Fænomenet udgangsforbud kan i hvert fald spores tilbage til middelalderen, hvor mange europæiske byer ringede med en stor klokke efter solnedgang.
Klokkeslaget skulle minde indbyggerne om at slukke husets ildsted inden sovetid for at undgå brand om natten. På det tidspunkt var de fleste huse bygget af træ, og en brand kunne i værste fald hurtigt sprede sig og lægge en hel by i ruiner.
Med tiden blev klokkeslaget opfattet som en slags alarmklokke, som angav, at byen lukkede ned, og at indbyggerne skulle gå hjem. Kroer lukkede dørene, mænd begav sig hjemad, og børn afsluttede deres lege på gaden – hvorefter byens gader lå øde hen.