En smuk krop skal være stærk og muskuløs. Sådan lød skønhedsidealet i oldtidens Grækenland, hvor indbyggerne ikke blot så ned på overvægtige, men ligefrem mente, at de var psykisk svage – for et sundt hoved sidder på en sund krop, mente grækerne. Derfor brugte især velhavende mænd gerne store dele af dagen på at træne for at holde den slanke linje.
Egentlige slankekure blev dog først et fænomen i renæssancen, hvor italienske Luigi Cornaro udgav historiens første slankebog i 1558. Han var selv voldsomt overvægtig og gik på en kur, hvor han dagligt kun måtte indtage ca. 400 g mad og en halv liter vin. I sin bog opfordrer Cornaro andre til at følge samme diæt. Angiveligt blev Cornaro selv 98 år gammel, men hans reelle alder er omdiskuteret.
I oldtidens Grækenland skulle idealmanden være slank og muskuløs – modsat denne afbildning af vinguden Dionysos.
Ingen sukker, smør og øl
Den første slankekur, som fik et folkeligt gennembrud, blev udviklet af den britiske bedemand William Banting. Han skrev i 1863 en lille pamflet, der indeholdt en slankekur, som han selv havde fulgt med stor succes. Ifølge planen skulle den overvægtige spise fire daglige måltider bestående af kød, grønt, frugt og tør vin. Fokus var på at undgå sukker, stivelse, mælk, smør og øl.
Bantings pamflet blev uhyre populær i de efterfølgende årtier og kom til at danne skole for mange mere nutidige slankekure. Den lille bog blev genoptrykt helt indtil 2007.