Farerne ved tobak har været kendt i århundreder. Fx fastslog en pamflet uddelt i Londons gader i 1601, at tobak var gift og svækkede kroppen.
Få år senere udgav den skotsk-engelske kong Jakob 1. en skriftlig advarsel, hvori han skrev, at tobak var “skadelig for hjernen og farlig for lungerne”.
Snus spredte sig til sygdom i næsen
Sammenhængen mellem tobak og cancer blev først luftet i 1761, hvor lægen John Hill bemærkede, at mænd, som brugte snus, udviklede sygdom i næsen.
Den antagelse blev bakket op af statistikeren Frederick Hoffman, som i 1920’erne lavede en statistisk undersøgelse af forholdet mellem tobak og cancer.
Hoffman analyserede bl.a. testpersonernes foretrukne tobak, størrelsen på forbruget og antal år som forbruger. Undersøgelsen konkluderede, at lungecancer i stor grad kunne spores direkte til rygning af cigaretter.
Camel hævdede, deres cigaretter var værd at gå en omvej for.
Sundhedsrisiko af national betydning
I 1950’erne begyndte beviserne for tobakkens skadelige virkninger at hobe sig op efter flere undersøgelser. Fx viste en analyse, at rygere havde 68 procent større risiko for at dø end ikke-rygere.
I 1962 nedsatte den amerikanske stat en uafhængig, videnskabelig kommission, som fik til opgave at studere rygning og cancer.
To år senere rapporterede kommissionen, at cigaretrygning var den førende årsag til lungekræft, kronisk bronkitis og lungeemfysem – og derfor en sundhedsrisiko af national betydning.