende tilstande op i de første årtier af 1900-tallet. Om sommeren valfartede arbejderne således ud af byerne for at ligge i telt, bade og nyde solen sammen med venner og familie.
Masseturisme og sommerferier i udlandet fik dog først for alvor fodfæste fra 1960'erne og frem, i takt med at flere store rejseselskaber begyndte at sende arbejdere på billige charterferier til især middelhavsområdet.