Den 29. maj 1923 var en stor dag både for kønnenes ligestilling og kvinders klædeskabe.
På denne dato gav USA's justitsminister Harry M. Daugherty juridisk grønt lys for, at kvinder måtte gå klædt i bukser – også offentligt.
Justitsministerens beslutning markerede det seneste træk i en kamp for kvinders klædedragt, som var begyndt i 1850'erne. Selvom kvinder i andre kulturer gennem historien havde trukket i benklæder, var kvinder i Vesten fanget i kjoler og skørter.
For nogle af de første kvindesagsforkæmpere blev det kønsspecifikke tøj et symbol på undertrykkelsen af kvinder. Som protest begyndte flere fremtrædende feminister i 1850'ernes USA at iføre sig løse benklæder – inspireret af blafrende, tyrkiske shalvar-bukser.
Love forbød kvinde-bukser
Kvindernes pludderbukser – som de selv døbte "frihedstøj" – skabte stor forargelse og blev betragtet som et brud på samfundets sociale normer.
Som modtræk indførte mange amerikanske byer særlige love, der forbød kvinder at gå i bukser. Fx vedtog San Francisco i 1863, at borgere ikke måtte vise sig frem offentligt i “beklædning, som ikke tilhører hans eller hendes køn”.
Selvom USA's justitsminister i 1923 slog fast, at også kvinder havde ret til praktisk tøj, begyndte bukser først at vinde indpas blandt kvinder, da Hollywood-stjerner som Marlene Dietrich og Katharine Hepburn blev fotograferet iført bukser i 1930'erne.
Først årtier senere – i 1960'erne og 1970'erne – blev bukser så socialt acceptable, at det ikke længere tiltrak løftede øjenbryn, når kvinderne trak i dem.
Under 2. verdenskrig strømmede kvinderne ind på fabrikkerne, hvor bukser var langt mere praktiske end kjoler.