“Uden hatte er der ingen civilisation”, sagde den franske modeskaber Christian Dior i 1954.
Dior havde på sin vis ret, for helt op til sidst i 1920'erne var hatten en uundværlig del af enhver respektabel mands klædeskab og blev bl.a. brugt til at signalere social status.
Ikke desto mindre begyndte hatten at gå af mode i årene efter 2. verdenskrig, og en af de væsentligste faktorer var opbrud i de sociale klasser.
De unge ville have hovedet bart
I årene mellem de to verdenskrige fik flere unge fra middelklassen adgang til universiteterne, som tidligere var forbeholdt overklassen og havde strikse regler for korrekt påklædning.
Men i takt med at elev-sammensætningen skiftede, ændrede normerne for beklædning sig også, og blandt de unge blev hatten betragtet som et unødvendigt levn fra gamle dage.
Den norm spredte sig til resten af samfundet, da de unge blev færdige med deres uddannelser og drog ud på arbejdsmarkedet.
Ifølge nogle historikere bidrog udviklingen af motorvejsnettet i efterkrigstiden også til hattens fald fra tinderne.
De lange veje gjorde det let og bekvemt at rejse over lange afstande og gjorde bilen til hvermandseje. Fx ejede færre end 1 pct. af befolkningen i USA en bil i 1920, men tallet steg til ca. 25 pct. i 1940 og hele 55 pct. i 1970.
Modsat toge, sporvogne og hestevogne havde bilerne meget lavt til loftet, hvilket gjorde hatte særdeles upraktiske.
Desuden havde mænd ikke længere brug for at beskytte sig mod vind og vejr med en hat, når de sad i deres egen bil.