"Se, om du ikke kan få det til 47 centimeter, ellers kan jeg ikke komme ned i en eneste af mine kjoler,” stønner Scarlett O’Hara i filmen “Borte med blæsten”, mens hun klamrer sig til sengestolpen og en solid tjenestepige strammer hendes korset, til hun hverken kan spise eller få vejret.
I perioder blev det stramme korset lagt for had af læger, som beskyldte korsettet for at forårsage et væld af lidelser – fra abort over brystkræft til tuberkulose, hysteri og skæv rygsøjle.
Men ny forskning tyder på, at korsettet var bedre end sit rygte. De nævnte sygdomme skyldtes næppe korsettet, men tidstypisk fejlernæring og alt for hårdt arbejde.
Forskerne har heller ikke fundet anatomisk belæg for, at kvinder i visse tilfælde fik opereret de nederste ribben bort, og skeletterne fra datiden har heller ikke vist tegn på, at indsnøring gav varige fysiske mén. Tværtimod foldede de sammenklemte ribben sig ud igen, når korsettet blev løsnet.
Et stramt korset hæmmede dog vejrtrækning og bevægelser og gav bæreren et udtryk af selvkontrol og respektabilitet – og ry for sarte nerver. Da kvinderne kun kunne trække vejret overfladisk, besvimede de let af iltmangel, hvis de blev udsat for stærk sindsbevægelse.
Småpiger blev snøret ind i korset
Selv små piger blev indsnøret i korset til langt op i 1800-tallet. Et børnekorset blev anset for at være en sund måde at styrke en piges – eller drengs – ranke og værdige holdning på.
Mange betragtede det som en gevinst, at korsettet forhindrede børn i vilde lege. I renæssancen bar drengebørn helt op til seks år korset.
I lange perioder mente mødre og bedstemødre, at en ung pige med en smal, korsetteret talje lettere blev godt gift. Derfor trodsede de lægernes advarsler og snørede døtrene ind.
Soldater gik med korset
Taljevidden ved punkt A og C er 91,5 cm. Ved B er den 61 cm.
Mænd i korset blev udskældt og ofte latterliggjort i spydige karikaturtegninger. Alligevel brugte militærets mænd, især kavaleriofficerer, indimellem et særligt læderkorset til at støtte ryggen.
Mande-korsetter bar militært klingende navne som “Marlboro”. Også 1800-tallets moderigtige herrer brugte korset for at opnå en rank og elegant silhuet.
Korsetter blev skabt i mange materialer
Både i oldtiden og middelalderen kendtes snøreliv, der fremhævede taljen. Men først omkring 1550 begyndte europæiske skræddere at forarbejde egentlige korsetter af læder, træ og jern til en snæver kreds af adelsdamer.
Metalstiverne blev afløst af fleksible stivere af hvalbarder og kraftige fiskeben, og fra 1800-tallet desuden indisk gummi, indsyet i stof.
Korsetter blev syet i hånden, indtil en producent i 1868 udviklede en teknik til at masseproducere korsetter ved at forme dem med damp over en metaltorso.
Korsetter rettede skæve rygge
Korsettet er forsynet med en brystplade, der korrigerer rygsøjle-sammenfald mod højre.
Et “ortopædisk” korset blev udviklet som kur mod bl.a. scoliose, en arvelig knoglesygdom, hvor rygsøjlen blev bøjet i S-form og hele kroppen trukket skæv. Korsettet rettede rygsøjlen op, eller aflastede den i hvert fald.
Tiderne rykkede taljen op og ned med et korset
Timeglasfacon var idealet, indtil jeansmoden holdt sit indtog.
Modens ideal for kvindeskikkelsen ændrede sig gennem århundrederne. Renæssancens snøreliv klemte brystet fladt. 1800-tallets korsetter gjorde taljen smal og skubbede barmen fremad og opad.
1920'ernes løse kjoler placerede hofterne i synsfeltet, mens hvepsetaljen genopstod med 1940'ernes New Look. Først 1970'ernes stramme cowboybukser gjorde korsettet overflødigt.
Korsettet kom i frækt selskab
Transvestitter og sadomasochister i 1800-tallet bidrog til korsettets dårlige ry. Flere victorianske blade beskriver erotiske rollelege, tit med en kostskole som ramme, hvor mænd og kvinder som straf for at være “uartige” blev snøret i superstramt korset. Det frække selskab smittede af, så korsettet blev en del af en erotisk mode.