Traditionen med at bruge ammer er kendt fra flere kulturer i oldtiden; fx var ammer udbredte i Rom, hvor velhavende familier havde en nutrix (amme) blandt familiens slaver, som gav brystmælk til familiens spædbørn.
Romere uden en amme kunne besøge Columna Lactaria (mælkesøjlen) – en søjle på markedspladsen Forum Holitorium (grøntsagstorvet) i Rom – hvor de kunne hyre en amme. Allerhelst skulle ammen være græsk, for romerne var overbeviste om, at barnet indtog sproget sammen med mælken og ville tale flydende græsk som voksen.
Brugen af ammer var især udbredt i 1700-tallet, hvor mange mødre var nødt til at arbejde for at forsørge familien.
Modermælkserstatning erstattede ammer
Brugen af ammer blev især populær i Europa fra 1700-tallet. Her overdrog mange kvinder deres børn til ammer – nogle gange i månedsvis – for selv at arbejde. Denne praksis var især udbredt i Frankrig, hvor en opgørelse fra 1780 viste, at kun 1.000 af de 21.000 børn, der blev født i Paris, fik bryst af deres mor.
Som konsekvens steg børnedødeligheden voldsomt, fordi mange børn blev forsømt eller fejlernæret af deres ammer. I 1769 blev et særligt bureau etableret, der fik til opgave at sikre pålidelige ammer. Det betød, at ammerne fik undersøgt deres moral, fysik og familieforhold – og derudover bryststørrelse og formen på brystvorterne.
Ammerne røg langsomt ud i kulden sidst i 1800-tallet, hvor flere typer modermælkserstatning kom på markedet.