Egle Zacchini før affyringen. Familien har leveret mange kanonartister.

© Getty Images

Vovede kanon-dronninger prydede himlen

Tilskuerne blev vilde af begejstring, når purunge piger i erotiske kostumer lod sig affyre med kanoner. Men cirkusnummeret var akkurat lige så farligt, som det så ud. Mange artister blev skudt forbi målet.

Hver aften kan publikum i Londons Royal Aquarium overvære en cirkusforestilling med et så spektakulært og halsbrækkende farligt nummer, at indenrigsministeriet har udsendt en advarsel mod det.

Myndighedernes bekymring for cirkusartistens såvel som publikums helbred er god reklame. Folk er strømmet til teatret siden premieren den 2. april 1877.

Som resultat er Aquarium aften efter aften stuvende fuldt klokken 17.30 og igen klokken 22.30.

Programmet består af en stribe traditionelle cirkusnumre, men ét indslag med en ung, kvindelig artist skiller sig ud som noget helt nyt.

Højt over publikums hoveder hænger et svært kanonrør frit i luften, kun holdt fast af reb og wirer. Akkompagneret af trommehvirvler entrer Madame Zazel scenen.

Kun iført trikot og lange støvler klatrer hun adræt op til kanonen og balancerer rundt på løbet. Hele menageriet svajer faretruende i ophængningen, da hun forsvinder ned i mundingen.

På dette tidspunkt hører man ofte frygtsomme skrig blandt publikum.

Men det er intet imod det sus af angst, som fylder salen få øjeblikke senere, da kanonen går af med et øredøvende brag og slynger Madame Zazel 30 m gennem luften.

Cirkusnummeret er lige så kort, som det er opsigtsvækkende.

I nogle sekunder ser Madame Zazels dyst mod tyngdekraften ud til at ende fatalt, men i sidste øjeblik bliver hendes lufttur mod teatrets gulv stoppet af et sikkerhedsnet.

Klapsalverne vil ingen ende tage.

De populære shows tiltrak tilskuere med pamfletter. Her af Madame Zazels i stærkt udfordrende påklædning (t.v.) og den alternative kanonkonge John Holtum fra Danmark (t.h.).

© British library & Getty Images

Cirkusspring var en illusion

Madame Zazels borgerlige navn var Rossa Matilda Richter.

Den dengang kun 14-årige pige regnes for historiens første menneskelige kanonkugle.

Men det spektakulære nummer blev udtænkt flere år forinden af William Leonard Hunt.

Han tog sit første skridt mod berømmelse den 15. august 1860. Her udførte Hunt en opsigtsvækkende linedans over Niagara-vandfaldet imellem Canada og USA.

Undervejs slog han saltomortaler og hang i fødderne med hovedet nedad.

Vovestykket blev gentaget adskillige gange i løbet af sommeren, blandt andet med en anden mand på ryggen, og Hunts livsfarlige akrobatik tiltrak notabiliteter så højt på strå som prinsen af Wales, den senere Edward 7.

For Hunt blev de halsbrækkende vandringer startskuddet til en karriere som en af 1800-tallets mest berømte cirkusartister.

Under scenenavnet “Den Store Farini” rejste Hunt til London, hvor han udførte dødsforagtende akrobatik.

Men i 1869 besluttede Farini sig for, at det var på tide at kravle ned fra trapezen.

I stedet blev han cirkusdirektør på byens Aquarium Theatre. Her opfandt han prototypen på den kanon, som Madame Zazel fornøjede og forbløffede teatrets publikum med i 1877.

Farinis oprindelige udkast var dog ikke helt så opsigtvækkende. Hans første patentansøgning fra 1871 beskrev en katapult, som ved hjælp af spændte gummikabler kunne kaste en akrobat 10-12 m op i luften.

Den første optræden med Farinis katapult fandt sted to år senere, hvor en smuk cirkusartist ved navn Lulu gav en overbevisende prøve på akrobatiske færdigheder i Niblo’s Garden i New York.

Nummeret begyndte med, at Lulu stod helt stille midt på scenegulvet. Men pludselig – tilsyneladende helt uden at tage afsæt – sprang akrobaten 10 m lodret op og greb en trapez.

Nummeret var på mere end én måde en illusion.

Lulu blev slynget i vejret med stor kraft af en platformen, som var i plan med gulvet og blev udløst og trukket tilbage så hurtigt, at kun de mest opmærksomme blandt publikum nåede at opfatte bevægelsen.

Og trods navnet var Lulu slet ikke en ung dame. Han var Farinis nevø, men havde udprægede feminine træk og lod sig nemt forvandle til en forførende cirkusprinsesse.

Men da Farini overvejede at udskifte pladen på manege-gulvet med et kanonløb, stak den unge mand af og begyndte i stedet at turnere som “Trapezernes Dronning” i Howes & Cushing Circus.

Showmanden Farini arbejdede ufortrødent videre. I 1875 indgav han et nyt patent på en “cylindrisk beholder” med en springfjeder, som kunne udløses af en lille krudtladning.

To år senere var han og Rossa Matilda Richter klar til at præsentere verden for det farligste cirkusnummer til dato.

Høj løn, højere risiko

Madame Zazel indkasserede 20 pund, hver aften hun optrådte med Farinis nummer i Aquarium Theatre.

Det var en fyrstelig betaling og op imod ti gange mere, end de øvrige artister kunne stikke i lommen efter en forestilling.

Men i modsætning til sine cirkuskollegaer satte hun også livet på spil to gange hver aften bortset fra søndage og helligdage.

Mange år senere konstaterede den engelske historiker A.H. Coxe, at 30 ud af de 50 første højtflyvende artister omkom under udførelsen af nummeret.

Faren var ikke størst ved selve affyringen, som mange ellers troede. Ganske vist startede luftturen med et brag og rigeligt med røg, men det var ren teatertorden.

Blev et menneske affyret med en krudtladning som en rigtig kanonkugle, ville resultatet være en øjeblikkelig og grisende død.

Løbet skjulte i stedet en elastik, som slyngede artisten af sted ligesom en forvokset slangebøsse. De få sekunder, nummeret varede, rummede til gengæld rigeligt med andre måder at komme alvorligt til skade på.

Den største risiko var, at kanondronningen ramte ved siden af det udspændte net, som skulle standse faldet. I princippet kunne et menneskeligt projektils bane nemt udregnes.

Ud fra artistens vægt samt affyringens kraft og vinkel var det ren matematik at placere sikkerhedsnettet korrekt.

Men flere variabler kunne ødelægge regnestykket, fx hvis det menneskelige projektil havde tabt sig et par kilo siden sidste optræden, eller hvis elastikken ikke blev udløst korrekt.

Ved udendørs forestillinger måtte artisten også tage hensyn til vindens retning og styrke.

For at have et minimum af sikkerhed måtte kanonen regelmæssigt finjusteres gennem affyring af sandsække med samme vægt som artisten. Samtidig skulle mekanikken hver eneste dag gås igennem for fejl.

I forhold til de første kanondronningers livsfarlige optrædender er risikoen mindre i dag. Som en nutidig kanonkonge har beskevet forholdene:

“Den ballistiske videnskab har i dag nået et så højt stadie af perfektion, at det ikke er farligere at lade sig skyde ud af en kanon, end det er at barbere sig med en motorsav”.

Kanondronninger alle vegne

Efter tre år havde Madame Zazels optræden i London tiltrukket sig opmærksomhed fra den berømte amerikanske cirkusdirektør P.T. Barnum.

Han overtalte hende til at komme til USA. På plakaten blev hun annonceret som “Zazel, det menneskelige projektil – se hende blive skudt ud af en monstrøs kanon”.

Madame Zazel og hendes monsterkanon tog USA med storm, og snart havde andre cirkusser deres egne kanondronninger i stalden. Alt blev kopieret til mindste detalje – selv navnet.

Samtidig med at den originale Madame Zazel optrådte med det rejsende cirkus Batcheller & Doris i 1881, kunne publikum også opleve en Miss Zazel som hovednummer i både Shelby, Pullman & Hamiltons cirkus og i Cooper, Jackson & Co.s cirkus.

Letpåklædte kanondronninger var det store hit i starten af 1880’erne, og publikum kunne ikke få nok. I London havde Farini fundet sig en ny stjerne:

“Bebe, den flyvende kvinde”.

Selv nevøen Lulu tog mod til sig og begyndte at optræde som kanonkugle. 3. maj 1881 kostede den nye cirkusdisciplin sit første dødsoffer.

Under en forestilling i Pennsylvania timede vovehalsen Lizzie Davene en saltomortale forkert og ramte kanten af sikkerhedsnettet med hovedet.

Irriteret over de mange imitatorer og afskrækket af den evige livsfare skiftede den originale Zazel sin kanon ud med linedans, men det frelste hende ikke fra sin skæbne.

I 1891 faldt hun ned og brækkede ryggen. Hendes liv som artist var forbi, og hun vendte hjem til en pensionisttilværelse i England.

Tiden var under alle omstændigheder ved at løbe fra det buldrende, men hurtigt overståede nummer.

Cirkuskanonens elastik gav kun fremdrift nok til en kort flyvetur, og andre, mere opsigts-vækkende vovehalse erobrede publikums opmærksomhed.

Linekørsel på cykel og senere dødsdromer og motorcykler på ramper med loop sendte fra midten af 1890’erne kanonens dronninger og konger til tælling.

I 1920'erne blev cirkuskanonerne designet, så de lignede rigtige artilleripjecer. Artisternes iklædte sig pilot-dragter.

© Polfoto/Corbis

Cirkuskanon var tænkt som krigslist

I begyndelsen af 1920’erne var cirkuskanonen næsten gået helt i glemmebogen.

Men takket være en italiensk klovn begyndte menneskelige projektiler atter at flyve gennem luften.

Edmondo Zacchini var søn af en cirkusdirektør, og som barn havde han optrådt som både klovn og akrobat, inden han gav sig til at læse til ingeniør.

Under 1. verdenskrig kæmpede han mod østrig-ungarerne i slaget ved Monte Grappa i 1917.

Her var afstanden til de fjendtlige stillinger mindre end 100 m, og Zacchini begyndte at overveje forskellige metoder til at angribe østrig-ungarerne bagfra.

Mange år senere forklarede han i et interview med magasinet Life, hvordan han forestillede sig, at “soldater kunne skydes om bag fjendens linjer med en stor kanon”.

Zacchini afprøvede aldrig sin idé ved fronten, men efter krigen overvejede han, om den i stedet kunne bruges i cirkus.

Han fik han et maskinværksted til at udforme en cirkuskanon efter sin tekniske beskrivelse. I stedet for Farinis elastik ville Zacchini bruge en stor fjeder.

Det moderne kanonkongenummer havde premiere i Kairo i 1922. Zacchini kravlede ned i kanonrøret, mens lillebroren Hugo betjente affyringsmekanismen.

Ud over at slynge kanonkongen af sted leverede den også brag og røg ligesom ved et ægte kanonskud. I samme øjeblik kanonen gik af, brækkede den voldsomme kraft Zacchinis højre ben, som var det en tændstik.

På hospitalet havde den uheldige kanonkonge god tid til at spekulere over tekniske forbedringer af sin kanon. Zacchini konkluderede, at røret var for bredt, så han ikke blev støttet under affyringen. Desuden var fjederen alt for kraftig.

Efter sin rekonvalescens ombyggede Zacchini kanonen og byttede roller med sin bror. Denne gang havde han regnet rigtigt.

Hugo slap helskindet fra affyringen og fløj derefter af sted over en afstand, som projektilerne fra Farinis kanon aldrig var kommet i nærheden af.

De to artisters Europa-turne blev et triumftog. Italiens kong Victor Emanuel 3. skænkede dem en guldmedalje, og den norske regering gav brødrene en officiel anerkendelse.

Edmondo Zacchini fortsatte sin optræden til 1934 og gjorde det derefter til sin livsopgave at træne professionelle kanonkonger.

Zacchini’erne er den familie i verden, som har udklækket det største antal menneskelige kanonkugler og bygget flest kanoner.

Traditionen og de tekniske detaljer går i arv fra forældre til sønner og døtre.

Nutidens mest berømte kanonkonge-dynasti hedder Smith. Det benytter en kanon med trykluft og har både leveret længderekorden og sendt en artist over den amerikansk-mexicanske grænse.