Nu om dage sender lungekræft over én mio. rygere i graven hvert år. Men indtil 1900-tallet var sygdommen så sjælden, at de fleste læger aldrig kom i nærheden af den.
Antallet af syge voksede imidlertid eksplosivt i 1900-tallets første årtier, i takt med at antallet af rygere steg, og i 1912 blev britiske Isaac Adler den første læge til at udgive en bog om lungekræft.
Ifølge Adler skyldtes sygdommen formentlig “misbrug af tobak”, men han var usikker og “endnu ikke klar til at give den endelige dom”.
Tysk læge skar igennem
Dommen blev fældet i 1929 af tyske Fritz Lickint. Han udgav en afhandling, som statistisk koblede rygning til kræft, og i 1930'erne udgav han flere bøger, der samlede al forskning i tobak og konkluderede, at rygning utvivlsomt var en årsag til kræft.
Lickints forskning vakte ikke megen genklang uden for Tyskland og blev i høj grad overdøvet af nazisternes magtovertagelse og 2. verdenkrig.
I 1950'erne blev Lickints stafet overtaget af britiske og amerikanske forskere, som gennemførte flere studier, der bekræftede den tyske læges teori.
Populære skikkelser optrådte tit i reklamer for cigaretter i 1940'erne – her skuespillerinden Claudette Colbert.
Politikerne kom på banen
Det endelige nådesstød mod tobakken kom i 1964, hvor USA's sundhedsmyndigheder offentliggjorde en rapport, der havde analyseret 7.000 studier af tobaks påvirkning på kroppen. Konklusionen var klokkeklar: Rygning fører til lungekræft.
Med al tvivl ryddet af vejen begyndte de amerikanske politikere at melde sig på banen. I 1965 blev cigaretpakker forsynet med advarsler, og snart fulgte også oplysningskampagner, forbud mod tobak-reklamer på tv og restriktioner mod røg på bl.a. restauranter og fly.