Begrebet “politisk korrekt” bliver i dag ofte brugt af personer på den politiske højrefløj. De bruger begrebet til at kritisere rivaler på venstrefløjen, der går meget op i identitetspolitik – herunder at rense sproget for udtryk, der kan opfattes som nedsættende af minoriteter i samfundet.
Det fornærmende udtryk blev dog oprindeligt brugt af venstrefløjen selv som en anerkendelse af personer, der opførte sig på en eksemplarisk og prisværdig måde.
Efter alt at dømme vandt begrebet “politisk korrekthed” først indpas blandt embedsfolk i det russiske kommunistparti efter den russiske revolution i 1917. Her blev begrebet hæftet som en æresbevisning på loyale partisoldater, der aldrig veg bort fra partiets politiske linje – og som havde en strålende fremtid i kommunistpartiet foran sig.
Josef Stalin og de russiske kommunister var de første til at kalde hinanden “politisk korrekte”.
Højrefløjen overtog begrebet “politisk korrekt”
Da begrebet nåede Vesten, blev det primært brugt selvironisk af venstrefløjen. Fx gjorde unge socialister i 1970'erne grin med gamle socialister og kaldte dem “politisk korrekte”, fordi de brugte meget tid på politisk navlepilleri og havde tætte bånd til de russiske kommunister.
Først i 1990'erne blev begrebet overtaget af højrefløjen og fik en negativ klang. En skelsættende milepæl, som var med til at ændre betydningen af begrebet “politisk korrekt”, var bogen “Illiberal Education” fra 1991. I bogen hudfletter den konservative forfatter Dinesh D'Souza venstrefløjens store fokus på identitetspolitik.