National Cancer Institute & WikiMedia Commons
Kvinder med indkøbsvogne i gammelt supermarked

Hvornår fik vi sidste holdbarhedsdato?

I 1950'erne begyndte fødevareproducenterne at trykke kryptiske koder på deres varer. Formålet var at hjælpe supermarkederne af med deres gamle varer, men kampivrige kunder ville det anderledes.

Holdbarhedsdatoerne på fødevarer trækker tråde tilbage til 1950'ernes USA, hvor amerikanerne i højere grad begyndte at handle i de supermarkeder, som skød frem overalt.

I supermarkederne havde ejerne dog ikke samme overblik over deres mange varer som i de traditionelle, små købmandsbutikker, hvor udbuddet var begrænset.

Derfor stemplede fødevarefabrikanterne deres dåser og indpakninger med en kombination af tal og bogstaver, der fortalte butikkerne, hvornår en vare var produceret. Ved hjælp af koderne kunne medarbejderne løbende rykke de ældste varer frem på hylderne og undgå et forældet varelager.

De hemmelige datoer vakte forargelse blandt mange kunder, som følte, at vigtige oplysninger blev holdt skjult for dem, og grupper af forbruger-aktivister forsøgte ihærdigt at knække de kryptiske koder.

Den mission lykkedes omsider i begyndelsen af 1970'erne, efter at aktivisterne i årevis havde overvåget fabrikanterne og opsøgt insiderviden fra supermarkederne.

Deres nye viden udgav aktivisterne i små pjecer, som blev uddelt foran supermarkederne til kunderne, så de kunne få adgang til friske varer.

Nederlag blev vendt til sejr

Hvad, der kunne være blevet et problem, blev af de driftige fabrikanter hurtigt forvandlet til mersalg.

De skiftede fokus fra butiksejerne til kunderne og erstattede de lange koder med simple holdbarhedsdatoer, der var lettere at forstå. Datoerne blev efterfølgende brugt i reklamer, som skulle overbevise kunderne om, at fabrikanternes varer altid var friske og fulde af smag.

Det strategiske træk lykkedes, og i 1973 kunne både USA's landbrugsministerium og fødevareindustrien rapportere, at holdbarhedsdatoer var en stor succes og gav mindre madspild og færre kundeklager.