Lovændring: Islændinge må ikke længere nedlægge spanske turister
En gammel lov har igennem 400 år givet islændinge lov til at slå baskere ihjel uden straf. Nu er loven omsider blevet skrottet, så baskerne igen kan besøge Island uden frygt for deres liv.

Rejseglade baskere, som har deres liv kært, kan nu igen trygt besøge Island. Men de skal måske undlade at medbringe de kostumer, som de bærer på billedet. Scenen stammer fra et baskisk karneval, hvor mænd har klædt sig ud som den baskiske sagnfigur Joaldun.
Fri jagt på baskere
I århundreder har islændinge frit kunnet slå baskere ihjel uden at blive straffet – men det skal være slut nu.
Myndighederne i Islands Vestfirðir-region har i al stilfærdighed annulleret en 400 år gammel lov, som gav islændinge lov til at jage og nedlægge baskere.
32 skibbrudne blev dræbt
Loven stammer fra 1615, hvor tre hvalfangerskibe fra det nordlige Spanien stødte på grund i Island. Omkring 80 baskiske sømænd overlevede forliset, men var så udhungrede, at de plyndrede de lokale bønder.
Islændingene gik til modangreb, og kampene endte med at koste 32 baskere livet i Islands eneste massemord nogensinde. Efter nedslagtningen vedtog en lokal embedsmand, at baskere ikke længere var velkomne i Island – og at enhver basker, som alligevel forvildede sig til landet frit kunne aflives.
Efterkommere tilgav hinanden
Den gamle lov blev annulleret ved en ceremoni i byen Hólmavík, hvor også flere baskere deltog. Blandt dem var en efterkommer af en af de dræbte hvalfangere og en efterkommer af en af de islandske mordere. De to gav hinanden hånden for at understrege det nyetablerede venskab mellem de to stolte folk.
Det vides ikke, hvor mange islændinge som i tidens løb har benyttet sig af den kontroversielle lov.