Kosmetik har skjult skønhedsfejl i 10.000 år

I vore dage bugner markedet for kosmetik, parfume og cremer – men mennesket har brugt skønhedsmidler i flere tusind år. Allerede oldtidens egyptere var om­hyggelige med sminkningen.

Old Visuals/Imageselect

Kosmetik var en vigtig del af hverdagen i oldtidens Egypten og blev brugt af både mænd og kvinder. Et af beviserne på kosmetikkens enorme betydning i oldtiden er de op imod 10.000 år gamle sminkepaletter, som arkæologer har fundet under udgravninger i Egypten.

Paletterne er bl.a. blevet brugt til at forarbejde de ingredienser, som indgik i fremstillingen af sminke til ansigt og krop. Fx kunne oldtidens egyptere fremstille sminke i stærke røde, gule og grønne nuancer ved hjælp af materialer som plantefarven henna, den jernholdige jordart okker og mineralet malakit.

Også duftene var vigtige for egypterne. Rigets faraoer anvendte røgelse og forskellige typer af cremer og salver for at sprede vellugt. Og herskerne tog duften med sig i døden: I Tutankhamons grav (fra ca. 1300 f.Kr.) fandt arkæologerne alabastervaser med salver, som stadig duftede selv efter 3.000 år.

Sminkepaletter blev brugt til at forarbejde ingredienser til sminke, men var så højt værdsatte, at egypterne også brugte dem som pynt i deres hjem.

© AKG-Images/CDA/Guillemot/Scanpix

Dufte skulle formilde guderne

Oldtidens egyptere var imidlertid ikke de første mennesker, der benyttede kosmetik. Den tidligste kosmetikbrug i menneskehedens historie var formodentlig blod eller fedt fra dyr, sod og aske, som blev smurt i ansigtet og på kroppen.

Visse fund tyder på, at men­nes­ket meget tidligt benyttede okker, måske blandet med dyrefedt. Den gule, røde og brunlige farve kan have haft mange formål, fx at beskytte mod solens stråler eller de kolde vintervinde, ligesom den sikkert også var en del af religiøse ritualer.

Men kropsudsmykning blev i de følgende årtusinder i højere og højere grad forbundet med skønhed. I antikken lagde både romerne og grækerne stor vægt på kosmetik og parfume.

Det sidstnævnte ord kan henføres til det latinske per fumum, som betyder “gennem røg”. Røgelse anvendtes oprindeligt ved religiøse ceremonier, hvor velduften formodentlig skulle formilde guderne.

Derudover badede man, smurte sig ind og parfumerede sig i et sådant omfang, at den græske statsmand Solon i 500-tallet f.Kr. ville forbyde sløseriet med de dyrebare varer.

Der findes endda eksempler på romerske forfattere, der skrev om kosmetik, dog ofte for at gøre grin med overdrivelser på det område.

Digteren Martial, kendt for sine ondsindede karikaturer, spottede overdreven brug af parfume og hævdede, at: “Den, der konstant lugter godt, lugter ikke godt”.

De hånende ord afholdt imidlertid ikke Roms kvinder fra at smukkesere sig. Ikke mindst kvinder fra overklassen og prostituerede duppede sig med parfume og dækkede huden med pudder, rouge og ø­jenskygge.

Rige kvinder øns­ke­de en bleg hud, fordi den hvide hud viste, at de ikke behøvede at arbejde og færdes uden for hjemmets mure. For at se friske ud brugte kvinderne et strøg af kindrødt lavet af planter eller mineraler.

Prostituerede kvinder bar kraftigere makeup end overklassens kvinder. Med kristendommens opståen blev forbruget af kosmetik imidlertid mindre. Mennesket skulle ikke forstille sig, men fremstå, som Gud havde skabt det.

Romersk kam og manicuresæt.

© Bridgeman/IBL bildbyrå

Kosmetik kunne give straf

Anvendelsen af skønhedsmidler blev ligefrem anset for at være suspekt, og i hekseprocessernes tid kunne det medføre anklager om trolddom. Det var bl.a. tilfældet i England, hvor myndighederne indførte et særligt påbud i 1500-tallet.

Ifølge påbuddet skulle en kvinde dømmes for hekseri, hvis det formodedes, at hun havde forledt en mand til ægteskab gennem brugen af kosmetik. Men anvendelsen af parfume og kosmetik kunne ikke standses.

Samtidig med at kirken fordømte den kvindelige forfængelighed i de lavere sam­funds­klas­ser, kom skønhedsmidler på mode blandt aristokrater.

Paradoksalt nok kan en del af inspirationen til den nye modedille – blege, hvidpudrede ansigter med røde kinder og læber – spores tilbage til middelalderens “na­­tur­­li­­ge” ideal.

Men det blege look var ikke uden risici. Det kunne ske, at men­­nes­­ker blev blyforgiftet af den hvide smin­­ke. Den helt rigtige kridhvide farve fik man nemlig fra det giftige stof blyhvidt.

Højdepunktet nåede man i 1600-1700-tal­­let. I Frankrig kaldte man Ludvig 15.s hof for “det parfumerede hof”, og anvendelsen af pudder, sminke og parfume nåede nye højder, både blandt mænd og kvinder.

Den såkaldte skønhedsplet blev populær – et lille, sort plaster af stof, som blev placeret i ansigtet eller på barmen. Skønhedspletten blev anset for æstetisk, da den fremhævede bærerens hvide hud, men den kunne samtidig dække ar, små sår eller udslæt på huden.

En flaske Eau de Cologne No. 4711.

© Forsell/IBL Bildbyrå

Kølnervand var Napoleons favorit

Franske soldater bragte i 1700-tallet en særlig parfume med hjemfra Tyskland. Parfumen blev efter sigende Napoleons favoritduft.

En af de berømteste parfumer i 1700-1800-tallet var Eau de Cologne. Navnet betyder “Vand fra Köln”, og der findes en række beretninger om denne legendariske parfume.

Den oprindelige opskrift med bl.a. citron, appelsin, bergamotte, lavendel og rosmarin stammer formodentlig fra italieneren Giovanni Paolo Feminis, der boede i Köln.

Det er uvist, præcis hvorfra han har fået opskriften, men i løbet af 1700-tallet begyndte en slægtning, Giovanni Maria Farina, at sælge parfumen under navnet Aqua Admirabilis. Duften hævdedes at minde om en italiensk forårsmorgen, når det havde regnet.

Den franske hær besatte Köln under syvårskrigen (1756-63) og bragte parfumen med hjem til Frankrig, hvor duften fik navnet Eau de Cologne som påmindelse om dens hjemsted.

Parfumen skal i særdeleshed have været populær hos Napoleon. Den franske hærfører siges at have brugt omkring 60 flasker om måneden.

I dag er eau de cologne betegnelsen for en relativt svag duftblanding, som indeholder 3 til 5 pct. parfumeolie og omkring 70 pct. alkoholstyrke.

Pudder skjulte snavs

Pudring og parfumering skal dog ikke ses som tegn på, at den personlige hygiejne stod i særlig høj kurs i denne periode.

Både grækerne og romerne – med deres brug af badehuse – var betydelig mere nøjeregnende, når det gjaldt renlighed. Tværtimod var pudderet og parfumen snarere beregnet på at skjule snavset og den ubehagelige kropslugt.

En vis forbedring på det hygiejniske område kom i midten af 1700-tallet, da sæber til skumbad med duft af citron, roser eller violer blev opfundet og taget i anvendelse.

Endnu var det dog ikke almindelige mennesker, der anvendte parfume og sminke, men først og fremmest den privilegerede klasse.

Busten viser, at den egyptiske dronning Nefertiti brugte læbestift.

© Bridgeman/IBL Bildbyrå

Læber skulle lyse rødt

Når det gælder kosmetik, er læberne meget følsomme, og en del farver kan være direkte farlige at anvende rundt om munden. Alligevel har det igennem historien været meget normalt at male læberne, både blandt mænd og kvinder.

Gravmalerier fra oldtidens Egypten viser, at egypterne gjorde det allerede dengang. Og i 1700-tallets Europa blev sminke anvendt for at sætte de røde læber i kontrast til hvid hud.

I midten af 1910’erne begyndte makeup-producenter i USA at sælge den første læbestift, formodentlig efter inspiration fra de fedtsminker, der blev anvendt på teatret. Nu var det muligt at medbringe sin egen farve og male læberne uden for sit eget hjem.

Stiften blev populær, men var også årsag til konflikt. Tjenestepiger kunne blive afskediget og ekspeditricer få en advarsel, hvis de fulgte overklassekvinders eksempel og benyttedelæbestift. Denne fremgangsmåde kunne dog ikke bremse læbestiftens hastigt voksende popularitet.

For meget sminke var vulgært

I Vesten blev makeup atter mindre populær i 1800-tallet, især i det victorianske Storbritannien. At anvende for meget sminke blev anset for vulgært. Det var noget, som kun gik an for skuespillere og kunstnere – ikke for gode samfundsborgere. Man efterstræbte i stedet en nedtonet og diskret effekt.

Mod slutningen af 1800-tallet begyndte kosmetikken igen at komme på mode. Den rigtig store forandring kom dog først flere år senere, i 1920’erne. Flere kvinder var på dette tidspunkt begyndt at arbejde uden for hjemmet og tjente dermed deres egne penge.

I tæt sam­men­hæng med denne hidtil usete fri­hed for kvinder blev produktionen af par­fu­me og kosmetik til en storindustri. Parfumen Chanel Nº5 kom til i 1921 og blev den hidtil berømteste parfume.

Succesen skyldtes ikke kun den populære duft, men også en effektiv markedsføring og et elegant design. Navnet skal være et resultat af, at fem var modeskaberen Coco Chanels lykketal.

En fransk tegner forestillede sig i 1912, hvordan kvinders skønhedsudstyr ville se ud i år 2000.

© Collection Kharbine-Tapabor

Parfume signalerede luksus

Reklamekampagnen var intensiv – dengang såvel som i dag. Makeup og parfume skulle forbindes med luksus og status. Selv hvis en kvinde ikke tjente mange penge, kunne hun købe en ny parfume eller hudcreme og dermed føle sig mere attraktiv.

Da spraydåsen – en trykbeholder drevet af gas – kom til i slutningen af 1950’erne, blev det også enklere at pakke skønhedsmidlerne ind og at anvende dem. Idealerne skifter, men arven fra parfumens og kosmetikkens lange historie kan ses den dag i dag.

Kosmetikkens urgamle praktiske funktion kan man endnu genfinde i makeup, læbestift og andre skønhedsprodukter, der ikke bare giver farve, men også plejer og beskytter huden.

For meget sminke og parfume anser mange stadig for vulgært eller malplaceret, men brugen af skønhedsprodukter er alligevel blevet en del af hverdagen for mange mennesker.

Læs også:

Hverdagsliv

Syfilis var højeste mode - og en usynlig dræber

11 minutter
Hverdagsliv

Kakao: Gudernes drik

6 minutter
Hverdagsliv

Kom Chanel No. 4 før Chanel No. 5?

2 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!