Hvordan blev man bøddel?

Hvordan fik en bøddel sit grusomme arbejde?

Bødlerne og deres familier var afskyet af de fleste. Bødlens søn måtte derfor ofte gå i faderens fodspor.

Bøddel-erhvervet gik i arv

Arbejdet som bøddel gik som regel i arv fra far til søn. Men andre udenfor miljøet kunne også risikere at blive trukket ind i det foragtede erhverv.

Den tyske skovmand Heinrich Schmidt fra Hof blev i 1553 fx udpeget af en adelsmand til at foretage en henrettelse af tre arresterede. Det ufrivillige job vanærede Schmidts ry så meget, at han nu kun kunne arbejde som bøddel. Endnu en bøddelfamilie opstod dermed.

En bøddel var lavest i hierarkiet

Middelalderens bødler blev i det hele taget foragtet af alle omkring dem. De var fx tvunget til at leve udenfor bymurene eller nær et urent sted som de spedalskes hus. De var mange steder forment adgang til kirkerne og havde heller ingen juridiske rettigheder: De kunne fx ikke få borgerskab, vidne i retssager eller optages i lav - middelalderens fagforeninger.

Isolationen betød, at hele bøddeldynastier opstod. De samarbejdede på kryds og tværs og oprettede deres egne lav, som sikrede bøddeluddannelsen af sønnerne.