Præcis hvem der opfandt monoklen, er uvist, men en af de tidligste omtaler stammer fra 1720'erne, hvor den tyske baron Philipp Von Stosch bar en monokel under en rejse til Rom.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte monoklen at vinde indpas blandt rigmænd i bl.a. England, Frankrig og Rusland, som fik specialbygget monokler i bl.a. guld og elfenben.
Populariteten varede dog ikke længe, for hurtigt begyndte det enkelte brilleglas at blive latterliggjort i bl.a. bøger og karikaturtegninger.
Hånen skyldtes, at monoklen var besværlig at bruge og krævede, at bæreren kneb muskulaturen omkring øjet sammen. Bæreren fremviste derfor ofte et anstrengt og dramatisk ansigtsudtryk.
Monoklen blev i 1800-tallet synonym med den rige overklasses arrogance.
Et symbol på overflødig luksus
Derudover havde monoklen ingen særlig fordel i forhold til de mere praktiske briller, som allerede var opfundet. Undertiden havde glasset ikke engang styrke, men blev blot båret for at give social status blandt tidens overklasse.
Monoklen blev derfor hurtigt et symbol på overflødig luksus og aristokratisk arrogance.
Det endelige nådesstød mod monoklens anseelse kom under 1. verdenskrig.
Her lod de tyske officerer sig ofte portrættere iført monokel, og den blev derfor associeret med den forhadte tyske hær, som lå i krig med resten af Europa.