En aften i 1860’erne vakte en episode så stort postyr under en teaterforestilling i London, at den havnede i aviserne dagen efter.
To teatergæster var ankommet med høj hat, som de beholdt på under forestillingen. Først efter irriterede henstillinger fra de bagved siddende personer tog de deres hatte af. Og resultatet var vild opstandelse.
De to gæster var nemlig japanere, som var så trætte af nysgerrige blikke, at de havde gemt deres klassiske, japanske hårpragt under bemeldte hatte.
Da publikum så deres chonmage – næsten nøgne isser bortset fra langt hår sat op i en knold – glemte de alt om forestillingen. Den højlydte furore førte til en avisoverskrift næste morgen: “To japanere afbryder skuespil”.
Hvis briterne var forbløffede over deres første møde med samuraier, var det intet i forhold til det enorme kulturchok, de besøgende japanere oplevede.
Japan var et lukket land
De to teatergæster var blandt de første japanere, der drog ud i verden. Som alle andre i deres hjemland var de vokset op i et samfund, der siden 1633 havde været lukket. Landet havde ingen kontakt med udlandet, og forsøg på at rejse ud blev straffet med døden.
Resultatet var et feudalt, underudviklet og isoleret land, som brat blev kastet ud af sin tornerosesøvn, da den amerikanske flåde i 1853 tvang landet til at åbne grænserne. Få år efter begyndte handelsfolk, missionærer og soldater at ankomme til Japan, og samtidig rejste de første japanere ud i verden.
Nogle af de rejsende var velhavende samuraier. Andre var jævne borgere, der drevet af eventyrlyst sneg sig udenlands uden den fornødne udrejsetilladelse.
Endnu andre var studerende eller officielle udsendinge, der havde til opgave at opsnuse alt om Vestens viden, for siden at afrapportere i Japan.
For langt de fleste japanere var rejsens mål hovedstaden i det mægtige britiske imperium, London.
Forundret over kvinders status
Det første kulturchok kom allerede på den 2-3 måneder lange sørejse til England, hvor japanerne iagttog, hvordan vestlige kvinder blev behandlet.
“Efter hvad jeg har set på dette skib, er det som om, at når man tiltaler kvinder, skal man tage hatten af og være særdeles høflig. Det finder jeg særdeles opsigtsvækkende”, skrev den officielle udsending Toshiakira Kawaji om sine oplevelser på et passagerskib i 1866.
Vel ankommet til England – hvor tolderne udviste stor interesse for gæsternes samuraisværd – var en af de overvældende oplevelser togturen ind til London med damplokomotiv.
I Japan var den hurtigste transportform stadig hesten, og japanske besøgende havde svært ved at beskrive det mærkelige maskineri og at give læseren en ide om dets utrolige fart.
“Det kører tusindvis af mil med lynets hast”, skrev Wataru Ichikawa og indrømmede, at “bare synet af et damplokomotiv fik hjertet til at banke hurtigere”.
Operetten “The Mikado” foregår i Japan og spillede for fulde huse i London.
Operette gjorde grin med briterne
I 1885 skulle det musikalske makkerpar W.S. Gilbert og Arthur Sullivan udvælge et eksotisk land, som deres kommende oprette kunne foregå i. Valget faldt på Japan, som var selve symbolet på det fremmedartede, mystiske og gådefulde.
Den satiriske forestilling “The Mikado” udspiller sig i den japanske by Titipu, men gør under overfladen tykt grin med det britiske samfund. I stykket er Titipus borgerne underlagt en endeløs række af absurde regler, og kejseren er moralens vogter – en parodi på briternes juridiske system og den strengt puritanske dronning Victoria.
Tilskuerne strømmede ind til Mikado-forestillingerne på Londons legendariske Savoy Theatre for at høre de muntre sange og beundre de farverige kostumer. I de følgende to år spillede The Mikado 672 gange på Savoy og blev dermed et af verdens hyppigst opførte teaterstykker. Samtidig satte 150 andre teatre verden over forestillingen op.
Verdens første undergrundsbane, som åbnede i 1863, tog også fuldstændig pusten fra japanerne. “Togene kører i tunneller, der er boret gennem jorden under byen, og man kan ikke andet end være imponeret over sådan en opfindsomhed”, skrev studenten Kagenori Nire, som havde svært ved at vænne sig til, at alting kunne foregå i sådan et hastværk, som slet ikke harmonerede med hans hjemland.
Japan havde ikke gaslys, og Londons belyste gader var en kilde til stor beundring: “Folk kan læse avis, mens de går ned ad gaden om aftenen”, måbede Setsuzo Okada, der var i London på en officiel rejse. “Om få år vil der være så mange gaslamper, at man ikke vil kunne se forskel på dag og nat”.
Også telegrafens ufattelige evne til at sende beskeder over store afstande fascinerede japanerne, men nogle af Vestens teknologier var så fremmedartede, at de asiatiske besøgende havde svært ved at beskrive dem.
Udsendingen Junzo Matsumura skrev fx om “et lille rum, som fire mennesker kan gå ind i, og pludselig stod man oppe på fjerde etage”.
Japanere giftede sig også i London
Mange besøgende var rystede over den udbredte fattigdom, men havde samtidig svært ved at forstå, at der ikke blev gjort forskel på rig og fattig.
Man kunne risikere at møde personer fra de lavere klasser på selv et fint hotel, og alle var underligt nok lige for loven. Helt besynderligt kunne en almindelig kvinde tage samme navn som dronningen.
På trods af de kulturelle barrierer giftede enkelte japanere sig med britiske kvinder. Blandt dem den studerende Ozaki Saburo, der imidlertid blev skilt, da hustruen opdagede, at hendes japanske ægtemand også var gift i hjemlandet.
I Saburos ellers meget lange selvbiografi nævnes det 12 år lange britiske ægteskab ikke med et eneste ord.
Men generelt var japanske besøgende flittige til detaljeret at beskrive alt, hvad de oplevede i England. Og tilsammen udgør deres observationer i dag en vigtig historisk kilde til livet i dronning Victorias England.