Kalifferne var med på det hele: Det frisindede Mellemøsten
Indtil 1800-tallet var seksuallivet i den muslimske verden så frigjort, at de puritanske europæere udråbte islam til den foretrukne religion for perverse afvigere. Forstå, hvordan sex blev en del af religionskrigen.
De europæiske kunstnere masseproducerede i 1800-tallet malerier, der gav indtryk af et Mellemøsten fuld af haremmer og seksuel løssluppenhed. I virkeligheden var muslimerne bare mere frisindede.
Den britiske eventyrer Thomas Shirley troede ikke sine egne øjne, da han i 1603 under en ekspedition blev taget til fange og endte i osmannernes hovedstad, Konstantinopel. Her blev han vidne til tyrkernes seksuelle udskejelser.
“Når det kommer til sodomi, gør de det offentligt og uden hæmninger, så en ærlig kristen ville skamme sig over at være i selskab med sin hustru på samme vis, som de er det med deres trækkerdrenge”, skrev Shirley chokeret.
250 år senere gjorde landsmanden sir Richard Francis Burton samme observation, mens han udforskede Nordafrika.
“I det gamle Mauretanien, nu Marokko, er maurerne velkendte sodomitter. Muslimer, selv fra hellige huse, tillades åbent at holde sig unge drenge”, fortalte Burton.
At de to mænd var forargede, var ikke så underligt. Hjemme i England havde sodomi (analt samleje) i århundreder kunnet straffes med døden.
Dødsstraffen for sodomi var udbredt i hele Europa og fremgår bl.a. af Danske Lov fra 1683.
Erotiske eventyr og malerier var i århundreder populære i den muslimske verden. Her et tyrkisk maleri fra 1700-tallet.
Men i det muslimske Mellemøsten og Nordafrika mødte de første europæere, som fik adgang til den religiøse arvefjendes lukkede region, et overvældende seksuelt frisind.
Her havde muslimske forfattere i århundreder skrevet digte og eventyr, der damper af erotik, så de selv i dag vil få mange til at rødme.
For europæerne kom afsløringen af det muslimske frisind som et komplet chok. Men frisindet kunne også bruges som en behændig kristen forklaring på, hvorfor den muslimske arvefjende var dømt til at tabe i kampen mod det moralsk overlegne Europa.
Tidlig islam fordømte sodomi
Afhængigt af magthaverne gennem århundrederne skiftede holdningen til homoseksualitet fra, at det var strafbart, til, at det var noget, der blev tolereret eller direkte fejret.
Ifølge hadithen – en overlevering af, hvad profeten Muhammed gjorde og sagde i 600-tallet – skulle homoseksuelle stenes. Og flere af profetens efterfølgere udmålte da også hårde straffe.
Den første kalif efter Muhammeds død i 632, Abu Bakr, der havde været ven med profeten, lod bl.a. en homoseksuel henrette ved at vælte en stenmur ned over ham. Samme holdning havde Muhammeds svigersøn, kaliffen Ali, der fik en mand kastet ud fra et minaret-tårn.
Men selvom de fleste af islams juridiske skoler fordømte homoseksualitet, betød det ikke, at alle så på sagen med samme alvor – nærmest tværtimod.
Under Det Abbasidiske Kalifat, der herskede i store dele af Nordafrika, Persien og Mellemøsten fra ca. 750 til 1258, flokkedes forfattere og intellektuelle til hovedstaden, Baghdad, hvor de nød udstrakt kunstnerisk frihed.
“Nyd synet uden begrænsninger! Du ser smukke balder og velformede overkroppe”. Digteren Abu Nuwas om unge mænd i en hamam.
En af kalifatets berømteste digtere var Abu Nuwas, som i sine digte fra anden halvdel af 700-tallet ikke lagde skjul på sin kærlighed til især meget unge mænd.
I et digt om de nøgne mænd i et offentligt badehus – en hamam – skriver han:
“Nyd synet uden begrænsninger! Du ser smukke balder og velformede overkroppe”. Digteren fortæller begejstret:
“Åh, hvilket fornøjelsespalads er badehuset! Selv når håndklædebærerne kommer ind og ødelægger det sjove lidt”.
Det var dog ikke kun mande-erotik, som blev diskuteret af de arabiske forfattere.
Abu Nuwas røg igen og igen i fængsel pga. sine udfordrende digte og sin store vintørst.
Abu Nuwas elskede de unge mænd
I 800-tallet hyldede digteren Abu Nuwas glæden ved at drikke vin og elske unge mænd. Hans homoerotiske lyrik tryllebandt generationer af muslimer.
Digteren Abu Nuwas blev født omkring 762 i Det Abbasidiske Kalifat. Da han var 10 år, døde hans far i krig, hvorefter hans mor sendte ham på koranskole i Basra. Her blev digteren Walibah ibn al-Hubab betaget af hans skønhed og karisma. Digteren tog Nuwas som lærling.
Abu Nuwas’ betydning for arabisk poesi er uvurderlig. Hans fortællinger kan fx læses i “1001 nats eventyr” og i det erotiske værk “Nydelsens encyklopædi”, der tager udgangspunkt i oldgræsk filosofi og lægevidenskab.
Den unge, smukke digter var ret selektiv med sin gunst. Hans elskere skulle være kultiverede, generøse, arabiske og gerne digtere.
Da Nuwas blev ældre, blev han inviteret til Baghdad, hvor han blev sultan Harun al-Rashids hofpoet. Den vinglade Abu Nuwas røg dog ofte i fængsel for sine respektløse holdninger til islam – men han undveg ofte sultanens vrede ved at fremføre et godt digt.
Under et fængselsophold i 814 døde Nuwas ca. 52 år gammel.
Lesbiske taler uden filter
Kvinder, der havde sex med kvinder, var også et populært emne blandt de muslimske intellektuelle.
I midten af 800-tallet skrev humoristen og akademikeren Abu l-ʿAnbas bogen “Om lesbiske og passive sodomitter”, hvor han bl.a. lod sine karakterer diskutere lesbisk sex uden filter. I et digt forklarer to lesbiske fx fordelene ved deres seksuelle orientering:
“Det er mere fornøjeligt og skjult end penetrering med penisser. Vi bliver desuden ikke straffet ligesom for hor”.
Abu l-ʿAnbas’ bog er gået tabt – den kendes kun, fordi dele af den er citeret i det arabiske værk “Nydelsens encyklopædi” fra 900-tallet.
I det erotiske oversigtsværk findes der også en beretning om den græske læge Galen, der levede i 200-tallet e.Kr.
Ifølge beretningen var Galens datter lesbisk, og efter en række undersøgelser konkluderede han, at datterens seksualitet skyldtes “en kløe mellem labia majora og minora, som kun kunne dulmes ved at gnide dem mod en anden kvindes skamlæber”.
Helt tilbage i 800-tallet diskuterede muslimske forfattere lesbiske forhold. Maleriet her er fra ca. 1850.
I værket findes også historien om arabernes første kendte lesbiske par – muslimske al-Zarqa og kristne Hind bint al-Numan, der angiveligt havde et forhold i 600-tallet.
Men det var ikke kun de intellektuelles litterære værker, som emmede af erotik. Det gjorde også et af regionens berømteste værker.
1001 nats lumre eventyr
I 800-tallet fandtes der i Baghdad en eventyrsamling med titlen “Tusind nætter”, som i de følgende århundreder blev videreudviklet. Værket blev til “1001 nats eventyr” og er i Vesten bedst kendt for sine fortællinger om Aladdin, Sinbad og Ali Baba.
Men mange af de originale historier er absolut ikke for børn; fx lyder det om en af de kvindelige hovedpersoner i et eventyr, at “hun lagde sig på ryggen, spredte benene og sagde: ‘Foren jer med mig, og tilfredsstil min lyst’”.
“Jeg kan jo tages både forfra og bagfra”. Kvinde til homoseksuel mand i “1001 nats eventyr”.
I et andet eventyr forsøger en kvinde at omvende en homoseksuel mand ved at påpege, at han som mand – ifølge Koranen – burde rette sin interesse mod det modsatte køn.
Herefter sætter kvinden trumf på og proklamerer skælmsk: “Jeg kan jo tages både forfra og bagfra”.
De erotiske fortællinger var ikke forbeholdt en udvalgt elite, men blev fremført mundtligt for helt almindelige mennesker af professionelle fortællere i caféer og på markeder.
Arabernes erotiske lege udfoldede sig imidlertid ikke kun på papir, og rygter om især elitens homoseksuelle eskapader vakte lejlighedsvis opsigt i det kristne Europa.
Allerede i 962 beskrev den tyske nonne Hrotsvita den afdøde muslimske kalif Abd al-Rahman 3. af Córdoba og hans landsmænd som “udsvævende af sodomiens synd” og “forurenet med kødets begær”.
Hans efterfølger, al-Hakam 2. (961-976), var desuden angiveligt så vild med unge mænd, at hans kone Subh skulle klæde sig ud som en mand og lyde mandenavnet Djafar.
Dette maleri er fra 1800-tallets Tyrkiet, hvor det blev brugt som illustration til et erotisk digt skrevet af en persisk digter i 1197.
Heller ikke i den østlige del af Middelhavet holdt man sig tilbage. I løbet af 1400-tallet var Det Osmanniske Rige blevet den stærkeste muslimske magt, og her dyrkede magtfulde mænd ikke sjældent sex med unge mænd, hvilket var helt ukontroversielt.
Det afgørende var, hvem der trængte ind i hvem. At være den penetrerende part var maskulint og stærkt. Den aktive var typisk ældre, mens den passive var ung. Også i periodens poesi er der talrige hentydninger til homoseksuel kærlighed.
Det skulle dog ikke vare ved.
Lystfuld sex var en synd
Mens den muslimske verden op igennem middelalderen generelt så sex som noget frydefuldt, der skulle nydes, var det kristne Europa gået den modsatte vej.
Allerede i 300-tallet e.Kr. havde teologen Hieronymus raset imod de kødelige glæder: “Lad en mand styre sine vellystige impulser og undlade at kaste sig hovedkulds ind i samleje”.
Samme holdning havde kirkefaderen Augustin, som i 400-tallet slog fast, at sex kun var tilladt inden for ægteskabet og kun, hvis formålet var forplantning.
En god kristen måtte ifølge Augustin ikke nyde sexakten, og alt fra masturbation til oral- og analsex var en synd. Augustins syn på sex blev afgørende for det vestlige Europa, hvor især sodomi generelt var strafbart i de følgende ca. 1.500 år.
Sodoma og Gomorra blev ifølge Biblen udslettet pga. af indbyggernes ugudelighed.
Sodoma blev udslettet for sin syndighed
Jødiske, kristne og muslimske fordømmelser af homoseksualitet er traditionelt blevet retfærdiggjort med fortællingen om Lot.
Verdens tre store monoteistiske religioner fordømmer alle homoseksualitet pga. Det gamle testamentes fortælling om byerne Sodoma og Gomorra.
De to byer lå angiveligt nær Det Døde Hav, og i den ene, Sodoma, boede manden Lot med sin familie. En dag fik han besøg af to smukke mandlige engle og inviterede dem ind.
Men huset blev omringet af byens mænd, der ville forgribe sig seksuelt på englene. Lot forsvarede sine gæster, og som tak bad de ham om at flygte, da Gud ville straffe indbyggerne i Sodoma og Gomorra.
Lot nåede lige at flygte med sin familie, inden de to byer blev udslettet af en regn af sten og ild.
I Koranen hedder det, at Lot inden sin flugt råbte til mændene i sin by: “Begår I en skændighed, som ingen i verden begik før jer? Sandelig, I går med begær til mænd i stedet for kvinder”.
Nogle akademikere mener dog ikke, at Lots fordømmelse går på homoseksualitet, men på det tøjlesløse begær.
Men ifølge hadithen – Muhammeds rapporterede ord og gerninger, som først blev nedskrevet lang tid efter hans død – skal homoseksualitet straffes ligesom de to byers indbyggere: Ved stening.
Så da europæiske rejsende i 1700- og 1800-tallet besøgte bl.a. Det Osmanniske Rige, fik de et chok over at se mænd og drenge i mere eller mindre åbenlyse kærlighedsforhold.
I århundreder havde europæerne udråbt muslimerne til at være voldelige, lystne og seksuelt perverse, og nu mente de at have fået beviserne for, at de havde ret.
I en blanding af fascination og afsky skrev europæiske forfattere om muslimernes haremmer, konkubiner og eunukker for ikke at tale om deres flerkoneri og homoseksualitet. Langtfra alle beretningerne var sande, men de var med til at cementere europæernes følelse af moralsk overlegenhed.
I krig mod vestlige værdier
Vestens holdning til homoseksualitet begyndte i løbet af 1800-tallet at sprede sig til de muslimske samfund. Da den islamisk lærde Rifaa Rafi al-Tahtawi i 1826 rejste fra Egypten til Paris, bemærkede han, hvordan homoseksualitet blev betragtet som moralsk forkasteligt.
Han konkluderede derfor, at det var sådan, det skulle være. Og da de europæiske stormagter i løbet af 1800- og 1900-tallet koloniserede Mellemøsten og Nordafrika, kriminaliserede de som noget af det første homoseksuelle handlinger.
Da landene fik deres uafhængighed, var det kun et fåtal, der gjorde op med de europæiske straffe. Homoseksualitet blev nu set som et tegn på manglende fremskridt og skulle derfor undertrykkes.
Med islamismens fremmarch i kølvandet på den iranske revolution i 1979 blev homofobien yderligere forstærket. Det skyldtes ikke mindst, at Vesten i mellemtiden havde indtaget den modsatte position.
Nu blev det i USA og Europa set som progressivt at kæmpe for homoseksuelles rettigheder. Hos islamisterne blev homoseksualitet derfor betragtet som en del af Vestens kulturelle angreb på “autentisk” muslimsk kultur.
I 2001 beordrede Egyptens kulturministerium derfor 6.000 kopier af Abu Nuwas’ over 1.200 år gamle, homoerotiske digte brændt, mens den iranske præsident, Ahmadinejad, i 2007 stolt erklærede, at der ikke var en eneste homoseksuel i Iran.