Lege med håndtegn har været kendt i Asien i årtusinder. Sten-saks-papir-legens direkte ophav kan føres tilbage til 1600-tallets Japan, hvor legen blev udviklet i flere udgaver efter at være ankommet fra Kina.
Fælles for alle variationerne var, at spillerne på samme tid skulle vælge et håndtegn, som der kunne overtrumfe modstanderens.
Fx skulle deltagerne i legen mushi-ken vælge imellem håndtegn, som symboliserede henholdsvis en frø, en snegl og en slange.
Hvor sten-saks-papir i dag primært bliver leget af børn, var de japanske håndlege forbeholdt voksne og var især populære blandt bordelkunder.
Legene foregik enten som drikkelege, hvor taberen skulle indtage alkohol, eller som en slags strippoker, hvor taberen skulle afklæde sig et tøjstykke for hver tabt runde.
I mushi-ken valgte deltagerne et af tre dyr, som kunne slå hinanden indbyrdes.
I begyndelsen af 1800-tallet havde legen dog spredt sig til uden for bordellerne og blev nu også leget af japanske børn.
Den udgave, som endte med at blive populær i Vesten, blev kaldt jan-ken og bestod af håndtegn for sten, saks og papir.
Legen kom efter alt at dømme til Europa i 1920’erne, hvor den bliver beskrevet for første gang i franske og engelske kilder.