Roger-Viollet/Bridgeman Images
judas kiss betrayal ginger

Hvorfor bliver rødhårede mobbet?

Mobberiet går helt tilbage til middelalderen og kilden skal - som i så mange andre tilfælde - findes i religionen.

Igennem historien har rødhårede men­nes­ker ofte været udsatte, fordi de ser anderledes ud end flertallet. I dag har mindre end 2 pct. af verdens befolkning rødt hår.

Meget tyder på, at den negative holdning til rødt hår især skyldes, at hårfarven i middelalderen blev set som et jødisk kendetegn.

På den tid mente de fleste kristne, at jøderne var skyld i Jesu død, og især Judas, som forrådte Jesus, blev lagt for had.

Kunstnerne portrætterede derfor Judas med rødt hår for at fremhæve hans “slette karakter”– også selvom Biblen ikke med et ord nævner Judas’ hårfarve.

Også andre karakterer fra Biblen bliver ofte skildret med rødt hår. I fortællingen om Adam og Eva, som pryder Det Sixtinske Kapel, har Eva fx først brunt hår, men efter at hun har taget en bid af den forbudte frugt, skildres hun med røde lokker.

Under den spanske inkvisition, som begyndte i 1478, blev rødt hår også associeret med dårligdomme og forræderiske jøder. En uforholdsmæssig stor andel af de kvinder, som blev dømt for hekseri, havde rødt hår.

Rødhårede har imidlertid også været populære. Selvom hun gik med paryk det meste af sit liv, beholdt den engelske dronning Elizabeth 1. sit røde hår.

Hun var så populær, at det inspirerede mange andre til også at farve håret rødt under hendes regeringstid.