Den gregorianske kalender – den meste brugte kalender rundt om på kloden – blev indført af pave Gregorius 13. i 1582.
Formålet var at erstatte den julianske kalender, der havde været i brug siden oldtiden men var unøjagtig, fordi kalenderåret var ca. 11 minutter for langt i forhold til Jordens årlige bane omkring Solen.
Den gregorianske kalender tog bedre højde for denne tidsforskel og blev indført i oktober 1582, hvor datoen gik direkte fra den 4. til 15. oktober for at indhente de dage, som var gået tabt siden oldtiden.
Pave Gregor 13. sørgede i 1582 for, at kalenderåret og solåret fik nogenlunde samme længde.
Katolikkerne tog kalenderen til sig
På pavens opfordring tog de fleste katolske lande i Europe hurtigt den nye kalender til sig, men de protestantiske lande var mere tøvende. Fx skiftede Danmark og Norge først i 1700, mens Sverige og Finland skiftede i 1753.
Sidst til at tage springet var de ortodokse lande, som anså den nye kalender for at være et irriterende katolsk påfund. Blandt dem var Grækenland, der først i 1923 skiftede kalender - som det sidste europæiske land.
VIDEO: Hvad er forskellen på de to kalendere?
Grækerne “sov” i 13 dage
Skiftet var dog langt fra smertefrit. I 1917 nedsatte den græske regering et råd, som undersøgte fordele og ulemper og anbefalede et kalenderskifte, men modstanden var hård fra konservative og religiøse grupper.
Først i 1923 kunne et skifte omsider gennemføres som et led i en større reformpakke, der skulle modernisere og bringe Grækenland tættere på resten af Europa.
På dette tidspunkt var den gregorianske kalender kommet hele 13 dage foran den julianske, og grækerne gik derfor i seng den 15. februar og vågnede næste morgen op til den 1. marts 1923.
I dag bliver den julianske kalender stadig brugt i dele af de ortodokse kirker til at fastsætte helligdage – bl.a. i Rusland.