Den morgen i maj 1851 styrtede Londons indbyggere ud i gaderne, allerede da de første sol-stråler ramte byen. Alle masede de sig vej mod Crystal Palace i Hyde Park, hvor historiens første verdensudstilling skulle finde sted senere.
Politiet lod enkelte kvinder komme igennem afspærringerne til udstillingen, fordi deres klæder var kommet i uorden pga. de mange mennesker, der – ganske uhørt for britiske gentlemen – pressede mod hegnet.
Og snart blev kaosset værre, da dronning Victoria og hendes mand, prins Albert, nærmede sig i hestevogn.
Op mod en mio. mennesker stod langs vejen, og flere var klatret op i lygtepæle og træer for at få den bedste udsigt. Ingen kunne være i tvivl om, at “århundredets begivenhed” løb af stabelen netop nu.
Ved ankomsten til Crystal Palace nejede dronningen respektfuldt for de gæster, der havde råd til billetten, inden de sammen istemte nationalsangen. Af hensyn til de indbudte udlændinge sprang de høfligt over det vers, som handlede om at knuse briternes fjender. Kort efter erklærede dronningen udstillingen for åben.
Storbritanniens aristokrati var stærkt repræsenteret, da dronning Victoria og prins Albert åbnede udstillingen. Billetprisen den dag var bevidst sat ekstra højt, så pøbelen ikke skulle blande sig med det fine selskab.
Samme aften, da hun skrev i sin dagbog, skinnede begejstringen over dagen igennem.
“Glæden i alles ansigter, den enorme bygning, alle udstillingerne, lyden af orglet og min elskede mand – skaberen af denne freds- festival (...). Alt dette var virkeligt bevægende og vil ikke blive glemt”.
Verdensudstillingen i 1851 var da også en kraftpræstation. Prins Albert havde formået at få over 25 nationer til at deltage og udstille det ypperste, de kunne frembringe: alt lige fra dampmaskiner til smukt forarbejdede statuer.
Den fantasifulde idé om en udstilling for alle landes industri, videnskab og kunsthåndværk var endelig blevet til virkelighed.
Udstilling skulle være åben for alle
Prins Albert havde siden 1840 været gift med Victoria, men han havde i rollen som dronningens påhæng svært ved at få tiden til at gå. For ikke at kede sig kastede prinsen sig over velgørenhedsarbejde og blev medlem af foreninger, der skulle fremme videnskaben.
Verdensudstillingen skulle varsle en ny tid, hvor nationerne – med avisen The Times' ord – konkurrerede på “civiliseret kunst og ikke gammeldags brutal magt”.
I 1843 blev han fx formand for “The Royal Society of Arts”, og den forening begyndte i 1849 planlægningen af historiens første verdensudstilling. Foreningens planer var yderst ambitiøse. En gigantisk bygning, som kunne rumme tusindvis af genstande og gæster, skulle bygges i Hyde Park i London, og selv det mindste land skulle inviteres.
Verdensudstillingen skulle varsle en ny tid, hvor nationerne – med avisen The Times' ord – konkurrerede på “civiliseret kunst og ikke gammeldags brutal magt”.
I tråd med den fredelige ånd om at mødes på tværs af landegrænser lancerede arrangørerne af udstillingen også en anden radikal idé. Arrangementet skulle være åbent for alle på tværs af klasseskel.
Argumentet var, at når arbejderne havde været med til at fremstille de udstillede produkter, skulle de også have lov til at beundre frugterne af deres arbejde.
Forslaget blev mødt med et ramaskrig i den britiske overklasse. I de år forsøgte Europas arbejderklasse at omstyrte regeringerne, og frygten var, at arbejderne ville angribe borgerskabet, hvis de først blev lukket ind. Dertil kom faren for, at deres holdninger ville smitte.
“Tilstrømningen af så mange besøgende med en moral lavere end vores egen vil uundgåeligt resultere i et moralsk forfald, som er uhyggeligt at tænke på. Vi har inviteret pesten ind i vores hjem”, skrev et engelsk magasin.
Alligevel stod prins Albert fast, men for at imødekomme kritikerne satte han billetprisen op i udstillingens begyndelse for at skræmme pøbelen væk. Først efter fire uger ville prisen blive sat ned.
Pøbelen opførte sig pænt
Efter åbningen af verdensudstillingen den 1. maj 1851 strømmede næsten 10.000 gæster hver dag til Crystal Palace og lod sig imponere af egyptiske statuer, britiske dampmaskiner, amerikanske våben eller fransk design.
“De, der var heldige at være til stede, vidste knap nok, hvad de skulle beundre mest”, skrev The Times.
Kritikere frygtede sammenstyrtning
Efterhånden som Crystal Palace tog form, begyndte de kritiske røster også at melde sig. Flere frygtede, at glasbygningen ville styrte sammen i den første kraftige storm. Matematikeren George Airy konkluderede fx efter komplicerede udregninger, at Crystal Palace ikke ville forblive intakt verdensudstillingen ud.
For at sætte kritikerne på plads arrangerede entreprenøren en test, hvor et helt regiment soldater marcherede, hoppede og trampede inde i bygningen. Efterfølgende kunne ingen konstatere nogen skader.
Bekymringerne blev endegyldigt skudt ned, da en kraftig haglstorm ramte London blot to dage før verdensudstillingens åbningsdag. Stormen ødelagde Ikke en eneste glasplade.
Efter den succesfulde åbning begyndte journalisterne imidlertid igen at beskæftige sig med skæringsdatoen 25. maj, hvor adgangsprisen ville blive sænket. Adskillige aviser opfordrede i dagene inden deres læsere til at se verdensudstillingen, inden “kong Pøbel” gjorde sit indtog.
Samtidig forberedte politiet sig på massernes ankomst og opsatte træbarrierer, der kunne dæmpe kamplysten i den forventede aggressive hob.
Da dagen endelig oprandt, blev overklassens forventninger gjort fuldstændig til skamme. Arbejderne kunne ganske vist ikke opføre sig så kultiveret som forventet, men det skyldtes, at de konstant brød sammen af grin over de mange foranstaltninger, politiet havde taget for at modstå deres “voldelige” adfærd.
“De har meget bedre manerer end de velklædte promenade-gængere, som maser og nidstirrer hinanden”, skrev satirebladet Punch.
Prisvindere:
Den engelske arkitekt Augustus Pugin fik en pris for sit middelalderslot. Hans værk var set med moderne briller historiens første temapark.
W. Hensman & Sons tærskemaskine kørte på damp. Maskinen skulle hjælpe bønderne med at skille avnerne fra kornet.
Landbrugsmaskiner var en vigtig del af verdensudstlllingen, som præmierede Cyrus McCormicks mejemaskine med en medalje.
Cramptons damplokomotiv stod på udstillingen “maskiner i bevægelse”. Juryen valgte til sidst at hædre maskinen med en præmie.
Daguerreotypiet, som forestiller Månen, er en tidlig version af fotografiet. Efter udstillingen blev daguerreoptypiet yderst populært.
Faktisk opførte pøbelen sig så pænt, at politiet kedede sig bravt. Den franske politimand Henri Galbie var udstationeret i London for at holde øje med uønskede elementer og skrev med slet skjult frustration i en rapport:
“Altid den samme ro, altid den samme orden”.
Med prisnedsættelsen strømmede endnu flere besøgende til. Over 5,5 mio. gæster lagde vejen forbi Crystal Palace, inden verdensudstillingen officielt lukkede den 15. oktober med en pris-uddeling til de mest banebrydende værker. Det var en tydeligt stolt prins Albert, der holdt afslutningstalen:
Arrangementet ville “styrke nationernes sammenhold og freden mellem alle racer”, forudsagde han. Den påstand fik han ikke ret i, men verdensudstillingen var kommet for at blive. Siden 1851 er verdensudstillingen blevet afholdt over 50 gange i skiftende lande.