Shutterstock

Hvorfor har dollars en pyramide?

Pyramiden og øjet blev føjet til dollar-sedlen i 1935 og stammer fra USA's store segl.

Den amerikanske 1-dollar-seddel er prydet med symboler og har på bag­siden bl.a. en pyramide og en trekant med et øje.

Begge dele kom på dollarsedlen i 1935 og stammer oprindeligt fra USA’s store segl – en art statsvåben, der blev vedtaget af de amerikanske landsfædre i 1782.

Seglet indeholder et væld af symbolik, der refererer til de værdier, som grund­læggerne ønskede at knytte til deres nyoprettede nation.

Ifølge politikeren Charles Thomson, som skabte den endelige udgave af USA’s segl, symboliserer pyramiden “styrke og bestandighed”.

Bygningen har 13 trin for hver af Amerikas 13 oprindelige kolonier. Pyramidens base er prydet med romertallet MDCCLXXVI – årstallet for amerikanernes uafhængighed fra briterne i 1776.

Øjet på toppen af pyramiden er det såkaldte altseende øje.

Symbolet bliver undertiden forbundet med hemmelige selskaber som frimurerne og Illuminati men er oprindeligt et kristent symbol på Gud, der våger over menneskene.

Trekanten om øjet er den kristne treenighed med Faderen, Sønnen og Helligånden, mens lysstrålerne, som skinner ned, viser, at den almægtige Gud er med USA.