Job: Sære historiske beskæftigelser
Oldtidens mennesker ville givetvis undre sig over moderne job som computerprogrammør og tankpasser. På samme måde har der gennem historien været beskæftigelser, som i dag vækker undren. De job, der i tidligere tider indebar stor prestige kan i dag virke ret besynderlige. Vi har samlet ti af de mere specielle.
Den græske gymnasiarks job bestod i at rense brydere og andre atleter og smøre dem med olie. Derefter skulle der gøres rent på kamppladsen. Der var enorm prestige forbundet med jobbet, som var forbeholdt overklassen.
1. job: Gymnasiark
Det var et snavset job at være gymnasiark i oldtidens Grækenland.
Jobbet bestod i at rense brydere og andre atleter og smøre dem med olie. Efterfølgende rengøring på kamppladsen var også en af opgaverne.
Men fordi atletik, og navnlig brydning, var så velanset i det oldgræske samfund, var der enorm prestige forbundet med at være gymnasiark. Faktisk så stor prestige, at det var forbeholdt overklassen, som heller ikke fik løn for arbejdet, men skulle være velhavende nok til at dække alle brydekampens omkostninger af egen lomme.
2. job: Armhuleplukker
Borgerne i den bedre stillede del af oldtidens græske middelklasse var meget bevidst om personlig hygiejne. De var klar over, at armhulerne kunne udsende en skarp dunst efter en dags aktivitet i sommervarmen og at dette problem kunne afhjælpes ved at fjerne hårvæksten.
Derfor gik man med jævne mellemrum til armhuleplukkeren, som var en professionel, der sørgede for at man kunne være sammen med andre uden distraherende lugtgener.
3. job: Delator
I de romerske byer fandtes delatorer, hvis eneste opgave var at sladre om deres medborgere. Det var ikke noget respekteret job, men det kunne være særdeles indbringende.
Informanterne fik enten et fast gebyr for hver oplysning, eller en procentdel af den bøde, som lovovertræderen skulle betale til statskassen.
Delatorerne gik derfor typisk efter velhavende borgere, hvor der var penge at hente, og historien viser, at dette system var særlig brugt af kejsere som Nero og Domitian, der i forvejen havde et anspændt forhold til denne del af samfundet.
4. job: Urinator
I havnebyen Ostia i det gamle Rom fandtes en gruppe dykkere, der kunne gå helt hed på 30 meters dybde. Med sig havde de en klokke med luft og ellers intet andet. Denne specialdykker hed en urinator, hvilket man mener, hænger sammen med, at det store pres på kroppen i de dybder fik dykkerne til at tisse meget.
Der var stor respekt om urinatorerne, for det var et yderst farligt hverv, og det var derfor også særdeles velbetalt. Af samme grund blev urinatorer mest brugt, når der skulle bjerges kostbare ladninger fra et sunket skib og lignende.
En toiletstol fra cirka 1650.
5. job: Groom of the Stool
Den engelske kong Henrik 8. havde en mandlig tjener til at tørre sig bagi, når han havde forrettet sin nødtørft. Jobbet bestod i at være til stede, når kongen satte sig til rette på den særlige toiletstol, og efterfølgende kravle ind under stolen og rense de kongelige baller.
Ordningen fandtes ved de fleste europæiske hoffer, men det var Henrik 8., der gjorde det til en særskilt stilling.
Arbejdet var forbeholdt adelige drenge, og det indebar stor prestige, fordi det gav adgang til de inderste kongelige gemakker.
Efterfølgende monarker bibeholdt jobbet, som med tiden udviklede sig til at være en slags kongelig privatsekretær for særligt fortrolige anliggender.
6. job: Tudselæge
Ligesom i dag var behandling af hudsygdomme i middelalderen en højt specialiseret profession.
Tudselægen kurerede enhver hudlidelse ved hjælp af levende skrubtudser, som blev placeret i en lærredspose på det angrebne sted, eller i en pose om halsen til patienten var helbredt.
Med til erhvervet hørte også opdræt af tudser, så man havde nok at tage af, men i pressede situationer kunne lægen godt hugge et ben af en tudse, så resten af dyret kunne komme andre patienter til gode.
De sidste tudselæger praktiserede i det vestlige England i første halvdel af det 19. århundrede.
7. job: Kirkelig hundepisker
I 1500-tallets Europa var hunde, der fulgte med deres herrer i kirke søndag morgen blevet et så stort problem, at kirken besluttede at gøre noget ved det. Hundene løb rundt under gudstjenesten og afledte opmærksomheden fra præstens prædiken.
Så for at genoprette roen ansatte man særlige hundepiskere, der bevæbnet med en pisk (deraf stillingsbetegnelsen) og en tang på et langt skaft sørgede for at fjerne de forstyrrende dyr fra kirkerummet.
Hundepiskeren var fastansat, men lønnen bestod af et gebyr for hver forvist hund, og da dette lagde op til en særlig nidkærhed, besluttede en del kirker at afskaffe ordningen, fordi hundepiskerens aktiviteter ofte viste sig endnu mere forstyrrende end hundens tilstedeværelse.
Efterhånden som ligrøveri eskalerede blev sikkerheden på kirkegårdene opgraderet med vagttårne, nattevagter eller særlige kisteværn, som her på en kirkegård i Skotland.
8. job: Piskedreng
Korporlig afstraffelse var en integreret del af tidligere tiders undervisning, og det var en udbredt opfattelse blandt lærere, at en omgang med spanskrøret gavnede indlæringsevnen. Men hvad stillede man op med umulige prinser? Det var en fast antagelse at kongen regerede på Guds nåde, og derfor var det ikke passende, at andre end kongen selv straffede en kongesøn.
I det 15. århundredes England fandt hoffet selv en løsning, nemlig piskedrengen, som fik en omgang, hver gang prinsen ikke svarede rigtigt på lærerens spørgsmål.
En piskedreng var som regel af god, adelig familie og fordi han voksede op sammen med prinsen, formodede man, at der opstod en så tæt forbindelse mellem de to, at prinsen ville gøre alt for at piskedrengen skulle undgå straf.
9. job: Ligrøver
Den store udvikling af forskningen i anatomi i 1800-tallet gjorde ligrøveri til en givtig forretning i hele Europa.
Bevæbnet med træspader, som var mere lydløse end metalspader, brød natlige ligrøvere ind i friske grave for at stjæle lig, de kunne sælge. Straffen for ligrøveri var forholdsvis mild, så det var risikoen værd, men ligrøveren måtte passe på ikke at tage smykker og andre kostbarheder med sig fra graven, for det indebar en langt hårdere straf.
Efterhånden udartede beskæftigelsen sig til mord, fordi de forskerne i anatomi betalte mere for helt friske lig, og i 1832 fik den engelske regering nok: En lov gjorde det muligt at donere lig til anatomisk forskning, og det tog snart livet af ligrøveri som profession.
10. job: Opbanker
I en tid, hvor almindelige mennesker i England og Irland ikke havde råd til vækkeure, kunne man bestille morgenvækning hos en ”knocker up”. For nogle få pence om ugen ville han ”banke en op” ved at slå på hoveddøren med en særlig kølle.
Hvis morgenvækningen var bestilt til et soveværelse på første sal, blev en lang bambusstang taget i brug, og i aftalen indgik, at opbankeren skulle blive ved med at pirke til ruden indtil nogen viste sig i vågen tilstand. Professionen begyndte at uddø med den industrielle revolution i det 19. århundrede, men de sidste opbankere forsvandt først i 1920erne.