Fænomenet udgangsforbud kan i hvert fald spores tilbage til middelalderen, hvor mange europæiske byer ringede med en stor klokke efter solnedgang.
Klokkeslaget skulle minde indbyggerne om at slukke husets ildsted inden sovetid for at undgå brand om natten. På det tidspunkt var de fleste huse bygget af træ, og en brand kunne i værste fald hurtigt sprede sig og lægge en hel by i ruiner.
Med tiden blev klokkeslaget opfattet som en slags alarmklokke, som angav, at byen lukkede ned, og at indbyggerne skulle gå hjem. Kroer lukkede dørene, mænd begav sig hjemad, og børn afsluttede deres lege på gaden – hvorefter byens gader lå øde hen.
Når byens klokke ringede i middelalderen, skulle alle forlade kroen og gå hjem.
Forbud kontrollerede befolkningen
I 1700-tallet udviklede denne type udgangsforbud sig til et egentligt kontrol-redskab for myndighederne. Flere steder i Europa og USA fandtes der forbud mod, at visse grupper – typisk unge, slaver og arbejdere – befandt sig på gaderne efter et bestemt klokkeslæt.
Mange amerikanske byer havde fx udgangsforbud for børn under 16 år efter mørkets frembrud, og i Sydstaterne måtte sorte ikke være ude efter kl. 22.
I nyere tid er udgangsforbud især blevet brugt til at kontrollere befolkningen i krisetider. I et forsøg på at begrænse COVID-19-smitten udstedte den østrigske regering i november 2021 eksempelvis et udgangsforbud for personer, som ikke var blevet vaccineret.