Lille by blev synålens hovedstad

Synålen blev i 1700- og 1800-tallet en stærkt efterspurgt vare. De allerfineste kom fra byen Redditch, hvor nålemagere i storhedstiden producerede 100 mio. nåle – om ugen.

Synålen blev i 1700- og 1800-tallet en stærkt efterspurgt vare. De allerfineste kom fra byen Redditch, hvor nålemagere i storhedstiden producerede 100 mio. nåle – om ugen.

Look and Learn/Bridgeman Images

I 1600-tallet stak et uanseeligt, men meget spidst værktøj sig ind i historien.

I årtusinder havde den lille synål – først lavet af ben og senere af jern – været stærkt eftertragtet til tøjproduktion, men gode nåle var umådelig svære at få fat i.

Den typiske jernnål blev helt frem til 1600-tallet hamret i form af en smed, men den rustede og bøjede let, og end ikke den dygtigste smed kunne skabe de hårde, tynde og glatte nåle, markedet efterspurgte.

Alt dette ændrede sig, da en nålemager i 1600-tallet slog sig ned i den lille by Redditch i Midtengland. Nålemageren grundlagde en industri, som med en enkel og effektiv metode formåede at give englænderne – og resten af verden – hvad de ville have: Hårdføre, glatte nåle.

Den højt specialiserede arbejdsgang gjorde i 1800-tallet Redditch til centrum for verdens nåleproduktion, så byen ugentligt kunne sende millioner af fine, små nåle af enhver type ud på verdensmarkedet – en bedrift, der skaffede byen titlen som nålens ubestridte hovedstad.

En legende fortæller, at en udenlandsk nålefabrikant på et tidspunkt sendte en lillebitte injektionsnål til Redditch og udråbte den til verdens mindste nål.

Nålespecialisterne i Redditch svarede prompte ved at returnere injektionsnålen med en trådet Redditch-nål indeni!

Den lille by Redditch lå i Midtengland nær industribyen Birmingham, som havde opbygget en stor jernindustri. Herfra fik Redditch derfor metal til nålefabrikkerne.

© Shutterstock

Nålene kom fra kontinentet

I århundrederne før Redditch blev centrum for Englands nåleproduktion, måtte englænderne importere kvalitetsnåle til syning af alt fra tøj til sadler og skibssejl.

Nålene kom bl.a. fra Spanien, hvor smede i den sene middelalder begyndte at fremstille tynd ståltråd af en god og stærk kvalitet. Teknikken havde de lært af araberne. Fra Spanien bredte kunsten sig til bl.a. Flandern og Tyskland.

De importerede nåle blev først og fremmest solgt i London. Krønikeskriveren John Stow, som selv var tidligere skrædder, skriver, at en spanier i 1500-tallet solgte nåle i Cheapside, én af byens travle forretningsgader.

Sælgeren nægtede dog pure at afsløre, hvordan det fine håndværk blev til.

Engelske håndværkere lærte imidlertid snart kunsten af tilrejsende mestre, og 1600-tallets London vrimlede med nålemagere, der især holdt til omkring Tower Bridge.

Londons etablerede nålemagere forsøgte dog at holde nye nålemagere nede, hvilket fik mange til at søge ud af byen og nordpå til Midtengland og området omkring Redditch.

Blandt disse var nålemageren William Lea, som omkring 1650 slog sig ned i Redditch tæt ved floden Arrow.

Kongeligt frås krævede nåle

William Lea kunne ikke have valgt et bedre sted end Redditch.

Den nærliggende by Birmingham husede en driftig metalindustri, som kunne levere ståltråd til nålene.

Byen “genlyder af klangen af ambolte, for her er et stort antal af smede og andre, som fremstiller jern og stål”, skrev historikeren William Camden allerede i 1586.

Floden Arrow strømmede tæt forbi byen og forsynede håndværkerne med rigelige mængder af vand til produktionen.

Vandkanalen indeholdt desuden smergel, en blanding af mineraler, der var et effektivt slibemiddel til fx stål. Vigtigst var det dog, at opfindsomme nålemagere her kunne udfolde sig frit.

Kunder manglede nålemagerne ikke. Skrædderhvervet fik stor fremgang, da kong Karl 2. i 1660 kom på tronen.

Kong Charles / Karl 2 af England Synål

Da Kong Karl 2. kom på Englands trone omgjorde han de strenge love om mådehold, som var blevet påtvunget briterne under den nypuritanske Oliver Cromwells militærdiktatur. Kong Karl og hans hustru Katarina af Braganza elskede derimod overdådige rober. Skræddere og synålsfabrikanter gik derfor gyldne tider i møde.

© Shutterstock

England havde gennem mere end et årti været regeret uden en konge. I stedet styrede parlamentet og pålagde alle strengt mådehold. Fester og lignende udskejelser var forbudt, og klæder måtte ikke være prangende.

Kong Karl besluttede at råde bod på sparsommeligheden. Han indbød til fester og iklædte sig overdådige rober. Adelen og borgerskabet fulgte trop, og skrædderne fik kronede dage. Og alle krævede de nåle.

Nålemagerne i Redditch skulle ikke kun levere til skræddere, men også til gobelinmagere, der leverede tykke, farvestrålende tæpper til stenvæggene i slotte og borge.

Også omegnens kirker og klostre efterspurgte skræddervarer, og i slutningen af 1600-tallet arbejdede der ca. 600 nålemagere i og omkring byen.

Nålene blev masseproduceret

For at følge med efterspørgslen måtte nålemagerne i Redditch sætte arbejdet i system.

Nålene blev i de tidlige år fremstillet i hånden med hjælp fra maskiner drevet af vandhjul. Med tiden blev arbejdet mere og mere automatiseret, og i begyndelsen af 1800-tallet havde nålemagerne udviklet et system, der kunne fremstille nåle i en rasende fart.

I 1824 fremstillede Redditch omkring 5 mio. håndlavede nåle ugentligt.

Opgaven bestod kort fortalt i at klippe et stykke ståltråd af og hærde og tilvirke stålstykket, så det blev til en spids synål med et perfekt afrundet hoved og et fint, glat nåleøje.

Processen bestod af en række højt specialiserede enkeltopgaver, som skulle udføres hurtigt og præcist.

Fx skulle den arbejder, som stod for hærdningen, være i stand til på kort tid at opvarme nålene til nøjagtig 315 grader og derefter køle dem ned med lige netop den hastighed, der sikrede, at stålet ikke blev skørt og gik i stykker.

For at gøre processen så effektiv som muligt var opgaverne fordelt mellem arbejderne.

En nål gik under fremstillingen igennem hele 70 par hænder, som hver især udførte et enkelt trin i arbejdsgangen.

Til de fysisk mindst krævende trin hørte udstansning af nåleøjet. Den enkle opgave blev udført med et maskindrevet stempel, ofte betjent af en kvinde eller pige.

“Jeg blev taget ud af skolen, netop som jeg begyndte at lære noget”. William Avery, nålefabrikant.

Nålefremstillingen var i det hele taget et foretagende for hele familien.

Både mand og kone arbejdede på fabrikkerne, og når børnene blev omkring otte år, forlod de skolen for at gøre forældrene selskab i produktionen.

“Jeg blev taget ud af skolen, netop som jeg begyndte at lære noget. Vi blev alle nødt til at arbejde, og jeg begyndte at lære min fars fag”, beretter William Avery, som senere blev nålefabrikant.

Arbejdsdagen var lang – 10 timer for en mandlig arbejder. Men aflønningen svarede til anstrengelserne. Mens en faglært arbejder i andre erhverv tjente omkring 30 shilling på en seksdagesuge, opnåede en mandlig nålemager let op til 40 shilling om ugen.

Højt specialiserede arbejdere kunne indkassere endnu mere. Børn fik mellem én og fem shilling om ugen, mens kvinderne tjente mellem otte og 15 shilling.

Gifte kvinder måtte kun arbejde på deltid mellem 8.30 og 12.30 om middagen og 14 og 16 om eftermiddagen.

På den måde kunne de “få tid til at gøre hjemmene behagelige, lave mad til familien og tage sig af børnene før og efter skolen, så de ikke får lov til at rende rundt på gaderne indtil sent om aftenen”, som nålefabrikanten R.S. Bartleet formulerede det.

Dronningen beundrede nålene

Nålefremstillingen gik så godt, at Redditch i 1840’erne stort set fik monopol på produktionen og blev berømt i hele England som synålens hovedstad.

“I Redditch derimod er nålemageriet hovedhvervet, uden hvilket næsten alt ville lukke og slukke”. Knight’s Penny Magazine, 1843.

“Det er ikke, fordi andre byer ikke byder på dette erhverv, men hos dem udgør nålemageriet kun et enkelt erhverv. I Redditch derimod er nålemageriet hovederhvervet, uden hvilket næsten alt ville lukke, for selvom der også er anden handel og butikker i byen, så eksisterer de kun for at betjene den del af indbyggerne, som står for nåleproduktionen”, skrev Knight’s Penny Magazine i 1843.

Fabrikanterne bevarede byens forspring ved løbende at udvikle nye metoder, som effektiviserede produktionen endnu mere.

En af virksomhedsejerne, Abel Morrall, fik konstrueret en maskine, som kunne polere hele 12.000 nåleøjer på én gang.

Maskinerne betød, at en arbejder nu på en arbejdsdag kunne polere mere end 100.000 nåle.

En mere effektiv stempelmaskine gjorde desuden en arbejder i stand til at udstanse 4.000 nåleøjer i timen.

Maskinerne betød, at Redditch i 1847 sprøjtede 50 mio. nåle ud ugentligt – et antal, som 15 år efter var fordoblet til 100 mio.

I håbet om at undgå det farlige slibestøv brugte mange arbejdere mundbind.

© SOTK2011/Imageselect

Slibe-arbejdere døde i hobetal

Nåleproduktionen havde en dyster bagside, da produktionen i begyndelsen af 1800-tallet kom op i industriel skala.

Særlig udsatte var de såkaldte pointers – spidsere – som havde til opgave at file nålens spids. Arbejdere med denne funktion sleb op imod 10.000 nåle dagligt og sad derfor i en sky af metal- og slibestøv.

Bittesmå metalsplinter fra nålen ramte øjnene og medførte øjenskader eller blindhed. Endnu værre konsekvenser havde det fine slibestøv, der fandt vej ned i lungerne.

Støvet medførte “pointer’s rot” – en sygdom, der ødelægger lungerne og medfører døden.

For at gøre det endnu værre blev de spidsede nåle til sidst rullet i asbest-pulver for at forhindre rust. Det farlige arbejde gjorde, at den gennemsnitlige levetid for en spidser blot var 35 år.

Til gengæld var spidserne også de højest betalte af alle. Derfor kæmpede de stærkt imod, da fabrikanter i slutningen af 1800-tallet opfandt apparater, der kunne lede støvet bort.

Arbejderne frygtede nemlig, at lønnen så ville blive sat ned.

Morralls maskiner og nåleproduktionen blev anset for så vigtige, at de fik en plads på Verdensudstillingen i 1851.

Udstillingen skulle vise verden det ypperste, som det industrialiserede Storbritannien havde at byde på. Maskinen blev et af udstillingens helt store trækplastre.

Morrall demonstrerede for publikum, hvordan maskinerne nu gjorde arbejdet hurtigere og lettere. I maj måned alene forærede han 200.000 nåle væk som gaver.

Selv dronning Victoria viste stor interesse.

“Dronningen stillede mange spørgsmål om det nyttige håndværks fremskridt her i landet, herunder antallet af arbejdere og antallet af færdige nåle, før og efter at maskineriet kom i brug”, skrev forfatteren Michael Morrall i en bog om nåle fra 1866.

Nåle blev byttet for slaver

I 1862 husede Redditch-området 4.000 nålefabrikanter med over 10.000 ansatte.

Berømmelsen nåede snart til langt fjernere himmelstrøg.

Synåle som fx mærket “Whitechapel Sharps”, der var fremstillet i Redditch, var i høj kurs som bytteobjekter for de ekspeditioner, som briterne i 1800-tallet sendte til Afrika.

“I Uganda, hvor de indfødte er dygtige skræddere og buntmagere, er nåle stærkt efterspurgte. En flot slavepige kan fås for blot 13 engelske nåle!” skrev Samuel Baker, en britisk opdagelsesrejsende, som imellem 1869 og 1873 udforskede Afrikas indre.

Nålefabrikkerne i Redditch­ gjorde det muligt for alle at købe kvalitetsnåle, som holdt evigt.

© Granger/Bridgeman Images

Imens stortrivedes Redditch og beholdt sin status som synålens hovedstad langt op i 1900-tallet.

Under 2. verdenskrig producerede byen trods en nedgang i efterspørgslen fortsat 45 mio. nåle om ugen.

Men i efterkrigsårene, da masseproduceret tøj fra fabrikker udkonkurrerede skrædderhvervet, måtte fabrikkerne en efter en lukke ned.

Redditch udmærker sig dog endnu. Området huser Storbritanniens eneste nålefabrik. Virksomheden, som fremstiller kirurgiske nåle, laver hvert år 400 mio. nåle på fuldautomatiske industrimaskiner.