Minutter og sekunder havde så godt som ingen betydning for almindelige mennesker indtil 1800-tallet. I dette århundrede dukkede et nyt fænomen dog op, som gjorde mere præcise tidsmålinger nødvendige: togrejsen.
Med opfindelsen af jernbanen og lokomotivet kunne afstande tilbagelægges hurtigere end nogensinde før. Jernbaneselskaber og passagerer fik derfor behov for at dele dagens timer op i endnu mindre bider, så de bedre kunne koordinere togafgange og beregne rejsetider.
VIDEO: Hvorfor har en time 60 minutter?
Græker fandt på minutter
De første skridt mod en præcis udregning af den enkelte dags tidspunkter blev taget årtusinder tidligere af astronomerne i oldtidens Egypten. Astronomerne i Egypten delte døgnet op i 24 timer, men datidens sol- og vandure var ikke egnet til mere præcise tidsmålinger.
Minutter og sekunder blev senere udtænkt som koncept i år 150 e.Kr. af grækeren Ptolemæus. I værket “Almagest” delte videnskabsmanden hver af Jordens 360 længde- og breddegrader op i 60 dele, og hver af de dele opdelte han så i 60 mindre enheder.
De første dele kaldte han “minutae primae” – senere kendt som blot minutter, der udgjorde 1/60 af en time. Den anden opdeling døbte han “minutae secundae”, altså sekunder.
Indtil 1800-tallet havde de færreste mennesker brug for et lommeur til at holde styr på dagens minutter og sekunder.
De første ure havde kun én viser
Konceptet havde dog ingen praktisk anvendelse, for først i 1500-tallet blev mekaniske ure så avancerede, at time-viseren kunne få selskab af visere, der angav minutter og sekunder. Og først med damptogets ankomst i 1800-tallet fik almindelige mennesker brug for minutter og sekunder i deres hverdag.
I Storbritannien blev passagerernes liv endnu lettere i 1840, da de britiske jernbaner standardiserede tiden i stationsbyerne. Dermed blev lokale tidsforskelle elimineret, og tidsmålingen blev endnu mere præcis.
I 1884 blev en international standardtid med forskellige tidszoner vedtaget, om end mange lande først tilsluttede sig systemet noget senere.