Den moderne cykel blev født i 1880'erne, hvor opfindelser som cykelkæden og luftfyldte dæk gjorde det tohjulede fartøj til hvermandseje.
Især kvinderne tog cyklen til sig og gjorde den til et symbol på kvindefrigørelse, fordi cyklen tillod kvinderne at transportere sig selv uden mandlig assistance.
“Cyklen har gjort mere for at frigøre kvinder end noget andet. Jeg glæder mig, hver gang jeg ser en kvinde på en cykel. Den giver en følelse af selvhjulpenhed og uafhængighed,” sagde kvindesagsforkæmperen Susan B. Anthony.
De kvindelige cyklister havde dog én stor udfordring: De havde svært ved at stige på og af deres cykler.
Tværstangen forstærkede cyklens stel, men den var besværlig at få benet over for kvinder i lange kjoler.
Datidens cykler var nemlig lavet af skrøbelige materialer – nogle gange sågar af træ – som krævede, at cyklens stel blev forstærket med en tværstang.
For at komme op på cyklen måtte kvinderne derfor løfte op i deres kjoler og skræve hen over tværstangen – en skandaløs handling efter datidens normer, som i værste fald kunne afsløre kvindernes ben og underklæder for nysgerrige mænd.
Tværstangen er ikke længere nødvendig
Driftige cykelmagere så hurtigt deres snit til at producere særlige kvindecykler, hvor tværstangen blev bøjet og placeret længere nede, så kvinderne kunne stige på cyklen blot ved at træde over stangen.
Siden har kvinder forladt de store, tunge kjoler, og cykler bliver nu om dage produceret med stærke materialer, som ikke længere kræver en tværstang.
Så kvindecykler har i dag ingen praktisk funktion som i 1800-tallet. Selvom der naturligvis stadig er nogle kvinder der går i kjole, så har den nok primært overlevet pga. tradition og klassiske kønskonventioner.