Den berejste tyske professor Friedrich von Raumer er forbavset, da han i 1835 besøger Storbritannien. Mens maskinerne brummer, og sort røg stiger op af fabrikkernes skorstene, hygger overklassen sig med rævejagt og udflugter. Arbejderklassen må derimod se langt efter morskab.
“Det arbejdende folk har generelt ingen adgang til spændende begivenheder og underholdning i løbet af ugen, og selv søndag – streng og rigid, som den er her – giver ingen mulighed for adspredelse eller fornøjelser”, skriver von Raumer hjem til sine venner i Tyskland.
Hans landsmand Friedrich Engels, der i 1843 arbejder på en tekstilfabrik ved Manchester, er også forarget.
“Spiritus er næsten deres eneste kilde til underholdning”, konstaterer filosoffen, der fem år efter skriver “Det kommunistiske manifest” sammen med Karl Marx.
Slumkvarteret Seven Dials grænsede op til Soho. Under industrialiseringen boede nogle af Londons fattigste under usle forhold i de snævre, mørke gader.
I løbet af 1700- og 1800-tallet flyttede millioner af briter til byerne, hvor de nye fabrikker skabte jobs og mulighed for en bedre tilværelse – langt fra landbrugets hårde slid. Men de ansatte, arbejderklassen, blev skuffede.
Lønnen var ussel, og arbejdsdagen uendelig, for i årtier kæmpede fabriksejerne og kirken indædt mod fritid. Ledige stunder ville uundgåeligt lokke svage sjæle i fordærv, lød advarslerne.
Fornøjelser var kun for eliten
Siden middelalderen havde fritid været overklassens privilegium. Kun kongelige, adelsmænd og nogle få rigmænd havde tid og råd til fx at dyrke hestevæddeløb og tage på udlandsrejser.
Da industrialiseringen sendte en flodbølge af landarbejdere ind til storbyernes fabrikker, fik de for første gang faste arbejdstider. Det betød dog ikke, at arbejderklassen fik fritid.
Rævejagt med heste og hunde var en af den britiske overklasses foretrukne fornøjelser.
Fabriksarbejderne mødte nemlig typisk ind kl. fem om morgenen, og de kunne først slæbe deres trætte fødder hjem 15 timer senere.
“På fabrikken er vi lukket inde indtil om aftenen i lokaler, der er varmere, end vi har oplevet det på den varmeste dag denne sommer. Bortset fra tre kvarters spisepause har vi ingen hvilepauser, og andre måltider må vi indtage under arbejdet”, klagede en bomuldsspinder fra Manchester i 1818.
Efter den seks dage lange arbejdsuge havde ingen kræfter til fx at dyrke en hobby. For de fleste gjaldt det om at komme hjem, få noget at spise og så krybe til køjs.
Tidligere, i middelalderen, havde et hav af helligdage i det mindste givet underklassen et afbræk i dens slidsomme dagligdag, men mange af dagene blev sløjfet, efterhånden som industrialiseringen tog fart – for at sikre fabriksejerne så store indtægter som muligt.
Ifølge overklassen skyldtes Storbritanniens store problemer med fuldskab ikke et trøstesløst liv i storbyernes slumkvarterer, men derimod arbejderklassens dårlige moral.
Ikke engang søndagen havde arbejderne for sig selv, for præsten forventede at se sin menighed i kirken, og han tordnede mod at bruge hviledagen på tant og fjas.
Kirken frygtede moralsk fordærv
Selvom kristendommen var dybt forankret i samfundet omkring 1800, begyndte flere og flere arbejdere at svigte kirken. Landets præster så med foragt på, at særligt arbejderklassen skiftede nadverens altervin ud med en pint eller fem på pubben.
Og selvom størstedelen af arbejderne stadig mødte op i kirken søndag formiddag, vadede de bagefter direkte fra Guds hus til pubberne, hvor jordiske fristelser ventede på at ødelægge deres sjæle.
“Fuldskab, banderi, helligdagsbrud, hanekampe, kortspil og dans har været dette steds favoritdiversioner i mange år”, lød det i et kirkeblad fra 1823 om en beværtning i Yorkshire.
Ifølge bladet var pubben “kendt for sit moralske fordærv og ondskab i alle afskygninger”.
Mange bønder og arbejdere dristede sig til at slumre lidt under gudstjenesten.
Kirken var hårdt arbejde for underklassen
I århundreder lagde kirken beslag på store dele af sognebørnenes sparsomme fritid. Først i løbet af 1700-tallet fik paven og biskopperne modspil af oplysningstidens tanker.
Tre daglige bønner i kirken, skriftemål og to ugentlige gudstjenester – så meget forlangte middelalderens strenge tro af alle kristne.
Enhver ledig stund skulle helliges Gud, mente kirkefædrene. Bevæbnet med Bibel og kors talte præsterne dunder, og de færreste sognebørn turde trodse anvisningerne, for præsterne truede med, at de svage i troen ville brænde i helvede til evig tid.
I begyndelsen af 1700-tallet var det mange steder i Europa ulovligt at udeblive fra søndagsgudstjenesten. Indfandt folk sig ikke på kirkebænken, risikerede de en bøde eller en tur i gabestokken.
Men i løbet af århundredet vandt oplysningstidens tanker om deisme indpas – et religionssyn, der byggede på, at Gud havde skabt en perfekt verden, men ikke blandede sig aktivt i verdens gang.
Menneskene kunne, mente oplysningstidens filosoffer, træffe fornuftige beslutninger – uafhængigt af kirken og andre autoriteter – hvilket medførte, at kirkegængerne i mindre grad frygtede Guds straf.
Kirken brød sig heller ikke om de talrige markeder, som briterne yndede at bruge deres sparsomme fritid på.
Her blev der drukket tæt og gamblet. Hunde, der kæmpede mod grævlinger eller tyre, tiltrak hujende folkemængder, og slagsmål brød ofte ud – for ikke at tale om prostitution, der også var udbredt på markedspladserne.
Kirken advarede højlydt mod mere fritid, som ville være decideret farligt for den britiske arbejderklasse.
“Det er vores pligt som kristne vogtere at alarmere om den truende fare”, prædikede London-præsten Robert Dillon i 1830, mens en anden præst i hovedstaden advarede mod “de onde lyster” og “heftige fristelser”.
Ordene var slet ikke skrappe nok for en kristen gruppe, metodisterne, der 100 år tidligere var brudt ud af Church of England på grund af kirkens slappe holdninger: Med trusler om udsmidning forsøgte metodistkirken at holde sine sognebørn i ave.
“Ingen kan fortsat være medlem af vores fællesskab, hvis de går på værtshus”, hed det i kirkebladet.
“Det vil være ruinerende for dette lands industri at forkorte arbejdsdagen”. Bomuldsfabrikant i brev til parlamentsmedlem, 1847.
Foruden kirken arbejdede også fabriksejerne for, at arbejderklassen fik så lidt fritid som muligt. Fabrikanterne var bekymrede for, at fordrukne arbejdere betød lavere produktion – enten fordi tømmermænd fik dem til at begå fejl, eller fordi de pjækkede fra arbejdet.
Derfor brugte fabrikanterne deres indflydelse til at påvirke politikerne; fx skrev bomuldsmatadoren David Whitehead i 1847 til lord Morpeth, der var medlem af Overhuset:
“Det vil være ruinerende for dette lands industri at forkorte arbejdsdagen på fabrikkerne og give arbejderne mere fritid”.
Ildsjæle kæmpede for sober fritid
Trods alliancen mellem fabriksejere og kirkeledere lod arbejderne sig ikke stoppe – dertil var deres harme for stor. De puklede hele ugen for en ussel løn og fik aldrig lov at slappe af.
Arbejderne dannede fagforeninger og strejkede i månedsvis for at tvinge arbejdstiden ned og lønningerne op. Efter årtier med uro indførte parlamentet nødtvungent fabrikslove, der gradvist gav arbejderklassen mere fritid.
Men mange bekymrede sig stadig over, at arbejderne brugte deres fritid forkert.
“Hele søndagen forsvinder alt for ofte i enten druk eller inaktivt driveri. Håndværkeren ses sjældent eller så godt som aldrig dyrke sund motion under den åbne himmel”, lød det fra en læge i Manchester.
Fraværet af motionerende arbejdere skyldtes dog ikke uvilje mod fysisk aktivitet. De fleste måtte ganske enkelt spejde forgæves efter velegnede steder at dyrke motion. Industribyer som Manchester og Birmingham var plastret til med fabrikker og boliger, og selv hvis der fandtes en grøn plet, måtte den ikke benyttes til sport.
En af briternes største industrier i 1700- og 1800-tallet var bomuldsspinderier, der spandt garn af bomuld fra kolonien Indien.
I 200 år kæmpede arbejderne for fritid
Ussel løn og slidsom puklen fra morgen til aften – der var nok at kæmpe mod for Storbritanniens første fagforeninger. I begyndelsen var de ulovlige, men med tiden måtte politikerne lytte og ændre landets love.
Den industrielle revolution ramte først Storbritannien, og verdens første fagforeninger opstod derfor her i begyndelsen af 1700-tallet.
Det britiske parlament forsøgte at forbyde arbejderne at organisere sig, men det førte til optøjer. I begyndelsen af 1800-tallet bøjede magthaverne derfor af og vedtog de første love, der skulle begrænse arbejdsgivernes grove udnyttelse af deres ansatte.
I 1833 blev det forbudt at ansætte børn under ni år, og børn under 13 år måtte maksimalt arbejde 48 timer om ugen, hvoraf to timer dagligt skulle tilbringes i skole. Næste store skridt kom i 1847, hvor parlamentet vedtog, at alle børn under 18 år og kvinder i tekstilindustrien højst måtte have en arbejdsdag på 10 timer.
Mænd talte ingen om, men tre år senere fik de dog ved lov fri kl. 14 om lørdagen. Omkring 1850 var britiske mænds arbejdstid dalet til ca. 12 timer pr. dag – på grund af afsmitning fra lovningen om kvinder og børn.
I Danmark knoklede fabriksarbejdere i 14 timer midt i 1800-tallet. Omkring
århundredeskiftet var arbejdstiden nede på 10-12 timer, mens nogle dages betalt ferie først blev almindeligt i løbet af 1920’erne, hvor fagforeninger fik organiseret store dele af arbejderklassen.
Hidtil havde myndighederne straffet boldspil i gaderne med bøder – fordi tumulten forstyrrede den offentlige orden.
Men i løbet af 1800-tallet blev vigtigheden af motion almindelig kendt, og læger begyndte at anbefale alt fra roning til vandreture.
Fremskridtsvenlige godsejere donerede jord, så offentlige parker kunne åbne nær arbejdernes boligkvarterer.
“Jeg mener, at der bør skabes plads til motion og afkobling for arbejderklassen og især for deres børn, så jeg har åbnet fire hektar land”, forkyndte en godsejer i udkanten af London, som bød alle velkommen til at komme og “lege og spille” på hans jord.
Storbritanniens folkeskoler gjorde i anden halvdel af 1800-tallet et stort arbejde for at stimulere interessen for spil og motion. I skolernes idrætstimer blev atletik og holdsport sat på skemaet.
Rugby-sporten fik sine første nedskrevne regler i 1845.
Forløberne for fodbold og rugby havde mest af alt lignet slagsmål mellem store grupper mænd, men i løbet af 1800-tallet fik de to sportsgrene regelsæt, der begrænsede volden.
Boldspil blev derfor ikke længere betragtet som skadelige for samfundet.
“Sport hjælper med at give nogle af de mest værdifulde sociale kvaliteter og mandlige dyder”, slog en kommission fast i 1864.
Eleverne tog sporten fra deres skole med sig hjem, og fabrikker fik deres eget fodbold- eller rugbyhold, som tit spillede om lørdagen.
Monopol på morskab blev brudt
I de sidste årtier af 1800-tallet fik alle omsider fritid. Elitens monopol på morskab var brudt. Samtidig steg reallønnen i England med 40 pct. mellem 1860 og 1875.
Fodboldklubben Everton FC blev stiftet af menigheden ved metodistkirken Skt. Domingo i Liverpool. Blandt holdets spillere på dette billede fra 1887 var en stenhugger, en bryggeriejer og en kontorassistent.
Arbejdere fik fri ved 18-tiden og kunne nå at træne eller deltage i foreningsaktiviteter. Den såkaldte Bank Holidays Act gav i 1871 tilmed alle englændere fire ekstra feriedage.
Kirken droppede alle advarsler om eksklusioner og var ligefrem med til at grundlægge fodboldklubber som Everton FC og Southampton FC, mens fremsynede fabriksejere af egen vilje arrangerede weekendudflugter til naturskønne områder for deres ansatte.
Storbritanniens stokkonservative overklasse så med irritation på de horder af mennesker, som invaderede bl.a. parker og væddeløbsbaner, som hidtil havde været forbeholdt deres lille udvalgte skare.
I badebyen Torquay i det sydvestlige England fik en gentleman ved navn William Miller nær teen galt i halsen, da en flok mænd en lørdag eftermiddag i 1888 fik lyst til en dukkert. I et brev vrissede han:
“En gruppe arbejdsmænd (det var lørdag eftermiddag) smed deres tøj på muren ved stranden og løb ud i vandet som vildmænd”.
I slutningen af 1800-tallet kunne de færreste svømme. I stedet nøjedes især kvinder med at vade ud i havet og tage sig en dukkert, mens de klamrede sig til et sikkerhedstov.
Det var dog svært for overklassen at forbyde befolkningen at bruge fx offentlige parker i sin fritid; det eneste, velhaverne kunne gøre, var at isolere sig i eksklusive klubber eller dyrke langt dyrere hobbyer som polo og cricket.
Den brede interesse for en aktiv fritid var nemlig kommet for at blive – og sport var ikke den eneste mulighed. Som den britiske forfatter George Orwell skrev om sine landsmænd i 1941:
“En anden engelsk egenskab, som er så meget en del af os, at vi knap lægger mærke til det, er afhængigheden af hobbyer og fritidsbeskæftigelser. Vi er en nation af blomsterelskere, men også en nation af frimærkesamlere, brevdueopdrættere, amatørtømrere, kuponklippere, dartspillere og krydsordsfans”.